Den 49-årige teamleder Mihai Trisciuc mødte tidligt på arbejde tirsdag 26. november 2024 på byggepladsen hos Flemløse Biogas på Fyn. For rumænerens sjak af arbejdere skulle gøre arbejdet med taget på betonsiloen færdigt denne dag.
Arbejdslederen begyndte arbejdsdagen klokken 6.20 og nåede lige at drikke en enkelt kop kaffe sammen med arbejdspladsens belgiske projektmanager og en anden kollega, inden kranføreren startede på sit arbejde. Han skulle gøre klar til, at der kunne blive hældt mange tons beton på taget.
Flere af de udenlandske arbejdere havde tidligere været med til at bygge en støbeformskonstruktion inde i siloen. Heriblandt Mihai Trisciuc, der inden jobbet i Danmark aldrig tidligere havde arbejdet hverken i stor højde eller med en tagkonstruktion som den, der blev bygget på biogasanlægget på Fyn.
Denne konstruktion i midten af den store silo bestod af tre støtteben, som stod på bunden af siloen. Konstruktionen understøttede en støbeform, hvor der denne tirsdag skulle lægges beton på.
Klokken 7 – 11 timer før ulykken
Den 19-årige arbejder Gavril Rusaniuc var ligeledes tidligt på færde den morgen, hvor arbejdet med at støbe siloens tag begyndte klokken 7.
De to rumænere fortæller, at vejret var lidt tåget, skyet og blæsende, men at det ikke regnede.
Teamlederen husker, at arbejderne om formiddagen grinede og lavede jokes med hinanden, som de plejede.
En polsk medarbejder fra det jyske firma Unicon stod på taget og overvågede, at beton blev pumpet op fra en tankbil på jorden og op på taget omkring 25 meter oppe i luften.
Hans arbejde bestod i at styre udlægningen og trykket i udlæggerslangen med en fjernbetjening.
Flere af de andre arbejdere sørgede for, at betonen kom ned i støbekonstruktionen.
Klokken 11.30
Inden middagstid begyndte det at knage i konstruktionen under taget, husker Gavril Rusaniuc. Hans teamleder Mihai Trisciuc hørte ligeledes lyde under betonen.
Gavril Rusaniuc, hans bror Antoniu Rusaniuc og Mihai Trisciuc gik ind i siloen, og arbejderne tog klokken 11.30 en video af konstruktionen, som havde 128 bærende IPE-dragere, der var monteret som en rund gitterdragerkonstruktion.
Flere af arbejderne følte, at noget var forkert.
Klokken 12.30
Gavril Rusaniuc erindrer, at sjakket ikke fik lov til at holde deres normale pause til frokost. For det ville forsinke arbejdet med betonen. Det skulle gå meget stærkt med at spise, så han og hans storebror måtte kun være væk fra arbejdet i ti minutter for at spise.
Da de kom tilbage, fik to andre lov til at spise i samme tempo.
Klokken 12.30 tog arbejderne en ny video. Den viser, at arbejderne har nået at lægge en del beton på støbekonstruktionen.
På et tidspunkt dirigerede Antoniu Rusaniuc pumpen, så betonen blev fordelt i støbeformen på taget.
Samtidig gik flere af de andre arbejdere med vibrerende maskiner, der jævnede betonen ud.
Havde ikke erfaring
Ifølge Gavril Rusaniuc blev han af en tysk ingeniør beordret til på ny at gå et godt stykke ned indvendigt i siloen for at se, om der var nogen problemer med konstruktionen.
Den unge rumæner fortæller, at han ingen erfaring havde med konstruktionen, da han ikke havde været med til at bygge den tidligere på året. Rumæneren mener, at han bare blev placeret på plateauet for at kunne advare kollegerne, hvis der skete noget.
Gavril Rusaniuc så, at konstruktionen havde flyttet sig. For arbejderne var nødt til at kravle på steder, hvor de tidligere kunne gå.
Gavril Rusaniuc husker, at de tre søjler og platformen bevægede sig, efter at der var blevet lagt beton på taget.
– Den tyske ingeniør lavede grin med mig, da jeg sagde, at der var nogle problemer med konstruktionen. Han sagde: ”Selvfølgelig er der problemer, for du er for fed”, fortæller Gavril Rusaniuc.
Han fortalte sin storebror om situationen. Rumæneren var ikke decideret bange. For de fik at vide, at det var normalt, at konstruktionen bevægede sig på grund af den store højde.
Men storebroren sagde, at lillebroren ikke igen skulle gå ind i siloen for at observere.
Ifølge Gavril Rusaniuc forbandede den tyske ingeniør ham, fordi den rumænske medarbejder ikke længere ville holde øje med konstruktionen inde fra siloen.
Klokken 14 – fire timer inden ulykken
Mihai Trisciuc mindes, at sjakket holdt en pause cirka klokken 14. Det skyldtes, at noget af betonen ikke var nået frem til byggepladsen som planlagt.
