Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

Notice: Undefined index: und i include() (linje 7 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--link-to-article.tpl.php).

Lærlinge på byggeriet af Odenses nye supersygehus skal oplæres i Danmark, ikke i Polen. Det fastslår formand for Region Syddanmark, Stephanie Lose. Eksperter har dog betænkeligheder.

Regionerne har indskrevet krav om ansættelse af lærlinge og andre sociale indsatser i de såkaldte sociale klausuler. Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) mener ikke, at lærlinge i Polen lever op til kravet.
Celina Dahl/Ritzau Scanpix

Det vil aldrig blive godkendt, at 46 polske lærlinge på en erhvervsskole i Poznan tæller med i lærlingestatistikken på opførelsen af det nye supersygehus Nyt OUH i Odense.

Det fastslår formanden for Region Syddanmark, Stephanie Lose (V).

- De 46 polske lærlinge tæller ikke med. Det er ikke nogle, vi kommer til at godkende som en del af opgaven med at bygge Nyt OUH, siger hun til Fagbladet 3F.

LÆS OGSÅ: For danske skattekroner: Supersygehus-byggeri sender 46 lærepladser til Polen

Det er Region Syddanmark, der som offentlig myndighed står for at bygge det nye supersygehus til 7,4 milliarder kroner i Odense.

Krav om seks procent lærlinge

Fagbladet 3F kan torsdag fortælle, at de udenlandske byggeselskaber, der har kontrakt på at opføre Nyt OUH, har hyret 46 polske lærlinge for at leve op til Region Syddanmarks klausul om at ansætte seks procent lærlinge på det statslige byggeri.

De polske lærlinge er ikke i Danmark, men arbejder på en fabrik i Poznan, hvor de laver betonelementer, som skal fragtes til sygehusbyggeriet i Odense.

Ifølge regionsrådsformand Stephanie Lose kan der være tilfælde, hvor der gives grønt lys til at ansætte udenlandske lærlinge på et dansk byggeri.

- Der er nogle regler, der siger, at lærlinge kan hjælpe til at lave præfabrikerede elementer. Og der kan vi ikke afvise lærlinge fra andre EU-lande, siger Stephanie Lose.

“De tæller ikke med”

Her afviser hun dog klart og tydeligt, at det skulle være tilfældet i den aktuelle situation.

- Vores lærlinge skal være ansat og arbejde på byggepladsen i Odense. Ellers er det vores klare vurdering, at de ikke tæller med. I det her tilfælde tæller de ikke med, siger Stephanie Lose.

Eksperter: Klausul kan næppe afvise polske lærlinge

Men selvom Stephanie Lose og Region Syddanmark ikke har nogen planer om at godkende de 46 polske lærlinge, så kan de måske være nødsaget til det.

Det er vurderingen fra en af landets førende eksperter inden for sociale klausuler, Andreas Christensen, partner i advokatselskabet Horten.

- Ifølge EU-reglerne kan vi ikke stille krav om, at lærlingene skal være i Danmark, eller at de absolut skal arbejde på selve byggepladsen. Jeg ville elske, hvis Stephanie Lose havde ret i, at de kan afvise de 46 polske lærlinge som gældende. Men man kan kun gribe ind, hvor der er lovmæssig hjemmel. Og hvis regionen afviser de her lærlinge, skal de også kunne løfte bevisbyrden for, at det er imod reglerne, siger Andreas Christensen.

Ifølge Andreas Christensen er udfordringen, at der hverken i klausuler eller kontrakter er taget højde for en situation som den aktuelle.

- Vi har ikke tidligere har været ude for, at entreprenørerne kommer og siger, at deres lærlinge er i et andet land. Man har simpelthen ikke forestillet sig en situation, hvor der går lærlinge rundt på en fabrik i Polen, når der bygges i Danmark. Det skal vi lære af, siger han.

Ikke tanken bag klausul

Arbejdsmarkedsforsker Jens Arnholtz fra FAOS i København vurderer også, at de polske lærlinge kan være inden for rammerne af juraen i de sociale klausuler.

- Vi har gennem årene fået tusindvis af håndværkere hertil fra østlande som Polen. Som et modsvar har Polen været nødt til at importere arbejdskraft fra Hviderusland og Ukraine. Så man kan måske vende den på hovedet og sige, at der er noget positivt ved, at det danske system nu kan være med til at uddanne nogle polakker. Men det var helt klart ikke det, der var tanken bag lærlingeklausulerne, understreger Jens Arnholtz.

3F: Hullerne skal lukkes

Fagforbundet 3F, der organiserer landets bygningsarbejdere, vil have ændret klausulerne.

- Det er helt uacceptabelt at hyre lærlinge i Polen. Det er lige lovlig smart, og det betyder, at lokale lærlinge bliver forbigået, siger Jens Kirkegaard, der er faglig konsulent i 3F Byggegruppen med ansvar for uddannelse.

- Det er ikke første gang, at vi ser udenlandske entreprenører på store offentlige byggerier, som tager meget let på opgaven med at hyre lærlinge. Vi skal have lukket hullerne i klausulerne fremover, så vi får lokale lærepladser på vores store byggerier, siger Jens Kirkegaard.