Et få centimeter tykt træskjold.
I det dramatiske øjeblik i Krokodille Zoo var dét, hvad der adskilte dyrepassereleven Kalle og en cubakrokodille.
En art, som zooen selv beskriver som et af krokodilleverdenens mest intelligente og aktive rovdyr. Med høje, kraftige ben, stærke kæber og evnen til at springe eksplosivt frem.
Pludselig gjorde den netop det.
Mens Kalle hentede æg i dens anlæg, gik det farlige rovdyr til angreb og hamrede ind i træskjoldet, som var hans eneste beskyttelse mod et gab fyldt med spidse tænder.
Adrenalinen pumpede dengang.
– Men set i bakspejlet: Kæft, hvor var jeg heldig, at der ikke skete noget.
Kalle er ikke den eneste, der taler om held, når han ser tilbage på sin tid i Krokodille Zoo på Falster.
Flere mener, at det er mere held end forstand, at der ikke er sket flere ulykker.
Fagbladet 3F har talt med otte tidligere ansatte i Krokodille Zoo, der nu retter hård kritik af sikkerheden, arbejdsmiljøet og direktør René Hedegaard. Også kaldet Krokodillekongen.
De fleste tør ikke stå frem af frygt for repressalier.
Men det gør de tidligere dyrepasserelever Kalle, Jacob Seitzberg og Noah Jørgensen, der alle stoppede i zooen, før de havde færdiggjort deres elevtid.
– Kom det til stykket, ville René altid vælge krokodillens sikkerhed over vores, siger Noah Jørgensen.
René Hedegaard har ikke ønsket at stille op til interview, men understreger i en skriftlig udtalelse, at beretningerne gør indtryk på ham.
– Jeg tager deres oplevelser alvorligt, og hvis nogen har forladt os med en følelse af utryghed eller af ikke at være blevet hørt, er jeg oprigtigt ked af det.
Han tilføjer dog, at han ikke kan genkende “det samlede billede”, der bliver tegnet af Krokodille Zoo som arbejdsplads og ham som leder.
Glad og stolt
Da Noah Jørgensen begyndte som dyrepasserelev i 2023, var han glad og stolt, for den i dag 23-årige falstring havde kendt Krokodille Zoo hele sit liv.
Stedet er genstand for stor lokal stolthed.
Og da Kalle sluttede sig til et år senere, var også han begejstret.
Han så op til René Hedegaard, der har skabt noget af et navn for sig selv. Og Kalle oplevede ham som en engageret chef.
Men sådan blev det ikke ved med at være.
De tidligere elever beskriver arbejdspladsen som cowboyagtig. Og videoen øverst i artiklen er et godt eksempel, mener Noah Jørgensen.
Her skal en cubakrokodille flyttes. Noget, der oftest foregår i en kasse.
Men ikke her.
I stedet kan man ifølge Noah Jørgensen se en ansat, der er ved at skvatte, blive brugt som “lokkemad”, for at få krokodillen ud af anlægget.
Ifølge de tidligere elever fandt den slags situationer sted, fordi sikkerheden ofte beroede på erfaring frem for faste procedurer.
Måtte prøve sig frem
Erfaring havde eleverne selvsagt ikke meget af, når de skulle ind til krokodillerne. Og der var ingen manual eller instruktion, de kunne slå op i, forklarer de.
– Det var sådan lidt trial and error, hvor man bare prøvede sig frem, fortæller Noah Jørgensen.
Netop den manglende oplæring kom Arbejdstilsynet også til at slå hårdt ned på, da de i december 2024 var på besøg.
Her fik Krokodille Zoo blandt andet et påbud for dårlig sikkerhed og manglende procedurer i arbejdet med krokodiller.
Når eleverne rengjorde krokodilleanlæggene, havde de kun træskjold og kosteskaft som beskyttelse mod de op til fem meter lange krokodiller.
Nogle gange måtte de kravle rundt i anlæggene eller balancere på smalle mure mellem indhegninger.
Én forkert bevægelse kunne få store konsekvenser.
– Så det var bare at prøve at holde fast og holde balancen, fortæller Noah Jørgensen.
Sår og skrammer
Da Jacob Seitzberg begyndte som elev i 2025, var Kalle og flere andre på vej ud. Stadig mere ansvar landede derfor på den nye elevs skuldre.
– Det var sådan lidt drengerøvsagtigt, fordi der ikke rigtig var nogen procedurer. Der var ikke nogen standarder, siger han.
Eleverne stod også for fremvisninger, hvor gæsterne kunne komme helt tæt på dyrene.
Men det førte til bid, sår og skrammer, fortæller både Jacob Seitzberg og Noah Jørgensen.
Eksempelvis stod Noah Jørgensen engang foran gæsterne med en krokodille, der kort forinden havde bidt ham, så blodet løb fra hans hånd.
Bagefter fik han besked om, at såret ikke var noget at gå til lægen med. Sådan var mentaliteten i zooen, siger han.
