Så sin bror dø i voldsom ulykke: 19-årig kan ikke få psykologhjælp

Overlevende fra en af de værste dødsulykker i nyere tid har ikke fået psykologhjælp, selv om de ifølge ekspert har tydelige mén.
- De overlevende fra dødsulykken ved Flemløse Biogas har endnu ikke modtaget psykologhjælp.
- Ifølge arbejdsmiljøloven har de heller ikke ret til psykologhjælp. Man har kun ret til det, man kalder for psykisk førstehjælp.
- Professor i klinisk psykologi Ask Elklit mener, at de overlevende højst sandsynligt har PTSD.
- Direktør Kurt Brusgård Poulsen fra Flemløse Biogas mener ikke, han har ansvar for at hjælpe de berørte medarbejdere.
– Jeg drømmer, at jeg falder, og så vågner jeg.
Den voldsomme dødsulykke på biogasanlægget Flemløse Biogas fremkalder stadig mareridt hos 19-årige Gavril Rusaniuc.
Den unge rumæner kom til skade, men overlevede ulykken. Så heldig var hans storebror, Antoniu Rusaniuc, ikke.
Fagbladet 3F har mødt Gavril Rusaniuc i en lille landsby i det nordlige Rumænien, hvor han bor sammen med sine forældre.
Få kilometer væk fra familiens hus på et snedækket bjerg ligger Gavril Rusaniuc’ storebror begravet.
Storebroren på 20 år overlevede ikke faldet ned i den 25 meter høje silo ved Flemløse Biogas.
Jeg tror, at han har brug for noget psykologhjælp meget hurtigt
Ask Elklit
Godt tre måneder efter den tragiske ulykke har Gavril Rusaniuc endnu ikke fået psykologhjælp. Noget, hans mor, Ioanna Rusaniuc, mener, at han har brug for.
Men ifølge arbejdsmiljøloven er psykologhjælp slet ikke noget, man har ret til, heller ikke selvom man har overlevet et fald på 25 meter og set sin bror dø.
Tyder på PTSD
Da Fagbladet 3F møder Gavril Rusaniuc i hans hjemby i Rumænien i januar fremstår han meget stille og distanceret.
– Jeg kan ikke forklare det i ord, men jeg følte smerte, siger Gavril Rusaniuc om hans reaktion, da det gik op for ham, at han havde mistet sin bror.

Fagbladet 3F har spurgt Ask Elklit, professor i klinisk psykologi ved Syddansk Universitet, som har forsket i traumer i årtier, hvordan han vurderer Gavril Rusaniucs situation.
– Det kunne tyde på, at han har PTSD, og at han stadig er i chokfasen. Han virker slet ikke til at have bearbejdet ulykken endnu, og jeg tror, at han har brug for noget psykologhjælp meget hurtigt, lyder det fra Ask Elklit.
En anden, som heller ikke har modtaget psykologhjælp, er Mihai Trisciuc, der var teamleder for arbejderne på byggeprojektet ved Flemløse Biogas.
Han stod ved siden af Gavril Rusaniuc, da taget styrtede ned.
– Jeg havde mareridt de første fire-fem dage, men så var det slut, siger Mihai Trisciuc, der kun har fået snakket hændelsen igennem med en sygeplejerske på Odense Universitetshospital kort efter ulykken.

Men selvom mareridtene er væk, betyder det ikke, at Mihai Trisciuc har fået bearbejdet ulykken, vurderer Ask Elklit.
– Mareridt er bare et enkelt symptom. Der er andre symptomer, som man kan finde ved at lave en udredning. Det er meget sandsynligt, at alle de involverede har PTSD efter ulykken, siger han.
“Jeg har intet ansvar for det her”
I en pressemeddelelse fra Flemløse Biogas, der kom ud dagen efter dødsulykken, lød det, at der var tilkaldt krisepsykolog til at tage vare på deres egne medarbejdere.
Men det inkluderer ikke de medarbejdere, der arbejdede på toppen af siloen, da ulykken skete.
– Det er jo ikke mine medarbejdere. Dem, som har modtaget krisepsykologhjælp, er mine egne medarbejdere. Vi var jo selv med til at redde mennesker ud i siloen, lyder det fra direktør og hovedejer af Flemløse Biogas, Kurt Brusgård Poulsen.
Han vil ikke svare på, om han føler en moralsk forpligtelse til at hjælpe de berørte medarbejdere.
– Jeg har intet ansvar for det her, lyder det kortfattet fra Kurt Brusgård Poulsen.
Han har et moralsk ansvar, fordi han har valgt en underleverandør fra udlandet, som tydeligvis ikke havde holdbart grej og styr på sine procedurer
Flemming Hansen
Ingen hjælp at hente
Ifølge loven er det ikke Kurt Brusgaard Poulsens juridiske ansvar at hjælpe medarbejderne, da de alle var ansat af underleverandøren Ferbeco.
Alligevel mener Flemming Hansen, der er arbejdsmiljøkonsulent i 3F Byggegruppen, at ejeren af biogasanlægget har et moralsk ansvar.
– Man kan jo sige, at han har et moralsk ansvar, fordi han har valgt en underleverandør fra udlandet, som tydeligvis ikke havde holdbart grej og styr på sine procedurer, siger Flemming Hansen.

Selvom arbejderne har oplevet noget af det mest traumatiske, man kunne forestille sig, har de ifølge Arbejdsmiljøloven kun ret til det, man kalder psykisk førstehjælp.
– Ifølge loven har man ikke ret til efterfølgende psykologhjælp. Man har kun ret til psykisk førstehjælp i form af en debriefing, hvor man taler hændelsen igennem, oplyser Arbejdstilsynet til Fagbladet 3F.
Fagbladet 3F har forsøgt at få en kommentar fra Ferbeco, der har arbejdsgiveransvar for arbejderne. Men de er ikke vendt tilbage inden deadline.

