Hvis man havde forventet, at den nye aftale om overenskomster i industrien ville give en ekstra fridag som kompensation for den mistede store bededag, så blev man skuffet.

Der er i det hele taget ikke noget i forliget, som én til én forsøger at kompensere for den mistede helligdag.

Ifølge Christian Lyhne Ibsen, arbejdsmarkedsforsker på FAOS ved Københavns Universitet, forsøger man at holde balladen om store bededag ud i strakt arm.

- Fagbevægelsen sender det budskab, at man i stedet forsøger at lægge maksimalt pres på den lovgivningsproces, der går ind i den sidste fase. Og at det er politikernes skyld, hvis det ender med en storkonflikt, siger han.

Historisk høje lønstigninger

I stedet er fokus fra fagbevægelsen at fremhæve de historisk høje lønstigninger de kommende to år:

En netto løngevinst på to procent, fordi arbejdsgiverne nu kommer til at betale to procent mere ind til pension, mens man som lønmodtager betaler to procent mindre.

Hertil kommer to procent mere på fritvalgskontoen, som stiger fra syv til ni procent, og så en stigning på omkring ni kroner på mindstebetalingssatsen.

Det er beløb, som sammen med de forventede gevinster på de lokale lønforhandlinger alt i alt skal indhente den tabte realløn i løbet af to til tre år.

- Industriens parter siger, at de har gjort deres del af arbejdet og fået forhandlet et godt resultat hjem i en meget svær situation med de største indrømmelser i lang tid, når det kommer til økonomien, siger Christian Lyhne Ibsen.

Han peger også på, at fritvalgskontoen kan bruges til at få ekstra fridage – og dermed være med til at kompensere for den mistede store bededag.

Men Christian Lyhne Ibsen erkender, at det kan blive et svært budskab at sælge.

- Der ligger en stor kommunikationsopgave for fagbevægelsen i at gentage igen og igen, at den endelige lønstigning bliver på mere end de fire procent, der er aftalt centralt. At der skal hentes en del hjem lokalt, siger han.

Og her er der i aftalen også en række redskaber, som skal gøre det lettere for tillidsfolkene at forhandle løn ude på virksomhederne.

Vil fastholde position

At det på trods af den megen ballade ikke endte med et sammenbrud overrasker ikke Christian Lyhne Ibsen:

- Industrien har i sin dna, at den skal levere en aftale, ellers falder det hele fra hinanden. Og hele industrien er meget sårbar, fordi den er så involveret i de globale værdikæder, hvor det kan være utroligt problematisk, hvis der kommer en konflikt.

For Christian Lyhne Ibsen handler det også om, at industrien gerne vil fastholde den position, som den har haft siden 1998, hvor den står for gennembrudsforliget med argumentet om, at det er vigtigt at sikre konkurrenceevnen for de mange eksportvirksomheder, vi har i Danmark.

- Det er et pres i dele af fagbevægelsen for at lave om på systemet, så Co-industri først kan skrive under, når de andre områder er forhandlet hjem. Det vil industriens forhandlere meget nødigt ændre på, siger han.