Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).

Afstemningen om overenskomstaftaler for hundredetusind privatansatte er endt med et overbevisende ja, og historisk høj risiko for storkonflikt er afblæst. Men hvordan gik det til? Nej-sigerne gør status.

Det blev ikke til storkonflikt denne gang, selvom der i starten af året var lagt op til modstand.
Bent K Rasmussen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix (arkiv)

Da overenskomstforhandlingerne for 600.000 privatansatte startede i januar, spåede flere eksperter om historisk høj risiko for et nej og en storkonflikt. Nu har medlemmerne talt, og resultatet blev alligevel en tommel op.

- Hvis man spoler tiden tilbage til jul, var der meget snak om en historisk stor konfliktrisiko. Det var afskaffelsen af store bededag og inflationen, som rasede på sit højeste. Set i dét lys er det et overraskende stort ja, siger forsker i arbejdsmarkeds- og organisationsstudier ved Københavns Universitet Søren Kaj Andersen.

Han tøver ikke med at kalde OK-resultatet for “et klart og overbevisende ja” og en stor sejr for fagforbundene.

- Det er lykkedes dem at overbevise medlemmerne om, at der er penge nok i aftalen, og få adskilt store bededag. Der er jo næsten 80 procent, der stemmer ja, og den højeste stemmeprocent siden 1973. Der er massiv opbakning, siger Søren Kaj Andersen.

Ud af de i alt 236.099, der har stemt under Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), har 50.037 stemt nej og 186.062 stemt ja. 

Nej-siden virkede ellers til at have vind i sejlene. Men der er flere grunde til, at de ikke sejrede. 

Freden er købt

Pengene spiller ifølge Søren Kaj Andersen en helt central rolle for det overbevisende ja. Han påpeger, at der blev hentet fire procent ved det centrale bord i industrioverenskomsten med fritvalgskontoen og pensionsindbetaling. Ifølge ham var det mere, end man normalt kan forvente, og et klart signal fra Dansk Industris side. 

- Det her vidner om, at arbejdsgiverne har været opsat på at købe sig freden, understreger han. 

Men flere af dem, der har anbefalet at stemme nej til de nye overenskomster, mener netop, at pengene ikke rækker. 

Claus Westergreen, der er formand for Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København (BJMF), har anbefalet et nej til overenskomsterne.

- Folk siger, at aftalen er historisk god, men vi tror ikke på, at den økonomiske ramme holder med den høje inflation, der er, siger Claus Westergreen.

Han mener, at det er rigtig positivt, at der er så mange, der har stemt, men han ville gerne have haft nogle bedre aftaler. 

- Det er ikke, fordi vi ikke anerkender de gode ting, der trods alt er i aftalerne, men vi synes bare, vi havde en historisk chance for at få meget mere ud af det, og det synes vi ikke, vi har fået, siger Claus Westergreen.

LÆS OGSÅ: Den her gruppe 3F’ere sagde nej tak til OK23

Svære lokalforhandlinger i vente

Claus Westergreen peger på, at den økonomiske ramme, der kom med industriforliget, kan blive et stort problem for særligt de små arbejdspladser. 

- Jeg mener, vi bør diskutere, hvordan vi sikrer de kollegaer, der ikke regner med at få noget på lokalaftaler. For det er faktisk blevet et problem, siger Claus Westergreen. 

Han fortæller, at det før i tiden ikke var et problem at opnå fine aftaler lokalt på arbejdspladserne, “men det er fandme blevet svært i dag”, siger han.

Det er Henning Skovgaard Hansen, der er gruppeformand i 3F Aarhus Rymarken Industri, enig i. Han har også anbefalet et nej som konsekvens af lønnen.

Han tvivler på, at tillidsfolkene kan hente særlig meget hjem i lokalforhandlingerne.  

- Jeg tror, at mange på minimallønsområdet får svært ved at forhandle noget hjem ude lokalt, som bare minder om det, de har fået på normallønsområdet. Jeg tror især, at det bliver meget svære forhandlinger for tillidsmændene ude på de lidt mindre virksomheder.

Store bededag som medspiller eller modspiller? 

Benny Vinther Jensen, der er gruppeformand for 3F Industri i Aalborg, har også været med til at anbefale et nej til overenskomstresultaterne. I hans optik vil det blive meget svært eller nærmest umuligt at forhandle nok hjem i løn til at indhente inflationen. 

Og så har store bededag også sat sit præg på medlemmerne i Aalborg.

