Velfærdsforliget gavner først og fremmest regeringen. Socialdemokraterne jubler også, men de er ikke kommet tættere på magten. Til gengæld taber Dansk Folkeparti.
En sejr har mange fædre. Den gamle sandhed blev endnu engang bekræftet i denne uge, hvor politikere fra de fem forligspartier stod i kø for at rose sig selv, hinanden og det velfærdsforlig de sammen har indgået. Helle er glad, Pia er glad, Marianne er glad - og Anders er glad.
Anders Fogh Rasmussen mener, der er tale om "et historisk forlig" og delte på sit pressemøde gavmildt roser ud til både S, R og DF.
Fogh lukker velfærdsflanken
Statsministeren kan roligt være storsindet. Han ved om nogen, at et omfattende og bredt politisk forlig primært gavner den siddende regering. Nu er der enighed om efterløn, pension og dagpenge mange år ud i fremtiden. Kombineret med Socialdemokraternes accept af skattestoppet betyder det, at velfærds-flanken er lukket i en fremtidig valgkamp.
Den tidligere konservative formand Hans Engell tøver ikke et sekund med at udråbe Fogh, som den største af sejrherrerne:
- "Forliget er politisk bredt funderet og repræsenterer den hidtil mest omfattende nedjustering af velfærdssamfundet", lyder analysen fra Foghs gamle minister-kollega i Ekstra Bladet.
En skrap mekanisme
Blandt elementerne i forliget har efterlønnen ikke overraskende tiltrukket sig størst opmærksomhed. Efterlønsalderen bliver hævet med to år - men samtidig er der indbygget en mekanisme, der siger at den fremover skal stige med levealderen. Et ekstra leveår bliver altså automatisk et ekstra arbejdsår.
Jørgen Goul Andersen, der er professor i statskundskab på Aalborg Universitet, betegner det som "en meget skrap mekanisme som betyder, at efterlønsalderen meget hurtigt kan stige."
- Det er reelt en efterlønsalder på 63 år meget hurtigt efter, at reformen er indfaset, og det kan hurtigt blive hævet yderligere til 64 år, siger Jørgen Goul Andersen.
En udlægning som Dansk Folkeparti - som de eneste på Christiansborg - har sat spørgsmålstegn ved.
Socialdemokratiske fodaftryk
Socialdemokraterne kan dog også finde noget at glæde sig over i forliget. Med forliget lykkedes det at fastholde efterlønsperioden på fem år.
Samtidig er der blevet sat tre milliarder af til at forebygge nedslidning på arbejdsmarkedet, og erhvervsuddannelserne får et tiltrængt løft. Alt sammen socialdemokratiske mærkesager.
Partiet kan sammen med fagbevægelsen også bryste sig af, at regeringens planer om halve dagpenge til ufaglærte mellem 25 og 30 år - helt forudsigeligt - røg tilbage i Claus Hjort Frederiksens dybe skuffe med forslag, der kan genere de ledige. Og som et reelt fremskridt lykkedes det Socialdemokraterne, at få indført en fortrydelsesret for de lønmodtagere, der i første omgang har fravalgt efterlønsordningen.
Ros til Thorning-Schmidt
Den socialdemokratiske formand, der har gjort det til sit succeskriterium at arbejde regeringen ud af kontorerne, har haft brug for at vise, at hun er i stand til at indgå en større politisk aftale. En øvelse, der ikke har været helt let, fordi fagbevægelsen og de store demonstrationer 17. maj lagde et massivt pres på de socialdemokratiske forhandlere.
Men Helle Thorning-Schmidts politiske svendestykke har fået fine karakterer fra det meste af fagbevægelsen - også fra 3F, der ikke altid har været udelt begejstrede for den ny partiformand.
Helle Thorning-Schmidt skal dog ikke sætte næsen op efter nogen massiv vælgergevinst blandt andet fordi hendes støttepartier på venstrefløjen - SF og Enhedslisten - i den kommende tid vil bruge en del krudt på, at kritisere Socialdemokraterne for at forringe efterlønnen.
Samtidig sidder den socialdemokratiske ledelse tilbage med en stor og uløst opgave: nemlig at skabe kant til regeringen og genoprette det fælles fodslag mellem de partier, der ønsker en ny statsminister.
Skud i foden
Et bud på en politisk taber kunne være Dansk Folkeparti - og ikke mindst partiets normalt dygtige Christiansborg-taktiker Kristian Thulesen Dahl. Dansk Folkepartis slingrende udmeldinger om efterlønnen har bragt Dansk Folkeparti ud af trit med mange af kernevælgerne og vil give bøvl på de indre linier.
Thulesen Dahls fiffige forsøg på at drille Socialdemokraterne ved - forud for demonstrationerne den 17. maj - at tilbyde at frede efterlønnen "hvis Socialdemokraterne vil være med", blev reelt et trumfkort for de socialdemokratiske forhandlere, der hermed blev udstyret med en enestående vetoret overfor regeringen.
