Læs hele Krokodille Zoo-direktør René Hedegaards svar på kritikken

Direktør René Hedegaard har ikke ønsket at stille op til interview eller besvare konkrete spørgsmål om den kritik, som otte tidligere ansatte rejser mod Krokodille Zoo som arbejdsplads og ham som leder.
Krokodille Zoo-direktør har sendt følgende skriftlige udtalelse som svar på de overordnede kritikpunkter fra tidligere ansatte:
– Jeg bliver oprigtigt berørt af at læse, at tidligere elever og medarbejdere har oplevet deres tid hos Krokodille Zoo på den måde, I beskriver. Jeg tager deres oplevelser alvorligt, og hvis nogen har forladt os med en følelse af utryghed eller af ikke at være blevet hørt, er jeg oprigtigt ked af det.
– Når det er sagt, må jeg samtidig sige, at jeg ikke genkender det samlede billede, der bliver tegnet, hverken af Krokodille Zoo som arbejdsplads eller af mig som leder. Jeg kan heller ikke genkende, at der skulle have været en kultur, hvor medarbejdere bevidst blev udsat for fare, truet til tavshed eller forventedes at acceptere urimelige arbejdsforhold.
– Krokodille Zoo er en helt særlig arbejdsplads. Vi arbejder hver dag med levende og i nogle tilfælde potentielt farlige dyr. Vores grundlæggende opgave er at skabe et forsvarligt hjem for dyrene, passe dem ordentligt og samtidig sikre, at arbejdet omkring dem foregår ansvarligt. Det stiller store krav til både medarbejdere, elever og ledelse, og det er et ansvar, jeg tager meget alvorligt. Flere af vores ansatte har været her i mange år, og tidligere ansatte vender ofte retur for at arbejde hos os.
– Vi har gennem årene haft en del elever og praktikanter. Nogle kommer til os, fordi de har haft svært ved at finde deres plads andre steder eller har brug for nogle andre rammer og mere støtte end normalt. Det har vi gerne villet give dem. Men jeg må også erkende, at det kan være krævende – både for den unge og for den arbejdsplads, der skal rumme, oplære og støtte vedkommende. Det ændrer ikke på vores ansvar som arbejdsplads, men det er en vigtig del af den virkelighed, som jeg mener mangler i det billede, I har fået beskrevet.
– Når man driver en mindre, specialiseret zoologisk have, kan hverdagen heller ikke altid planlægges som på en almindelig arbejdsplads. Dyrene kan ikke vente til næste arbejdsdag, fordi klokken har passeret et bestemt tidspunkt. Der kan opstå situationer, hvor der skal handles, og hvor alle må løfte i flok. Det er ikke det samme som, at medarbejdernes sikkerhed eller trivsel er ligegyldig. Tværtimod er vi afhængige af mennesker, der føler sig trygge og kompetente til at arbejde omkring dyrene.
– Jeg ønsker ikke at afvise, at vi kan have begået fejl undervejs, eller at der kan være ting, vi kunne have håndteret anderledes, men jeg kan ikke genkende beskrivelsen af en arbejdsplads, hvor manglende sikkerhed, trusler eller frygt skulle være en bevidst del af kulturen eller ledelsen.
– Krokodille Zoo er i høj grad en familiearbejdsplads. Min egen familie arbejder her, og en meget enkel målestok for mig har altid været, at jeg ikke ville bede en elev eller praktikant om noget, som jeg ikke også ville kunne acceptere, at min egen datter blev bedt om under tilsvarende forhold.
– Jeg er naturligvis klar over, at det ikke betyder, at alle nødvendigvis har oplevet arbejdspladsen på samme måde som mig. Det er netop derfor, jeg tager det alvorligt, når tidligere medarbejdere fortæller, at deres oplevelse har været en anden.
– Det vigtigste for mig er, at Krokodille Zoo er et godt og forsvarligt sted for både dyr og mennesker. Hvis der er erfaringer fra tidligere medarbejdere, myndigheder eller andre, som kan gøre os bedre, skal vi selvfølgelig lytte til dem.
– Men jeg må samtidig fastholde, at jeg ikke genkender det samlede billede af ledelsen og arbejdspladsen, som jeres henvendelse tegner.
