Fra tid til anden popper det op i den offentlige debat, at vi skal “øge arbejdsudbuddet”, især fra arbejdsgivere, økonomer og blå politikere.

Umiddelbart skulle man tro, at det betyder, at der skal skabes flere arbejdspladser. Men meningen er stort set stik modsat. Nemlig at man vil øge antallet af mennesker, der kan tage arbejde i virksomhederne. Dét, der i virkeligheden efterlyses, er hænder og hoveder, som arbejdsgiverne kan bruge.

Snakken opstår for eksempel, når arbejdsgiverne mener, at de begynder at mangle arbejdskraft i bestemte brancher, ligesom DI har meldt ud for nylig. 

Den blå opskrift

Arbejdsgivernes – og borgerlige politikeres – opskrift vil typisk være:

- at hente mere arbejdskraft i udlandet

- at øge pensionsalderen, så folk bliver tvunget til at arbejde længere

- at få flere kontanthjælpsmodtagere i arbejde, for eksempel ved at stramme kontanthjælpen.

Det kunne også være at tvinge studerende til at blive hurtigere færdig.

Særligt importen af udenlandsk arbejdskraft og højere pensionsalder har været på den blå ønskeseddel i de senere år.

Derfor har der blandt andet været pres på det, man kalder beløbsordningen. Den siger, at udlændinge kan bo og arbejde i Danmark, hvis de får et job med høj løn. Arbejdsgiverne vil gerne have beløbet sat ned, så de også kan hente udenlandsk arbejdskraft til arbejde, som for eksempel ligger inden for 3F-området.

Også den radikale leder Sofie Carsten Nielsen har netop sagt, at der er brug for reformer for at få flere hænder, og peger på flere af de nævnte veje at gå – blandt andet mere udenlandsk arbejdskraft og højere pensionsalder.

Brug den arbejdskraft, der er

Men det er fagbevægelsen ikke tilfreds med. For en lavere beløbsordning kan give øget konkurrence om helt almindelige job.

I stedet mener fagbevægelsen, at arbejdsgiverne må bruge den arbejdskraft, der allerede er. For eksempel de arbejdsløse. Hvis de mangler bestemte kvalifikationer, må man sende dem på skolebænken, så de kan få et af de ledige job, lyder det fra blandt andet 3F.

En anden løsning kan være, at virksomhederne tager flere lærlinge og hjælper med at få uddannet flere unge. I dag er der tusinder, der ikke kan få en læreplads og må gøre deres uddannelse færdig i en skolepraktik.

Mangler der arbejdskraft?

Præmissen for overhovedet at tale om at ”’øge arbejdsudbuddet” er, at der er for få folk til de ledige job. Men det er fagforeninger og arbejdsgivere, røde og blå politikere langtfra altid enige om.

Ofte afhænger det af øjnene, der ser. Og troen på, i hvilket omfang det kan lade sig gøre at omskole de arbejdsløse eller kortuddannede til andre job. Virksomhederne argumenterer med, at de mister ordrer, og vi dermed alle får sværere ved at finansiere skoler, børnehaver og hospitaler. Fagbevægelsen mener, at vi alle har et ansvar for at være solidariske og ikke efterlade nogen på perronen.

Den diskussion vil nok fortsætte lang tid endnu.