Den rumænske arbejdsleder fortæller, at han i pausen snakkede med den belgiske projektleder om, hvorvidt de kunne stoppe arbejdet for den dag og lave resten dagen efter. På det tidspunkt havde arbejderne fyldt hen ved 200 kubikmeter beton på taget, husker Mihai Trisciuc.
Efterfølgende fik arbejdslederen fortalt af den belgiske projektleder, at den tyske ingeniør havde sagt, at de skulle gøre arbejdet færdigt samme dag, oplyser rumæneren.
Gavril Rusaniuc beretter ligeledes, at arbejderne fik at vide, at de skulle gøre arbejdet færdigt samme dag.
Klokken 16
Klokken cirka 16 optog de rumænske arbejdere på ny en video på toppen af siloen. Her kan man se, at de efterhånden har fået fyldt meget beton på støbeformen.
Det er arbejdernes sidste video, hvor man ser dem arbejde, inden ulykken sker.
17:30 – cirka 30 minutter før ulykken
Efterhånden faldt mørket på. Arbejderne havde ikke pandelamper på, men der var nogle lygter ovenover byggepladsen.
Arbejderne havde lagt cirka 260 kubikmeter beton på støbeformen. De var i gang med det sidste læs beton, da klokken havde passeret 17.30.
Her ser du arbejdernes sidste video, inden ulykken sker.
Omkring klokken 17.45 så Mihai Trisciuc den belgiske projektleder gå ned fra taget og ind i siloen. Hvorfor belgieren gjorde det, ved den rumænske arbejdsleder ikke.
På taget arbejdede de i hold, to og to. Gavril Rusaniuc og Mihai Trisciuc arbejdede sammen. Længere henne arbejdede vennerne Adrian Semeniuc og Antoniu Rusaniuc sammen skulder ved skulder, mens to polske arbejdere befandt sig tre-fire meter fra dem.
Det var mere eller mindre tilfældigt, hvor arbejderne stod på taget.
Mihai Trisciuc og Gavril Rusaniuc har placeret arbejderne på siloens tag, da ulykken skete. Hold musen over prikkerne og se hvem der stod hvor.
Foruden de 0tte arbejdere på taget var der også en belgisk projektmanager inde i siloen, da ulykken skete. Han omkom.
Klokken 18 – “nu dør vi”
Ifølge Mihai Trisciuc manglede arbejderne nu at udlægge fire kubikmeter beton. Og hvis alt gik vel, var der nok lidt mere end en halv times arbejde tilbage på hele projektet i Danmark, inden arbejderne kunne pakke deres ting og rejse til Belgien samme aften.
På det tidspunkt ville Gavril Rusaniuc gå hen til sin bror på taget. Men Mihai Trisciuc fik pludselig et problem med elektriciteten på en maskine, som stoppede, og han bad Gavril Rusaniuc om at hjælpe med et kabel. Den unge medarbejder vendte om på turen over mod sin bror og gik tilbage til sin arbejdsleder.
Lige efter styrtede betontaget på siloen ned.
Det skete meget pludseligt, og det gik ikke langsomt, husker Mihai Trisciuc.
– På vej ned sagde jeg til Gavril: ”Nu dør vi.” Det eneste, jeg tænkte, var, at vi dør alle sammen, siger Mihai Trisciuc.
Arbejderne havde ikke sikkerhedsliner på.
– Jeg vidste, at jeg faldt ned. Jeg nåede ikke at tænke ret meget. Det gik hurtigt. Jeg tænkte på min far og mor, erindrer Gavril Rusaniuc.
Begge anslår, at den hen ved 25 meter lange tur ned mod bunden af siloen varede omkring ti sekunder.
Skreg om hjælp
Da Mihai Trisciuc åbnede øjnene i bunden af siloen, var det mørkt. Lidt senere begyndte nogle lygter på byggepladsen at virke igen. Han kunne dog alligevel ikke rigtigt se noget, fordi han havde fået beton i øjnene.
– Jeg ved ikke, hvordan jeg overlevede. Jeg overlevede måske, fordi der ikke var så meget metal dér, hvor jeg var, formoder Mihai Trisciuc.
Da arbejdslederen landede på jorden, følte han ikke umiddelbart nogen smerte. Det gjorde han først, da han forsøgte at rejse sig op. Han faldt om igen.
En polsk og en belgisk kollega skreg på hjælp.
– Jeg råbte de andres navne. De svarede ikke. Jeg var bekymret for de to andre rumænere, som ikke svarede, siger Mihai Trisciuc.
Politiet modtog en anmeldelse af ulykken klokken 18.04 og rykkede straks ud til ulykkesstedet. Politiet var ifølge dets egne oplysninger fremme på biogasanlægget klokken 18.10.
Svarede ikke
Gavril Rusaniuc fik nogle stykker beton i hovedet og kom først til sig selv cirka 20 minutter efter sammenstyrtningen. Straks tænkte han på sin storebror, Antoniu Rusaniuc. Lillebroren troede, at det var storebroren, der lå ved siden af ham. Det var en belgisk kollega.
