3F’ere fortæller på livet løs om deres løn, når de viser deres lønsedler frem.
Men hvis ikke lige du er statsautoriseret revisor, kan det være svært at finde hoved og hale i, hvad de forskellige begreber dækker over, og hvordan lønsedlen er bygget op.
Forstår du at læse din lønseddel, kan du opdage eventuelle fejl. Og det kan være guld værd. 3F’eren Camilla Nielsen fik for eksempel en efterbetaling på 175.000 kroner takket være hendes lokale afdeling, som fandt fejl på lønsedlen.
To lønsedler er sjældent ens: Nogle får månedsløn, andre er 14-dages lønnede. Nogle arbejder over, andre ikke. Du kan være på akkordløn, få et tillæg for at være faglært og så videre. Og så er der mange af poster, som hedder noget forskelligt, men betyder det samme, for eksempel “løn”, “timeløn” og “gage”.
Fagbladet 3F har lavet et eksempel på en forenklet lønseddel med de vigtigste poster, som den typisk ser ud for en 3F’er:
Og her forklarer vi, hvordan den skal forstås.
Først den øverste vandrette linje:
Enheder
“Enheder” betyder enten antal timer, du har arbejdet, overarbejdet eller andet. Det kan også betyde dage, du har opsparet i ferie.
Sats
“Sats” kan både betyde, hvad timelønnen (eller for eksempel overarbejdslønnen) ligger på i kroner og øre. Det kan også være en procentsats, som angiver, hvad der for eksempel bliver sat ind på din pensionsopsparing.
Beløb
“Beløb” angiver hvad du tjener før skat i din almindelige løn, overarbejdsbetaling etc. Når der står minus foran angiver det, hvad du skal betale i skat, AM-bidrag etc.
Det tomme felt…
For at gøre det hele endnu mere indviklet er der på øverste linje også et tomt felt mellem “sats” og “beløb”. Det angiver, hvad der bliver sat ind på din opsparinger, altså fritvalgskonti, pension, feriepenge etc.
Og så til den de lodrette poster til venstre på lønsedlen:
Timeløn
Hvad du får din ordinære timeløn: Hvis du som her er månedslønnet, arbejder du i 160,33 timer om måneden. Her får du 225,98 kroner i timeløn. Det giver en månedsløn før skat og andre tillæg på 36.231,37 kroner.
Overtidsbetaling
Der er ekstra betaling for overarbejde ud over den normale arbejdstid på 160,33 timer om måneden. Her giver det 227,08 kroner.
Forskudt tid/weekendtillæg
Arbejde på skæve tidspunkter giver ekstra penge. Her godt 30 kroner i timen for aften-/natarbejde og på lidt over 31 kroner i timen for weekendarbejde.
Løn har længe været et tabubelagt emne og noget, man ikke snakker højt om.
Nu sætter Fagbladet 3F fokus på medlemmernes løn, for det kan faktisk være en god ide at tale højt om.
Manglen på åbenhed omkring lønforhold vanskeliggør nemlig forhandlinger om at opnå en højere løn. For hvis du ikke ved, hvad din kollega tjener, så kan det være svært at vide, om du fortjener en højere løn.
Fritvalgskonto
De fleste overenskomster har
fritvalgsordninger , som du selv kan vælge at bruge på ekstra pensionsopsparing, seniordage, fri med dine børn og andre ting. Her kan du se, hvor meget du har sparet op på den konto. De går også under navne som “særlig opsparing”, “særlig lønopsparing” eller “særligt løntillæg”. Her bliver der betalt 3.511,99 kroner ind på opsparingen.
ATP-bidrag
ATP står for Arbejdsmarkedets Tillægspension. Det er en lovpligtig opsparing, som alle betaler ind til og supplerer de andre pensionsordninger. Her bliver der betalt 99 kroner ind til ATP.
Ferie
Ferie er ikke bare ferie, her er der ofte en masse punkter på lønsedler. For eksempel ferieberettiget løn, feriepengeopsparing, feriefridage eller feriegodtgørelse.
Grundlæggende kan du være ansat på to forskellige måder:
Hvis du er funktionær eller tilsvarende, får du ferie med løn. Her får du ved lønnen i maj og august et ferietillæg på en procentdel af din løn.
Er du omfattet af feriegodtgørelse, får
du ikke automatisk løn ved ferie. I stedet bliver pengene sat ind på Feriekonto, som du kan få udbetalt, når du holder ferie.
Feriefridage får alle 3F’ere i job, de kaldes også “den sjette ferieuge” og er den ekstra ferie, som overenskomsterne giver oveni de fem uger fra Ferieloven.
Pension
Her kan du se, hvor meget der bliver betalt ind på din pensionsopsparing hver måned. Første tal er procent, det andet kroner og øre.
På de fleste overenskomster skal din arbejdsgiver betale 11 procent ind på pensionsopsparingen, du selv to procent.
AM-bidrag
Arbejdsmarkedsbidrag (AM-bidrag) er en skat på otte procent. Din arbejdsgiver trækker AM-bidraget af din løn, efter at ATP og dit eget pensionsbidrag er fratrukket, men før den øvrige skat. Her ligger det på 2.756,80 kr.
A-skat
Her kan du se, hvor meget du betaler i almindelig indkomstskat, også kaldet A-skat. Beregningen er mere udførlig end vist her: Først bliver der trukket et bundfradrag. Dernæst betaler du skat i forhold til din skatteprocent. Det hænger sammen med, hvilken kommune du bor i, om du betaler topskat etc.
Tip os!
Har du mod på at vise mig din lønseddel og fortælle, hvor meget du tjener?
Helene Krarup Olesen
Journalist
Så kontakt mig her
Disponibel dato / til udbetaling
Her kan du se en opgørelse over, hvor mange penge du rent faktisk får udbetalt, når alle tillæg er lagt oveni grundlønnen, og når skattefar har taget sin del – og hvornår pengene går ind på din konto.