Krokodillekonge fjernet fra den daglige drift: Bestyrelse rydder op efter problemer

De ansatte oplevede frygt, manglende sikkerhed og dårlig oplæring. Krokodille Zoos bestyrelse erkender problemer og har fjernet krokodillekonge fra den daglige drift.
- Bestyrelsesmedlem i Krokodille Zoo Henrik Høegh-Andersen erkender, at arbejdsmiljøet har været problematisk i zooen.
- I et forsøg på at rette op har en anden overtaget ansvar for driften fra krokodillekonge René Hedegaard, der er blevet bygge bedre personalefaciliteter og skabt en arbejdsmiljøorganisation.
- Henrik Høegh-Andersen kritiserer tidligere ansatte for at pege fingre offentligt, når der er lagt arbejde i at rette op på problemerne.
- Han mener, at der nu er styr på tingene og håber, at ansatte i fremtiden ikke vil opleve lignende problemer.
Krokodillekongen René Hedegaard står ikke længere i spidsen for driften i Krokodille Zoo.
Det fortæller bestyrelsesmedlem Henrik Høegh-Andersen i et interview i kølvandet på Fagbladet 3F’s afsløring om et giftigt og farligt arbejdsmiljø i zooen.
Han medgiver, at forholdene haltede, men siger, at der de seneste år er ryddet grundigt op. Blandt andet ved at give ansvaret for driften videre.
– Der er en anerkendelse af, at tingene ikke har fungeret, som de skulle.
– Men det er nok, fordi stedet er vokset for hurtigt, i forhold til hvad vi har haft styr på i organisationen, forklarer Henrik Høegh-Andersen.

Indså ikke problemerne
Fagbladet 3F kunne for nylig fortælle, hvordan otte tidligere medarbejdere, der var ansat fra perioden 2023 og frem til i år, oplevede et arbejdsmiljø med manglende sikkerhed og en utilregnelig chef i René Hedegaard.
Direktøren har over for Fagbladet 3F tidligere ærgret sig over beretningerne, men afvist at kunne genkende det samlede billede. Han har ikke ønsket at bidrage med en kommentar til denne artikel.
Kritikken fra de tidligere medarbejdere stod ikke alene. Allerede i slutningen af 2024 udløste et besøg fra Arbejdstilsynet en stribe påbud.
Henrik Høegh-Andersen erkender, at den frivillige bestyrelse burde have haft bedre fokus på arbejdsmiljøet – også det psykiske.
Han peger blandt andet på manglen på arbejdsmiljøorganisation og APV, som også udløste påbud fra Arbejdstilsynet.
– Jeg troede, der var styr på det. Jeg har selv en virksomhed, så jeg tænkte, at det var noget, man var startet med for mange år siden.
Utilfreds
Erkendelser til trods lægger Henrik Høegh-Andersen ikke skjul på sin utilfredshed med de tidligere medarbejdere.
– At rippe op i det igen og prøve at udstille René som en dårlig arbejdsgiver, synes jeg simpelthen ikke er i orden, siger han.
I Folketidende har han udtrykt undren over, at de tidligere ansatte nu fremsætter “alle mulige beskyldninger, som vi i bestyrelsen aldrig har hørt før”.
Og han har sagt, hvis man som ansat føler sig utryg, “så er din første opgave sgu da at gå til din arbejdsgiver og sige: “Jeg har ikke lyst til det her”.”
Ved du noget om Krokodille Zoo, eller har du kendskab til lignende historier? Så hører Fagbladet 3F meget gerne fra dig.
Anonym mail
Men medarbejderne forsøgte faktisk at råbe op.
Fagbladet 3F har set en anonym mail, som en dyrepasserelev sendte til bestyrelsesformand Morten Jensen i februar 2025.
På vegne af “desperate ansatte” advarede han om en chef – altså krokodillekongen René Hedegaard – der blev rasende og truede med at ødelægge ansattes karrierer, hvis de sagde fra.
Også en dyrepasser skal ifølge Fagbladet 3F’s oplysninger have fortalt formanden om problemerne.

Bestyrelsesformanden Morten Jensen vil ikke stille op til interview, men bestyrelseskollegaen Henrik Høegh-Andersen erkender, at medarbejderne slog alarm.
– Det, jeg mente (i Folketidende, red.), var, at det er sjovt, at de har behov for køre en gang til, når man ligesom har prøvet at få det lukket.
– Vi er jo godt klar over, at de ting ikke har fungeret, og vi har lavet nogle aftaler og fået rettet op på det.
For mange elever
Et andet kritikpunkt har handlet om elever, der ofte stod alene med ansvaret for arbejdet med de farlige rovdyr.
Uden tilstrækkelig oplæring.
En henvendelse fra 3F Guldborgsund sendt til Jordbrugets Uddannelser før sommer har fået bestyrelsen til at se indse, at de har haft for mange elever.
– Der er meget, der er hånd til hånd-oplæring, fordi der er ikke så meget, hvor du lige kan gå ind og læse i en lærebog, siger Henrik-Høegh Andersen.
– Vi vil rigtig gerne uddanne en masse unge mennesker, men vi må også erkende, at der skal være fastansatte nok til at kunne håndtere det.
Alle undtagen én med til møde
Ifølge Henrik Høegh-Andersen er der det seneste år blevet investeret i både HR-bistand, arbejdsmiljøorganisation, nye personalefaciliteter og en ny ledelsesstruktur.
Der er også holdt stormøde med ansatte, bestyrelse, HR og 3F.
Alle var med. Undtagen René Hedegaard.
– Der troede jeg, vi havde fået renset ud, siger Henrik Høegh-Andersen.
René skal ikke være leder
Arbejdet har blandt andet ført til, at René Hedegaard ikke længere står for driften i Krokodille Zoo.
– Jeg synes, vi har fået lavet en god organisation nu, og vi har fået ansat nogle gode mennesker og nogle, der kan håndtere det her, fordi René skal ikke være leder på den måde. Han skal udvikle sin zoo og finde på skøre idéer til nye oplevelser.
– Hvornår mener du, at I har fået fuldstændig styr på det her?
– Det mener jeg, at vi først har fået nu. Eller for et halvt år siden, synes jeg, at vi havde fået styr på det.
– Kan du love, at der ikke kommer flere ansatte, der har haft den her slags udfordringer?
– Det håber jeg.
– Selvfølgelig kan der komme en eller anden tvist, men så er vi forhåbentlig meget bedre til at få løst det med det samme og få styr på det, siger Henrik-Høegh Andersen.
