Her kan du læse om sjakket, der arbejdede hos Flemløse Biogas op til 26. november 2024, hvor tre personer omkom og seks andre blev kvæstet ved en voldsom arbejdsulykke på den fynske virksomheds biogasanlæg.
De døde under ulykken
Adrian Semeniuc
Adrian Semeniuc lavede hvad som helst, han blev bedt om på byggepladsen på Fyn.
Inden han kom til Danmark havde en teamleder fra området omkring landsbyen Moldovita i det nordlige Rumænien ringet til ham angående et job i Belgien hos firmaet Ferbeco.
Firmaet ledte efter folk, og Adrian Semeniuc slog til.
Hans hobby var at rejse. Og rumæneren havde brug for pengene, som blandt andet gik til at betale for sin yngre søsters skolegang og renovering af familiens hus.
Bygningsarbejde i udlandet var ikke uvant for Adrian Semeniuc, der bare blev kaldt Nicu. Efter sin tid på det lokale gymnasium i Moldovita arbejdede han i fem år hos et andet belgisk firma.
I august 2024 forlod Adrian Semeniuc Rumænien. Som ansat hos Ferbeco arbejdede han først i to-tre uger på biogasanlægget hos Flemløse Biogas, inden han blev sendt til Holland i to uger for at udføre et lignende arbejde. Derefter kom rumæneren tilbage til arbejdet på det fynske biogasanlæg.
Egentlig ville Nicu forlade jobbet hos Ferbeco inden arbejdsulykken 26. november 2024. Men han var bange for ikke at få sin løn, så han arbejdede videre, fortæller hans storebror, mor og far til Fagbladet 3F.
Adrian Semeniuc var ikke tilfreds med lønnen, og der var meget arbejde.
Han var blevet træt af byggearbejde og ville prøve noget nyt – og drømte om at starte sit eget skovfirma. Og om at gifte sig.
Derfor var det planen, at arbejdsopgaven på Fyn skulle være den sidste i udlandet. Men det blev hans sidste nogensinde.
Den allersidste samtale, hans mor havde med ham, var dagen inden ulykken. Hun ringede til ham i Danmark for at ønske ham tillykke med hans 25-års fødselsdag.
Adrian Semeniuc blev 25 år.
Antoniu Rusaniuc
Det var Antoniu Rusaniuc’ kærlighed til biler, der skaffede rumæneren jobbet hos firmaet Ferbeco. For firmaet ledte efter én, der havde kørekort. Derfor ringede han selv til firmaet for at få jobbet.
Antoniu Rusaniuc, der blev kaldt Toni, drømte om at blive lastbilchauffør, men han var endnu ikke gammel nok til det. Derfor ville han i første omgang åbne et bilværksted og bruge sine evner til at reparere biler, som han havde fået på sin uddannelse til mekaniker.
Han elskede sin hvide firehjulstrækker, sin blå motorcykel, musik og familiens hest, fortæller hans mor og lillebror.
Antoniu Rusaniuc lærte sin far, der er skovarbejder, mange ting, og han lærte sin mor at køre bil.
Den unge rumæner havde en kæreste. Men han rejste og arbejdede meget, så det var ikke noget nært forhold.
I Danmark skulle han ikke kun køre bil for Ferbeco. Han blev også sat til at svejse på konstruktionen inde i biogasanlægget på Fyn, selvom han gjorde det klart, at han aldrig havde prøvet at svejse før.
Rumæneren havde arbejdet i udlandet før. Men han havde aldrig tidligere arbejdet i højden, kun på jorden.
Antoniu Rusaniuc blev 20 år.
Belgisk projektmanager

Den belgiske projektleder på byggepladsen gik ifølge overlevende vidner ind i siloen cirka fem minutter inden, at tagkonstruktionen kollapsede.
To dage efter arbejdsulykken blev manden fundet død på byggepladsen.
Han blev 53 år.
De kom til skade under ulykken
Gavril Rusaniuc

