En del byggearbejdere i København tjener ganske godt. De kan på akkorden hive en ganske hæderlig løncheck hjem.
Men det gælder ikke for dem, som gør klar til renovering af ejendomme, når der for eksempel skal fjernes farligt asbest.
En af dem er Carsten Andersen. Han er tillidsmand i Karl Popp A/S. Her ligger startlønnen på 150 kroner i timen for nyansatte. Carsten Andersen er kommet op på 190 kroner i timen. Og så nogle gange et tillæg for at lære nye kolleger op.
– Vi (saneringsarbejdere, red.) er et nedgraderet folkefærd. Tidligere kunne man sammenligne os med skraldemænd og stilladsarbejdere, men de får meget mere i løn end os nu, siger han.

Kigger ned i jorden
Modsat mange af kollegaerne i byggeriet er Carsten Andersen ikke på akkord, men får fast timeløn. Han er ansat under byggeoverenskomsten mellem 3F og DI Byggeri.
– På andre overenskomster får man også et tillæg for at bruge masker og andre værnemidler eller arbejde på et kontanimeret (forurenet, red.) område, men ikke på vores.
Arbejdet, som 57-årige Carsten Andersen og kollegaerne udfører, er ellers ret ansvarsfuldt: De sørger for at fjerne asbest, skimmelsvamp, PCB og andet farligt materiale, så der bliver gjort klar til, at byggearbejdere kan rykke ind og renovere en ejendom.
– Når vi taler med andre, tror de, at vi er godt betalt. Så kigger vi lidt ned i jorden og har svært ved at fortælle, hvad vi får i timen.
Svært at skaffe folk
I byggeriet er der flere steder mangel på arbejdskraft. Og det mærker Carsten Andersen også i sit firma.
– Vi har svært ved at skaffe folk. Vi har lige mistet to folk, som er blevet vvs’ere. Jeg har mødt nogle, som går til 250 kroner i timen, og så er det klart, at de ikke gider arbejde hos os. For os ville en rimelig løn ligge på 220-225, mener han.
For tiden går Carsten Andersen på en byggeplads på H.C. Andersens Boulevard i det centrale København. Her skal ATP Ejendomme have nyt hovedkontor.