- Men flere af vores medlemmer her i Aalborg har trukket afskaffelsen af store bededag med ind i afstemningen og sagt: Nu stjæler de en fridag, og så bliver det altså et nej, siger Benny Vinther Jensen. 

Claus Westergreen fra BJMF mener, at man har overvurderet betydningen af store bededag.

- Man troede jo i starten, at store bededag ville få stor betydning, det tror jeg faktisk ikke, at det har. Der har absolut været nogle medlemmer, der har ment, det var mærkeligt, at politikere blandede sig i vores overenskomster. Men det er nok særligt os faglige folk, der mener, det er et problem, at politikerne blander sig og fjerner sig en rettighed, siger Claus Westergreen.

Stor stemning for ja skyggede for nej-siden

En anden årsag til det store ja skal ifølge forsker i arbejdsmarkeds- og organisationsstudier ved Københavns Universitet Søren Kaj Andersen findes i den svage nej-side.

- Der har ikke været en stor nej-sag. Nej-holdet var yderst begrænset. Der var enkelte utilfredshedspunkter, men der kom aldrig en samlende nej-kampagne, og det har gjort det meget svært for nej-siden at få momentum, siger han. 

Benny Vinther Jensen vurderer, at det har været svært at få et nej igennem, når store forbund som HK og Dansk Metal entydigt har anbefalet et ja. 

- Så er det op ad bakken fra starten, siger Benny Vinther Jensen.

84,5 procent af Dansk Metals medlemmer endte med at stemme ja, og hos HK endte ja-procenten helt oppe på 90,3.

Gruppeformand i 3F Aarhus Rymarken Industri, Henning Skovgaard Hansen, har ligeledes anbefalet sine medlemmer at stemme nej til overenskomsten. Det overbevisende ja kommer dog heller ikke som et chok for ham. 

- Det har været en stor udfordring at få mobiliseret en reel nej-kampagne. Det er jo heller ikke kun industrien, der bestemmer resultatet. Det er også en lang række andre fagforbund, hvor medlemmerne er på normallønsoverenskomst. Det kom derfor ikke helt bag på os, men vi har gjort hvad vi kunne, siger han.  

“Vi kæmper videre”

Blandt nej-sigerne er der år dukket en ny gruppe medlemmer op i form af den nystartede brancheklub 3F Fast Food Workers Copenhagen. 

Nikolai Aamand er kasserer i brancheklubben og stemte nej til de nye overenskomster. 

- Både personligt og på vegne af klubben er jeg ked af resultatet. Jeg føler ikke, vi er blevet hørt. Ikke et eneste af de krav, vi har stillet, er blevet indfriet, siger han.

De ansatte har blandt andet stillet krav om at få løn under den e-learning, de skal igennem for at kunne starte i jobbet. Og så ønsker de en højere grundløn til unge, som ikke er skolepligtige.

Fastfoodbranchen er ligesom industrien et minimallønsområde, hvor de store lønstigninger traditionelt set skal forhandles hjem lokalt. 

- Mange siger, at lønstigningerne er historisk høje, men på vores område er den ikke engang høj nok til at dække inflationen. Og lige nu er der ikke en eneste lokalaftale indenfor fastfoodområdet, siger 19-årige Nikolai Aamand. 

Det samlede resultat får dog ikke de fastfoodansatte til at opgive kampen. 

- De krav, vi har stillet i forbindelse med forhandlinger, er krav, vi bliver ved med at stille til arbejdsgiverne. Og så vil vi kæmpe for, at tillidsrepræsentanterne kan lande nogle lokalaftaler ude på arbejdspladserne, siger Nikolai Aamand.

Heller ikke hos 3F Aalborg opgiver man kampen. Her er det ikke første gang, at man anbefaler et nej til overenskomsterne, mens det samlet er endt med et ja. 

- Vi er blevet stemt ned før. Men vi har haft en god proces med kæmpestor begejstring blandt medlemmerne. Det giver også noget sammenhold at gøre en indsats og kæmpe for noget, der går imod strømmen, siger Benny Vinther Jensen. 

I kraft af ja’et vil man fra 3F Aalborgs side fuldt og helt gå ind og arbejde med de nye overenskomster, understreger han.

- Nu handler det om at gå ind og kæmpe for at få vores tillidsfolk ordentligt klædt på til at få de her lønstigninger igennem lokalt. Der skal en ekstraordinær indsats til, men vi går selvfølgelig ind og bruger de muligheder, der er. Vi lægger os ikke ned, siger Benny Vinther Jensen.