Sulteløn, katastrofer og mangel på rettigheder har vendt verdens øjne mod tekstilindustrien i Bangladesh.

Nu forsøger tre etiske handelsinitiativer fra Danmark, Storbritannien og Norge at være med til at forbedre tekstilarbejdernes forhold. Midlet er social dialog og trepartssamarbejde - noget der halter gevaldigt på et arbejdsmarked i Bangladesh præget af uro, strejker og korruption.

Op til parlamentsvalget den 5. januar lå de fleste tøjfabrikker stille i ugevis på grund af strejker og demonstrationer, og retten til faglig organisering eksisterer reelt ikke på mange virksomheder.

Projektet er under udvikling og vil inddrage både fagforbund og arbejdsgivere fra beklædningsindustrien. Med i projektet er blandt andre 3F, Dansk Erhverv, organisationen Europe Commerce og det globale fagforbund, IndustriALL.

- Der er mange  internationale initiativer i Bangladesh i øjeblikket, og det har været vigtigt for os at koordinere indsatsen med andre internationale organisationer. Samarbejdet betyder blandt andet, at vi dækker en række globale brands, der er repræsenteret gennem det britiske initiativ for etisk handel, fortæller Hanne Gürtler, sekretariatsleder i Dansk Initiativ for Etisk Handel, Dieh.

Projektet modtager 5 millioner fra Danidas CSR-pulje.

Fabrikker som forbilleder

Tanken er, at udvalgte tøjfabrikker i Bangladesh skal fungere som forbilleder for andre virksomheder ved at styrke social dialog og faglige rettigheder.

- Alle parter skal sætte sig sammen og finde hinanden. Når man kan se, at det fungerer på nogle enkelte fabrikker, kan man udrulle det til andre. I første omgang handler det om at opbygge tillid og skabe lokale øjenåbnere, for retorikken er gennem flere år spidset til mellem arbejdsgivere, regering og fagforeninger i Bangladesh, siger Hanne Gürtler.

Hun mener dog, at der er grund til at tro på forandringer.

- Det ydre pres og de alvorlige katastrofer betyder, at alle kan se, at der skal ske noget nu. Der er brug for at forbedre sikkerheden, hæve lønnen og ikke mindst sikre de ansatte ret til at organisere sig og forhandle løn. Alt det opnår man kun gennem en fælles indsats, siger sekretariatslederen.

Hundredvis af tøjarbejdere er døde i Bangladesh på grund af brande og katastrofer på tekstilfabrikkerne de seneste år. Det værste eksempel er fabrikskomplekset Rana Plaza, der kollapsede i april 2013 med over 1100 omkomne til følge.

Arbejdsgivere skal uddannes

Mange fabrikker har i årevis slået hårdt ned på fagligt aktive arbejdere. Dieh's projekt skal blandt andet hjælpe fabriksejerne med at gå i dialog med fagforeningerne i stedet.

- 3F, LO og andre er i fuld gang med at uddanne og oplære fagforeninger i Bangladesh. Men hvor er kapacitetsopbygningen af arbejdsgiverne? Den savner jeg, for de er måske den sværeste nød at knække. De skal have en forståelse af, at rettigheder på fabrikken er en win-win-situation. Derfor kommer Dansk Erhverv og arbejdsgiverforeningen Europe Commerce også til at spille en vigtig rolle, siger Hanne Gürtler,

Hun oplevede med egne øjne, hvordan arbejdsgivere, regering og fagforbund fra Bangladesh agerer, da hun deltog i en konference om leveløn i Berlin i november. Her deltog alle tre parter.

- Der er et godt stykke vej at gå, før den sociale dialog slår igennem i Bangladesh. Men det internationale pres har sat sine spor, og på konferencen var der bred opbakning til i fællesskab at tage skridt til, at arbejderne får en løn, de kan leve af.

- Det langsigtede mål er, at arbejderne får rettigheder og selv kan være med til at forhandle deres løn og arbejdsforhold. Indtil det er tilfældet må vi også lave fælles planer for at hæve lønnen på anden vis - for eksempel ved at diskutere leveløn og overholdelse af FN's principper for erhvervslivet, siger Hanne Gürtler.

Hun peger på tre områder, hvor der skal ske forbedringer:

- For det første skal der være en langt større gennemsigtighed i tøjselskaberne og på fabrikkerne, blandt andet om løn og priser. For det andet skal de ansatte sikres rettigheder. Og for det tredje skal de etiske principper afspejle sig i indkøbernes arbejde. Hvis de ikke har et etisk incitament, men kun bliver målt på pris og kvalitet, er de flotte ord i CSR-politikken ikke meget værd, slutter Hanne Gürtler.