Hun drømmer, at han kommer hjem og fortæller, at han ikke er død alligevel. At han blot har ligget i koma de sidste syv måneder, og nu er vågnet og er rask igen.
Men så vågner hun og opdager, at det hele bare er en drøm, og at han ikke kommer hjem til hende igen.
Sådan beskriver Daiana Semeniuc de mareridt, der forfølger hende dagligt, siden hun sidste år mistede sin svoger, Adrian Semeniuc, i arbejdsulykken ved Flemløse Biogas på Fyn.
– Intet har været det samme, siden han døde. En del af vores sjæl døde sammen med ham den dag, fortæller Daiana Semeniuc.
I dag er det syv måneder siden, at Adrian Semeniuc, hans makker Antoniu Rusaniuc og en belgisk projektmanager mistede livet, da taget på en 25 meter høj silo på Fyn styrtede sammen.
Og intet bliver nogensinde det samme igen for de overlevende og pårørende til de omkommende i ulykken.
– Han venter bare på at komme op til sin søn
Sidst Fagbladet 3F besøgte familien Semeniuc i Rumænien, var Adrian Semeniucs far så afkræftet, at han blot ventede på at dø.
Og sådan har han det stadig, fortæller Daiana Rusaniuc.
– Min svigerfar er stadig meget syg og han kan ikke arbejde. Han kan ingenting. Han græder hele tiden og siger, at han bare gerne vil komme op i himlen til sin søn, fortæller Daiana Semeniuc.
– Myndighederne skal skabe retfærdighed
Højt oppe i bjergene i det nordlige Rumænien sidder Ioana Rusaniuc og håber, at hun får sin ældste søn, Anthoniu Rusaniuc, hjem igen.
Det føles som om, det bliver værre for hver dag, der går. Hos os er der ikke mere liv, der er kun lidelse tilbage
Ioana Rusaniuc
Hun sendte i november sidste år begge sine drenge på arbejde i Danmark, men kun den yngste, Gavril Rusaniuc, vendte hjem igen i live.
– Myndighederne skal skabe retfærdighed. Hvis de kan give mig mit barn tilbage, så lad dem gøre det – hvis ikke, så må de skabe retfærdighed og lade alle betale for det her, fortæller hun til Fagbladet 3F.
Selvom det nu er syv måneder siden, vil hverdagen hos familien Rusaniuc aldrig blive den samme igen.
– Vi har det slet ikke godt, det føles som om, det bliver værre for hver dag, der går. Hos os er der ikke mere liv, der er kun lidelse tilbage, siger hun.
Fagbladet 3F har tidligere beskrevet, hvordan de overlevende fra dødsulykken ikke kan få psykologhjælp.
Og Ioana Rusaniucs yngste søn kæmper fortsat med traumerne.
– Gavril har det slet ikke godt. Han har mareridt. Han husker alt fra den aften. Hvordan politiet fortalte ham det, hvordan de viste ham billedet af Antoniu, for at han skulle identificere ham, og hvordan de sagde, at han var død, fortæller Ioana Rusaniuc.
Også fysisk er Gavril Rusaniuc stadig hårdt ramt efter faldet på 25 meter.
– Han er netop blevet opreret i benet, og lægerne siger, at han ikke må træde på foden. Han skal også bære en skinne og gå til fysioterapi, fortæller hans mor.
Kan ikke længere arbejde
Også Mihai Trisciuc, der var teamleder for de rumænske arbejdere, er hårdt ramt af ulykken ved biogasanlægget.
Han bor sammen med sin kone og en lille hund i den samme landsby som familien Rusaniuc og Semeniuc.
Og selvom han har smidt krykkerne, ved han stadig ikke, om han nogensinde kan komme til at arbejde igen.
Han har stadig ondt i sine ben og i sin ryg.
– Jeg er meget bekymret for, at jeg ikke kan forsørge min familie, siger han.
Mihai Trisciuc var den eneste, der arbejdede i familien, men efter ulykken må hans kone nu arbejde for at forsørge familien, så der kan komme brød på bordet.
Derfor håber han, at der snart falder dom i sagen, så de ansvarlige firmaer kan betale.