Afsløring: Dansk krokodillekonge får sønderlemmende kritik af tidligere ansatte

Otte tidligere ansatte tegner et billede af Krokodille Zoo som en farlig arbejdsplads præget af psykisk pres, frygt og trusler. Zoo-direktør René Hedegaard er ked af kritikken, men kan ikke genkende billedet.
- Otte tidligere ansatte fra Krokodille Zoo på Falster beretter om en arbejdsplads præget af frygt, tvivlsom sikkerhed og en utilregnelig chef.
- Tidligere dyrepasserelever beskriver en "cowboy-agtig" arbejdsplads uden ordentlig oplæring og faste procedurer.
- Kritikken bakkes op af Arbejdstilsynet, der har udstedt flere påbud om farlige arbejdsforhold efter en kritisk rapport.
- Direktør René Hedegaard anerkender medarbejdernes oplevelser, men genkender ikke "det samlede billede" af arbejdspladsen.
Et træskjold i hånden. Og så ind til de meterlange krokodiller. Ingen klare instrukser. Ingen nedfældet sikkerhedsprocedure. Kun ustruktureret sidemandsoplæring.
Afsted.
Sådan husker Noah Jørgensen en af sine opgaver som 20-årig dyrepasserelev i Krokodille Zoo på Falster.
– Når jeg tænker tilbage, er det jo rent held, at jeg ikke er blevet skadet flere gange, end jeg blev, siger han.
Noah Jørgensen er en af otte tidligere ansatte, der nu retter skarp kritik af Krokodille Zoo. De fortæller samstemmende om frygt, tvivlsom sikkerhed og en chef, som de oplevede som utilregnelig og grænseoverskridende.
Deres oplevelser bliver bakket op af en særdeles kritisk rapport fra Arbejdstilsynet med flere påbud om farlige arbejdsforhold.
Zooens chef er “krokodillekongen” René Hedegaard, der er en af verdens førende krokodilleeksperter.
Han har ikke ønsket at stille op til interview, men understreger i en skriftlig udtalelse, at beretningerne gør indtryk på ham.
– Jeg tager deres oplevelser alvorligt, og hvis nogen har forladt os med en følelse af utryghed eller af ikke at være blevet hørt, er jeg oprigtigt ked af det.
Han tilføjer dog, at han ikke kan genkende “det samlede billede”, der bliver tegnet af Krokodille Zoo som arbejdsplads og ham som leder.
“Cowboy-agtig” arbejdsplads
Noah Jørgensen, Jacob Seitzberg og Kalle var dyrepasserelever i Krokodille Zoo mellem 2023 og 2026.
De står nu frem med deres kritik, mens fem andre, Fagbladet 3F har talt med, ønsker at være anonyme af frygt for repressalier.
Fælles for de unge mænd er følelsen af, at deres sikkerhed kom i anden række, når der eksempelvis skulle fodres, gøres rent hos dyrene eller flytte dem.
– Kom det til stykket, ville René altid vælge krokodillens sikkerhed frem for vores, siger Noah Jørgensen.

Eleverne beskriver arbejdspladsen som “cowboy-agtig”. Oplæring og faste procedurer var der ikke meget af.
– Helt grundlæggende stod man jo utrolig meget for sin egen sikkerhed, siger 26-årige Jacob Seitzberg.
Skældud var hverdag
Arbejdstilsynet fandt ved et tilsyn i slutningen af 2024 så alvorlige problemer, at zooen fik syv påbud, to strakspåbud og fem påtaler.
Kritikken gik blandt andet på manglende sikkerhed ved rengøring og fodring af krokodiller samt utilstrækkelig oplæring.
Man kunne være hans bedste ven den ene dag, og den næste dag blev man råbt ad.
Kalle
Men det var ikke kun de farlige dyr, der skabte frygt.
En hård tone, skældud i stedet for feedback og en chef med rutsjebanehumør var også en del af hverdagen, fortæller de tidligere ansatte.
– Man kunne være hans bedste ven den ene dag, og den næste dag blev man råbt ad, siger Kalle.

Turde ikke sige fra
Ifølge eleverne kunne René Hedegaard finde på at true dem med, at de ville miste deres elevpladser, hvis de satte sig op imod ham.
Krokodillekongen truede angiveligt også med at blackliste dem i en ellers trængt branche – og derfor var det svært at sige fra, fortæller de.
Derfor turde de heller ikke brokke sig, når arbejdsdagene ofte fortsatte længe efter fyraften.
– Det var 100 procent forventet af os, siger Kalle.
3F Guldborgsund har ført fire faglige sager om netop overarbejde og manglende løn, som i tre tilfælde har ført til, at krokodillekongen har skullet efterbetale løn.
Når man driver en mindre, specialiseret zoologisk have, kan hverdagen heller ikke altid planlægges som på en almindelig arbejdsplads.
René Hedegaard
Historierne ryster Allan Busk, der er formand for 3F’s Grønne Gruppe, som organiserer landets dyrepassere.
– Sådan er der ingen, der skal behandles på det danske arbejdsmarked. Det er simpelthen uanstændigt.
– Jeg håber meget, at han (René Hedegaard, red.) nu retter ind og tænker meget grundigt over det her, så det ikke gentager sig for flere unge mennesker, siger gruppeformanden.
Ved du noget om Krokodille Zoo, eller har du kendskab til lignende historier? Så hører Fagbladet 3F meget gerne fra dig.
Genkender ikke billedet
Zoo-direktør René Hedegaard vil ikke forholde sig til de enkelte kritikpunkter.
I et langt svar på mail understreger han dog, at han ikke kan genkende beskrivelserne af en farlig arbejdsplads, trusler og et hårdt psykisk arbejdsmiljø.
– Når man driver en mindre, specialiseret zoologisk have, kan hverdagen heller ikke altid planlægges som på en almindelig arbejdsplads.
– Det er ikke det samme, som at medarbejdernes sikkerhed eller trivsel er ligegyldig. Tværtimod er vi afhængige af mennesker, der føler sig trygge og kompetente til at arbejde omkring dyrene, lyder det fra zoo-direktøren.
– Det vigtigste for mig er, at Krokodille Zoo er et godt og forsvarligt sted for både dyr og mennesker. Hvis der er erfaringer fra tidligere medarbejdere, myndigheder eller andre, som kan gøre os bedre, skal vi selvfølgelig lytte til dem.
Du kan læse det fulde svar fra René Hedegaard her.

