Nicolai Bjerring Nielsens løn er helt modsat de fleste andre 3F’eres: Én gang om året skal han op til chefen og tale for sin syge moster i en individuel lønforhandling.
I industrien plejer det ellers at være noget, som bliver aftalt kollektivt: Først fastlægger topforhandlerne på Rådhuspladsen i København en sats for, hvad lønnen som minimum skal ligge på. Og så mødes tillidsfolk med ledelsen ude på den enkelte virksomhed for kollektivt at forhandlet den endelige løn på plads i en lokalaftale.
Men sådan er det altså ikke hos Holmris B8, hvor Nicolai Bjerring Nielsen er tillidsrepræsentant i deres Solrød-afdeling.
– Jeg er i dialog med ledelsen omkring et lønsystem i stedet for personlige forhandlinger. Jeg får at vide, at det er svært at lave retfærdigt og en stor opgave at vedligeholde. Men det skal jo ikke stoppe os i at forsøge igen, så vi er håbefulde, fortæller Nicolai Bjerring Nielsen.
Han kører han truck på lageret og klargør varer, som montører kører ud til kunderne.

Hos Holmris B8, der fremstiller og distribuerer kontorløsninger, er de ellers omfattet af Træ- og Møbeloverenskomsten. Det er den næststørste overenskomst i 3F Industri, som også dækker store virksomheder som PP Møbler, Montana og Carl Hansen & Søn.
Nicolai Bjerring Nielsen er den seneste i rækken af 3F’ere, som står frem med sin lønseddel i disse spalter.
– Jeg er enig i, at man skal vise den og vil gerne stå frem som et godt eksempel, siger han.
Ikke nødvendigvis det samme
I februar 2025, som er en gennemsnitlig måned, lå hans grundløn på 28.500 kroner – og hertil kommer fritvalgskonto, pensionsopsparing etc., som er fælles for alle. Det svarer til en timeløn på 178 kroner. Men det er altså ikke nødvendigvis det samme, som kollegerne tjener.
– Det er meget forskelligt, hvad folk får herude. Jeg tror, at jeg ligger i den lavere ende, siger Nicolai Bjerring Nielsen.
Har du mod på at vise os din lønseddel og fortælle, hvor meget du tjener?
Holmris B8 har også afdelinger i Bjerringbro og Silkeborg. I alt er der godt 80 ansatte i produktionen. Her har de også individuelle lønforhandlinger. Lønnen her ligger typisk på 165-170 kroner i timen, har Nicolai Bjerring Nielsen fået oplyst.
En gang om året bliver kollegerne indkaldt til individuelle lønforhandlinger.
– Vi har haft en periode de senere år, hvor det er gået rigtigt godt, men vi har desværre ikke kunne mærke det på lønposen. Jeg synes, at vi skal belønnes for vores gode arbejde. Vi burde komme op på 30.000-31.000 kroner om måneden som standard, siger Nicolai Bjerring Nielsen.


