Foran en metallåge med små hjerter på står Adrians mor, Olga Semeniuc, og Adrians bror, Mihai Semeniuc.
Vi befinder os i et bjergrigt landskab i det nordlige Rumænien tæt på grænsen til Ukraine. Små områder med sne afslører, at temperaturen er under frysepunktet. Der er en kraftig dunst af røg, fra de små huses skorstene.
Vi bliver budt velkommen og inviteret indenfor. De bor i et moderne hvidt hus i to plan.
Vi sætter os ved et stort spisebord, som adskiller køkkenet fra stuen. Her bliver vi budt på kaffe, der smager sødt.
På køkkenbordet har familien opsat et alter med billeder af Adrian i forskellige rammer omringet af levende lys.
Det føles næsten, som om han stadig er her.
Familien tager tilløb til at fortælle om Adrian. For hvor skal man starte, når man skal fortælle om sit familiemedlem, som blev taget fra en alt, alt for tidligt?
Turen til Danmark blev den sidste nogensinde
Olga Semeniuc husker tydeligt sin sidste samtale med Adrian. Det var dagen inden ulykken, hvor hun ringede for at ønske ham tillykke med hans 25-års fødselsdag.
Det var ikke unormalt, at hun var i kontakt med sin yngste søn. Han kommunikerede nemlig ofte med familien og sendte en masse billeder og videoer hjem.
Olga var utryg, når han var i udlandet. Derfor glædede det hende, at Adrian havde planer om at vende hjem til Rumænien – og blive dér.
Arbejdsopgaven på Fyn skulle nemlig være hans sidste i udlandet. Men det viste sig at blive den sidste nogensinde.
Familiens redningsmand
Undervejs i samtalen dukker der flere familiemedlemmer op i det hvide hus.
Adrians to søstre er netop kommet ind i huset sammen med deres to børn.
De sætter sig i sofaen for enden af rummet med udsigt ud mod de høje grantræer i skovområdet ved huset. Søstrene har tårer i øjnene, men prøver at skjule dem. For børnenes skyld.
Adrian var elsket af alle, men især af de små i familien. Han var en ”legeonkel”, fortæller Adrians svigerinde, Daiana Semeniuc.
Hun viser en video af Adrian, der leger med sin niece. I baggrunden bliver der spillet en sang af kunstneren Kyle Hume. Sangen handler om at miste én, man holder af og kun have minderne tilbage.
I Daianas øjenkrog kan man se en tåre, som endnu ikke har givet slip.
Olga fortæller, at Adrian var familiens redningsmand. Det var ham, der tjente pengene til familien og købte alt, hvad familien havde brug for.
– De andre børn er gift nu og har deres egne huse. Adrian skulle blive her og tage sig af forældrene, fortæller Olga.
Derfor var planen, at Adrian skulle bruge nogle af sine optjente penge på at renovere familiens andet hus på grunden. Her skulle forældrene bo, og så skulle han blive boende i forældrenes hus, sammen med sin kommende kone og sin lillesøster.
Adrian vendte aldrig hjem
Men drømmen om at bo dør om dør med sin søn bristede for Olga, da to betjente mødte op ved hendes metalhavelåge.
Det var en kvindelig og mandlig betjent, husker Olga.
Allerede da de kom, begyndte den ene betjent at græde. Dér indså Olga, at der måtte være noget helt galt.
Herefter begyndte en kamp for familien om at finde ud af, hvad der var sket.
Adrians svigerinde Daiana, der kan snakke engelsk, gik i gang med at ringe til de danske myndigheder.
– Jeg blev kun fortalt, at han havde fået en skade. Ikke at han var død. Vi tænkte, at der måske var håb, fortæller svigerinden, mens hun snøfter.
Hun endte med at snakke i telefon i fem timer.
– Jeg venter kun på at dø
Vi bevæger os ovenpå til første sal og ind på det af de tre værelser, der var Adrians. Fra vinduet kan man se ud over bjergene.
Olga sætter sig på kanten af den redte seng. Sengetøjet er blåt med gule symboler. Hun aer sengetøjet blidt med sin hånd. I den anden hånd har hun en sammenkrøllet serviet, som hun tørrer sine øjne i.
– Det er ligesom, han efterlod det. Det eneste, som vi har tilføjet, er et alter med billeder af ham, fortæller Olga.
Hun går ofte derind. Bare for at tale med ham. På den måde føles det som om, han aldrig forlod hende.
Faren Tănase Semeniuc kommer nu hjem fra sygehuset, hvor han har været, fordi tabet af sønnen gør, at han hverken kan spise eller sove.
Han hulker og kan ikke stoppe med at græde. Han går ind på Adrians værelse, tager et billede fra kommoden og krammer det hårdt.