– Jeg troede, at min bror var i live. Men jeg råbte hans navn, og Antoniu svarede ikke, erindrer Gavril Rusaniuc.
Lillebroren kom op at stå. Flyttede sig to-tre meter. Men så faldt han om igen, fordi hans højre ben var beskadiget efter styrtet.
Han så en hjelm ligge på jorden og troede, at det var hans brors. Men det var Adrian Semeniuc’ hjelm. Gavril Rusaniuc var forvirret.
Viste billeder af broren
Som Mihai Trisciuc husker det, kom danske redningsarbejderne meget hurtigt frem til ulykkesstedet.
Arbejdslederen havde blandt andet slået sin ryg slemt og fik at vide, at han ikke skulle flytte sig. Rumæneren blev lagt på en plade. Han følte sig kold og fik et tæppe over sig.
Han fik en indsprøjtning og besvimede. Vågnede op igen og lå nu på et plastikstykke. Så besvimede han igen.
Gavril Rusaniuc’ mobiltelefon havde også overlevet styrtet. Og på telefonen viste han fynske redningsfolk billeder af sin storebror i håbet om, at de kunne finde ham.
Ifølge Arbejdstilsynet var flere af svejsningerne på støbeformens bærende ståldragere af dårlig kvalitet.
Den dårlige kvalitet betød, at støbeformen ikke kunne klare presset fra de store mængder beton. Da betonen blev hældt i, blev støbeformen ustabil, og konstruktionen kollapsede.
Det tyske firma Formtec, der har leveret støbeformskonstruktionen, er ifølge DR uenig i Arbejdstilsynets konklusion.
Skulle identificere
Lillebroren frøs, da redningsfolk gav ham tre-fire indsprøjtninger. Han blev svimmel. Hallucinerede. Og hvad der derefter skete i noget tid, kan han ikke huske.
Men først blev Mihai Trisciuc og den belgiske kollega fløjet i helikopter væk fra byggepladsen. Derefter var det Gavril Rusaniuc’ tur.
Senere blev Gavril Rusaniuc lagt ind i en ambulance, hvor han kun husker lyset, og kørt til sygehuset i Kolding.
På sygehuset kom to danske politibetjente til hans sygeseng ved midnatstid og viste et billede af hans 20-årige storebror. Gavril Rusaniuc genkendte ham og fik at vide, at broren var død.
På Odense Universitetshospital viste to politibetjente et billede af 25-årige Adrian Semeniuc til Mihai Trisciuc. Arbejdslederen bekræftede, at det var Adrian Semeniuc på billedet og fik at vide, at han var død.
Torsdag den 29. november 2024 klokken 19 blev den 53-årige belgiske projektleder fundet død på ulykkesstedet, efter at han to dage forinden var blevet ramt inde i siloen af det nedstyrtede, tonstunge betontag.
Indlagt på hospitalet
Mihai Trisciuc var indlagt i tre uger på hospitalet i Odense efter arbejdsulykken. Så han nåede ikke med til nogen af sine to kollegers begravelse i Rumænien.
I Danmark lå rumæneren på samme hospitalsstue som en af de polske arbejdere, der også kom til skade ved ulykken.
– Jeg havde mareridt de første fire-fem dage. Men så var det slut, husker rumæneren.
På hospitalet blev arbejdslederen opereret i kroppen. Flere af hans indre organer var blevet påvirket af ulykken. Han havde brækket flere knogler, tre ribben samt delvist sit ene kraveben.
– Jeg var heldig at være på et hospital i Danmark. Jeg er meget tilfreds med lægerne i Danmark. Jeg er meget, meget tilfreds med det danske sundhedsvæsen, siger rumæneren.
Mihai Trisciuc fortæller, at han ikke kunne se i to uger efter arbejdsulykken, fordi han havde fået beton i øjnene.
– Jeg takker Gud for, at jeg stadig kan se, siger han.
Kom hjem en uge efter ulykken
Gavril Rusaniuc forlod sygehuset i Kolding efter fire dage og var hjemme hos sin familie i Rumænien en uge efter ulykken.
Liget af hans bror fulgte efter en uge senere.
Gavril Rusaniuc kan fortsat ikke arbejde på grund af den skade i højre ben, som han fik han ved arbejdsulykken i Danmark.
Sidder i rullestol
I Rumænien sidder Mihai Trisciuc nu det meste af dagen i en rullestol ved siden af en stor kakkelovn i sit køkken.
Han kan dog rejse sig og gå med hjælp fra to krykker, som han fik med hjem fra Odense Universitetshospital.
For nylig konstaterede en rumænsk læge, at han havde vand i lugerne.
På køkkenbordet bag Mihai Trisciuc står en gennemsigtig plastikkasse med alle de piller, som han skal tage efter arbejdsulykken. Han sluger nu seks forskellige slags piller om dagen.
– Jeg håber, at jeg kan få et lignende job i fremtiden og beder til Gud om det, siger rumæneren.
Fagbladet 3F har forgæves forsøgt at få kommentarer fra den tyske ingeniør.