Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).

Det var efterhånden blevet nærmest umuligt at lave aftaler i privatlivet, fordi Jimmie Savkov Holm først fik sine arbejdstider med få dages varsel. Derfor opgav han jobbet som lufthavnsarbejder hos SAS Ground Handling i kølvandet på sidste uges strejke.

Efter syv år hos SAS har Jimmie Savkov Holm fået nok. Han ved kun med kort varsel, hvornår han skal på job, og det hænger ikke sammen med livet som småbørnsfar.
Joachim Rode

Mandag 14. februar først på aftenen fik Jimmie Savkov Holm et ultimatum fra SAS: Enten skulle han inden midnat sende en mail om, at han ville fortsætte i sit job i lufthavnen. Ellers blev han fyret.

37-årige Jimmie Savkov Holm forblev tavs. Og han mødte ikke op til sin vagt næste dag. Kort efter fik han besked om at aflevere sit havnekort.

Syv års ansættelse i SAS Ground Handling (SGH) var slut.

- Det var hårdt at stoppe på den måde og ikke få sagt ordentligt farvel til kollegaerne. Men jeg havde snakket med min kæreste om det og var ret afklaret, siger han.

Fyringstruslerne fra SAS kom som kulmination på tre dages overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, som lufthavnsarbejderne i SGH var begyndt på lørdag 12. februar, fordi de ikke længere gad finde sig i stadig dårligere arbejdsvilkår.

Det var den længste strejke, de havde holdt. Og den sluttede ved midnat om mandagen, så de undgik alle at blive fyret.

 Joachim Rode)
Jimme Savkov Holm (foto: Joachim Rode)

Stolt af jobbet

Da Jimmie Savkov Holm begyndte i Københavns Lufthavn i 2015 efter en del år i Posten, var det helt andre tider.

- Vi kunne se vores tørne (vagtplaner, red.) tre måneder frem og fik dem at vide med en måneds varsel. Det var let at bytte vagter. Og så var det et frirum for mig med en bramfri jargon med kollegaerne, husker han. 

Jimmie Savkov Holm startede som lærling og fik et svendebrev som lufthavnsoperatør. Senere blev han loading supervisor.

- Jeg var stolt af mit job, siger han.

Kaotiske arbejdstider

Men alting ændrede sig efter corona-krisen. Da Jimmie Savkov Holm efter først at være blevet hjemsendt og senere afskediget på ny startede i SGH i sommeren 2021, var det til et helt andet job.

SAS havde i mellemtiden taget det drastiske skridt at opsige lokalaftalerne og ensidigt besluttet en lønnedgang på 10 procent for nyansatte.

Og så var det slut med at kunne styre sine arbejdstider.

- Nu fik vi kun vores tørne en måned frem og kun få dage før, og vi kan næsten ikke bytte vagter, som vi plejede at gøre.

Det gør det til en udfordring at have en almindelig hverdag med familie, venner og fritidsaktiviteter. Jimmie Savkov Holm og hans kæreste, der er laborant, har en lille datter på ni måneder hjemme i Vanløse. Og så spiller han trommer i et rockband, som han også gerne vil kunne planlægge øvetider med.

- Jeg må hele tiden melde tilbage, at jeg måske kommer, måske ikke, siger han.

Stress og sygemeldinger

Flere af Jimmie Savkov Holms nu tidligere kollegaer er weekendfædre. I de tidligere lokalaftaler havde de fri hver anden weekend, så de kunne være sammen med deres børn. Men det er også slut nu. I dag er det ofte kun hver tredje eller fjerde weekend, de ikke skal på job.

- Jeg har selvfølgelig mødt familier i lufthavnen, som havde svært ved at komme afsted på vinterferie, fordi deres fly var forsinket, og jeg er ked af de problemer, det har skabt. Men os i bagagehåndteringen har altså også familier, som bliver hårdt ramt, siger han.

Ifølge Jimmie Savkov Holm er problemet også, at SAS har skåret så meget ned på bemandingen, at de ansatte simpelthen ikke kan nå deres arbejdsopgaver.

- Vi skøjter rundt fra det ene fly til det næste, og passagerne må vente længere tid på at få deres bagage. Vi mister følelsen af, at vi gør arbejdet godt nok.

Det har ført til stress og masser af sygemeldinger, som Arbejdsmedicinsk Klinik på Bispebjerg Hospital blandt andet har dokumenteret. Og her i efteråret hev SAS deres ansatte i Arbejdsretten med anklager om pjækkeri, og at sygemeldingerne skulle være en “maskeret kollektiv arbejdsnedlæggelse”.

En anklage, der dog senere blev droppet af firmaet.

- Jeg synes, at de har pisset på loyale folk, som har været mange år i lufthavnen. Hvis ikke du kunne lide lugten i bageriet, var det bare ud. I stedet burde de appellere meget mere til det menneskelige, siger Jimmie Savkov Holm.

Konsekvensen er, at mange med ekspertise er stoppet og nye skal læres op.

- Det kræver tid at få erfaring, mange er ikke ordentligt klædt på. Det kan ikke være i SAS’ interesse at miste så mange af deres dygtige folk, siger Jimmie Savkov Holm.

Fortrøstningsfuld

Med til beslutningen om at stoppe hos SAS spiller også ind, at Danmark har rekordlav arbejdsløshed for tiden.

Og her er en 37-årig faglært med godt helbred og erfaring fra Posten og SAS godt stillet.

- Jeg er ret fortrøstningsfuld, når det kommer til at finde nyt job, siger Jimmie Savkov Holm.

Måske han vil lægge billet ind hos andre handlingselskaber som Menzies eller Aviator, der modsat SGH ikke har forringet vilkårene for deres ansatte.

Eller måske han søger over i medicinalbranchen, hvor mange tidligere lufthavnsarbejdere har fået job i Novo, Xellia eller andre virksomheder, der i stor stil hyrer folk ind i disse år.

SAS: Hårde tider for alle

Ifølge pressechef i SAS, Alexandra Lindgren Kaoukji, har SAS været igennem en corona-krise, som “slog benene væk under os”: 

- Det har været hårde tider for os alle. Ændrede rejsemønstre og øget konkurrence har krævet, at vi tilpasser vores organisation til den nye virkelighed. Det er særdeles store krav til forandringer, SAS er underlagt. Alle medarbejdere er påvirket, og alle må være med til at bidrage til de nødvendige forandringer, lyder det i et skriftligt svar.

Alexandra Lindgren Kaoukji skriver også, at et tæt samarbejde er “en nøgle til fremgang”.

- Vi er fuldt opmærksom på, at det trækker store veksler, at der kan være utryghed og frustrationer. Men at vi udvikler et kommercielt bæredygtigt SAS, er det eneste ansvarlige over for vores långivere, ejere og ansatte, lyder det i svaret.