– Jeg kan ikke komme mig. Jeg venter kun på, at jeg selv skal dø. Jeg kan ikke lave noget. Jeg er syg. Jeg venter på at blive begravet, siger Tănase med gråd i stemmen.
Han har tabt sig meget efter Adrians død. Indtil ulykken var han skovarbejder. Han var meget stærk og arbejdede så hurtigt i skoven, at sønnerne ikke kunne følge med.
Nu er det ham, der ikke kan følge med.
– Måske ønskede Gud ikke, at begge mine to drenge døde
Gavril Rusaniuc henter os i en hvid firehjulstrækker med snekæder om alle fire dæk.
Langsomt bliver vi kørt op ad bjerget på en smal grusvej. Duftfigurerne dingler fra bakspejlet og afslører, at vejen er ujævn.
Familien bor 500 meter over havets overflade. Et kig ned ad skråningen viser, at vi er langt oppe, da vi endelig når op til familiens hjem på bjerget.
Her bliver vi mødt af Gavrils mor, Ioana Rusaniuc, som byder os indenfor. Hun har sat forskellige kager og velsmagende pølser frem på bordet. Vi bliver budt på kaffe og Fanta.
Gavril er 19 år og fik jobbet på den fynske byggeplads gennem sin bror.
Hvordan reagerede du, da du fandt ud af, at din bror var død?
– Jeg kan ikke forklare det i ord. Men jeg følte smerte, fortæller han.
– Måske ønskede Gud ikke, at begge mine drenge døde, bryder Ioana, Gavrils mor, ind med tårer i øjenkrogen.
Gavril viser ikke sine følelser overfor os. Han har ikke fået tilbudt psykologhjælp efter ulykken, selvom hans mor mener, at han har brug for det.
Ioana Rusaniuc viser os ind på soveværelset.
Hun sætter sig i den seng, hendes søn plejede at sove i og kigger på alteret af sin søn.
Han blev kun 20 år gammel.
– Jeg venter stadig på, at han kommer tilbage
Det var meningen, at drengene skulle blive færdige med hele arbejdsopgaven i Danmark den aften, ulykken skete.
Derfor troede Ioana, at grunden til, at hendes sønner ikke svarede på hendes opkald var, fordi de havde travlt med at pakke. Det var nemlig planen, at de skulle rejse direkte til Belgien samme aften.
Det er først nogle dage efter, at det går op for Ioana, hvad der virkelig var sket, og at hun ikke ville få begge hendes sønner hjem igen.
Gavril kunne nemlig ikke bære at fortælle sin mor om ulykken og sin brors død. Derfor fortalte han over telefonen fra sygehuset i Kolding, at Antoniu var på et andet hospital end ham selv.
– Jeg var bange for, at hun ville besvime eller blive syg, fortæller Gavril.
Gavril fortalte sin onkel om ulykken, men heller ikke han fortalte Ioana, hvad der var sket.
Det var først, da det lokale politi ringede til Ioana, at hun fandt ud af, at Antoniu var død.
– Jeg ved det ikke, men jeg venter bare på, at han kommer hjem, fortæller Ioana.
Savner svar
Den forfærdelige ulykke har slået begge familiers tilværelser ud af kurs.
Adrians mor, Olga Semeniuc, fortæller, at familiens planer om at renovere huset er stoppet, fordi de mangler penge. Familien har stadig ikke set de sidste penge, som Adrian skulle have fra firmaet. Hans bankkonto er stadig spærret. Pengene skal de bruge til den yngste datters skolegang.
Også Antonius mor, Ioana Rusaniuc, står tilbage med en følelse af magtesløshed.
– Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre nu, fortæller hun og tilføjer, at hun har hørt fra en dansk politibetjent, at de stadig efterforsker sagen.
Ioana Rusaniuc tilbringer meget tid ved sin søns grav og kommer der dagligt, hvor hun taler med ham.
Ved hans grav hænger en pose mandariner og der står en plastikbøtte med slik
– Antoniu elskede slik. Vi har slik og mandariner på gravstedet, som børnene kan spise, når de besøger ham, siger hun.
Hun er, ligesom de andre familier, meget interesseret i at høre, hvad Fagbladet 3F ved om ulykken i Danmark. Vi viser dem en rapport fra Arbejdstilsynet.
Hun ved ikke, om familien har brug for en advokat.
Fælles for familierne er, at de håber på retfærdighed, og de mener, at der er nogen, der skal stå til ansvar.
– Vi vil finde sandheden og dem, der er skyldige. Ikke kun for vores børn, men også de andre, som er døde, siger Olga, inden hun lukker os ud af sin havelåge med små hjerter på.