– Men jeg gjorde det alligevel. Jeg sagde bare ikke noget til de andre, fordi jeg ikke gad høre for det, fortæller dyrepassereleven, hvis sundhedsjournaler bekræfter episoden.
Skældud var hverdag
Krokodillerne var ikke alene om at bide fra sig.
Direktør René Hedegaard gjorde det ifølge kilderne også.
De fortæller, at de ikke så meget til ham i den daglige drift, men når de gjorde, vidste de aldrig helt, hvilken version de mødte.
– Hvis man kunne få 5-10 minutter med ham, var det nogle gange guld værd, og andre gange var det næsten en belastning, siger Jacob Seitzberg og beskriver det som et “frygtspil”.
Han og de andre tidligere elever oplevede René Hedegaard som utilregnelig og følelsesstyret. Og det gjorde dem bange for at gå til ham.
Netop dét er årsagen til, at de dengang ikke sagde fra over for de forhold, som de i dag kritiserer, forklarer de.
Noah Jørgensen oplevede, at kritikken særligt regnede ned over dem på de månedlige personalemøder.
Derfor lærte han at ruste sig. Han forberedte sig på at blive svinet til.
Noah Jørgensen husker stadig følelsen i dag.
– Hver gang jeg bliver kaldt til møde, tænker jeg med det samme: Hvad har jeg nu gjort? Jeg er blevet bange for den slags møder.
En tidligere kvindelig elev, som gerne vil forblive anonym, har stadig mareridt om skideballerne.
– Jeg tænker også mere over, hvordan folk reagerer på ting, jeg siger til dem, på grund af alle de voldsomme reaktioner, vi fik dernede, siger hun.
Lavede man en fejl, var det ens egen skyld, fortæller hun.
– Vi elever fungerede som dyrepassere. Det var os, der fik ansvar, og os, der fik skideballerne, når noget gik galt.
Ikke raketvidenskab
Johnny Dyreborg, seniorforsker ved det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, forklarer, at nye elever ofte er optagede af at brillere og passe ind.
– Så de er næsten på overarbejde, fordi de gerne vil vise, at de er god arbejdskraft.
Han går ikke ind i den konkrete sag, men udtaler sig generelt på baggrund af et igangværende forskningsprojekt om lærlinge.
Han understreger, at konstruktiv feedback er alfa og omega:
– Det er jo ikke raketvidenskab.
– Men sådan undgår eleverne at lave rigtig dårlige fejl, som kan være skadelige for dem. Og det giver dem en form for anerkendelse og tilhørsforhold til den her arbejdsplads.
Var bange for at miste elevpladsen
Men sådan oplevede de tidligere ansatte det ikke i Krokodille Zoo.
Hjernen kørte hele tiden i højeste gear på en arbejdsplads, hvor der ifølge dem sjældent var en dag uden overarbejde.
Samtidig brummede telefonen jævnligt med beskeder i den fælles gruppechat. Og tonen var langtfra altid praktisk eller munter.
Den tidligere kvindelige elev følte sig nødt til at reagere, selv når hun havde fri eller var på ferie.
– Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg tænkte virkelig lang tid over det. Jeg var simpelthen så bange for, at jeg ville miste elevpladsen.
Den frygt genkender Johnny Dyreborg fra interviews med elever og lærlinge:
– For det betyder rigtig meget for dem, at de kan fastholde deres læreplads. Så det kan medføre, at de vil acceptere flere forhold, end andre voksne på arbejdsmarkedet måske vil – også selv om det gør dem utrygge.
– Det er en meget hård branche. Begår man én fejl, ved alle det. Så ens omdømme kan være meget skrøbeligt, fortæller Noah Jørgensen.
Dyrepasserbranchen er ikke stor, og elevpladserne er derfor eftertragtede.
– Så hvis ikke jeg gad, kunne René finde tre andre, der godt gad, og hyre dem i stedet, siger Kalle.
Genkender ikke det samlede billede
Fagbladet 3F har forelagt kritikken for direktør René Hedegaard. Han vil ikke gå ind i de enkelte sager, men slår i et skriftligt svar fast, at zooens grundlæggende opgave er at sikre et ansvarligt arbejdsmiljø omkring potentielt farlige dyr.
– Vi har gennem årene haft en del elever og praktikanter. Jeg må også erkende, at det kan være krævende – både for den unge og for den arbejdsplads, der skal rumme, oplære og støtte vedkommende.
– Det ændrer ikke på vores ansvar som arbejdsplads, men det er en vigtig del af den virkelighed, som jeg mener mangler i det billede, I har fået beskrevet.
Ved du noget om Krokodille Zoo, eller har du kendskab til lignende historier? Så hører Fagbladet 3F meget gerne fra dig.
Han afviser at kunne genkende beskrivelserne af en farlig arbejdsplads, trusler og et hårdt psykisk arbejdsmiljø.
– En meget enkel målestok for mig har altid været, at jeg ikke ville bede en elev eller praktikant om noget, som jeg ikke også ville kunne acceptere, at min egen datter blev bedt om under tilsvarende forhold.
Læs det fulde svar her.
Billeder af krokodiller og Kalle på arbejde er taget af Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.