Den 19-årige rumæner Gavril Rusaniuc var totalt uerfaren med bygningsarbejde, da han i sensommeren 2024 kom med på projektet med at udvide biogasanlægget på Fyn.
Det var hans storebror, Antoniu Rusaniuc, der skaffede ham jobbet hos Ferbeco. Storebroren kom hjem til familien i september og tog ham med til Belgien – og videre til Danmark.
Gavril Rusaniuc havde tidligere arbejdet i to måneder på en kvægfarm i Tyskland, efter at han var blevet færdig på gymnasiet.
Rumæneren tog med til Danmark, fordi han gerne ville tjene penge og fortsætte sine studier. Storebroren havde opfordret ham til at tage en eksamen, så han senere kunne blive lastbilchauffør.
På byggepladsen i Danmark var Gavril Rusaniucs opgave at være med til at lægge beton på taget af siloen og dermed gøre projektet færdigt.
Han synes ikke, at det var et svært job. Men som andre af sine kolleger havde han i starten et problem med at arbejde så højt oppe.
Mihai Trisciuc

49-årige Mihai Trisciuc begyndte i maj 2024 at arbejde for Ferbeco, hvor rumæneren fik jobbet via en ven.
Firmaet ledte efter en person, der allerede havde arbejdet i branchen. Én, som havde erfaring og ikke skulle læres op.
Forud for jobbet havde rumæneren i fem år arbejdet for et andet udenlandsk firma i samme branche. Men dér havde han ikke lyst til at arbejde længere, så han skiftede til Ferbeco.
Inden da havde han også arbejdet i Portugal, hvor han i en arbejdsulykke mistede det yderste led af sin langfinger på venstre hånd, fortæller han helt upåvirket.
Som rigtig mange andre mænd fra lokalområdet har Mihai Trisciuc også arbejdet i granskovene omkring landsbyen Moldovita i det nordlige Rumænien.
Hans job hos Ferbeco bestod blandt andet i som teamleder at rekruttere medarbejdere til firmaet. Og fra sit eget lokalområde samlede han et sjak af unge rumænere , som han kalder ”drengene”. Området er kendt for stærke, trofaste medarbejdere.
På byggepladsen på Fyn var Mihai Trisciuc også ham, der styrede kranen.
Da det rumænske sjak første gang ankom til arbejdspladsen i Danmark, var de overraskede. For teamlederen vidste ikke på forhånd, at de skulle arbejde i 25 meters højde. Han havde aldrig arbejdet i højden før.
Og han havde heller aldrig tidligere arbejdet med sådan en konstruktion, som den i siloanlægget på Fyn.
Polsk betonarbejder

En polsk medarbejder fra det jyske firma Unicon stod på ulykkesdagen på taget og overvågede, at beton blev pumpet op fra en tankbil på jorden og op på taget omkring 25 meter oppe i luften.
Hans arbejde bestod i at styre udlægningen og trykket i udlæggerslangen med en fjernbetjening.
Tre andre overlevende

Da ulykken på biogasanlægget skete, var der ifølge Fagbladet 3F’s oplysninger også to andre polakker samt en belgier til stede på taget.
Fagbladet 3F har kun få oplysninger om de tre mænd.
De undgik ulykken
Sergiu Tcaciuc

Den 24-årige rumænske bygningsarbejder forlod den fynske byggeplads 14. november 2024, fordi han følte sig snydt for løn. Og fordi han syntes, at arbejdet i højden ikke var sikkert.
Ionut Boiciuc

Den 24-årige rumænske bygningsarbejder forlod den fynske byggeplads 14. november 2024, fordi han ikke længere ville arbejde i mørke og med dårlig sigtbarhed dér.
Tysk ingeniør

En tysk ingeniør havde en ledende rolle på byggepladsen.
Den erfarne ingeniør boede i en campingvogn ved siden af arbejdspladsen.
Manden gik ud ad betonsiloen kort inden ulykken og stod ikke på taget, da ulykken skete.

