Gå til hovedindhold

Det vakte undren, da Østjyllands Politi ikke ville tiltale en restaurantejer i Ebeltoft for vold, efter at han gav en ansat en lussing. Nu tiltaler Statsadvokaten manden for vold.

Den 51-årige tjener har arbejdet i restaurationsbranchen, siden hun var 19, og er vant til lidt af hvert. Hun blev alligevel chokeret, da hun fik en lussing.

Ejeren af restaurant Hos Molboerne i Ebeltoft bliver nu tiltalt for vold, efter at han i juli langede en kvindelig tjener en lussing. 

Det sker efter anklagemyndigheden i Østjyllands Politi tidligere droppede at rejse tiltale med henvisning til, at der “ikke var sket betydelig skade”.

LÆS MERE: Restaurantejer slipper ustraffet fra lussing mod tjener

Tjeneren blev ellers både holdt fast, så hun fik et stort, blåt mærke, og modtog en lussing, efter hun havde bedt om “den gode tone”.

Anklagemyndighedens beslutning vakte både bestyrtelse og hovedrysten på tværs af Folketingssalen, mens Enhedslistens beskæftigelsesordfører Christian Juhl kaldte beskæftigelseminister Peter Hummelgaard (S) i samråd.

LÆS MERE: Restaurantejer slipper ustraffet fra lussing: EL vil have minister til at se på lovgivningen

Men på grund af Fagbladet 3F’s omtale af sagen har politiet genoptaget sagen. 

- På baggrund af den medieomtale, der har været i sagen, gennemgik vi sagen på ny og sendte herefter sagen til Statsadvokaten, skriver advokaturchef i Østjyllands Politi, Morten Holm, i en mail til Fagbladet 3F. 

- Statsadvokaten besluttede, at der skal rejses tiltale mod den 30-årige, hvilket nu vil ske.

En politikreds kan ikke selv omgøre deres egen afgørelse om tiltaleopgivelse eller tiltalefrafald. Det er Statsadvokaten, der har myndigheden til at omgøre en sag.

EL udsætter samråd med minister

Hos Enhedslisten kalder Christian Juhl Statsadvokatens afgørelse for fornuftig og positiv. Han vil nu bede beskæftigelsesministeren om en udsættelse af samrådet, indtil en dommer har truffet afgørelse i sagen. 

Han mener dog stadig, at lovgivning om vold på arbejdspladsen kalder på en generel drøftelse på Christiansborg. 

- En ting er den vold, man begår mod hinanden, men det er skærpende omstændigheder, når en arbejdsgiver udøver vold mod en ansat, og der skal vi have kigget på arbejdsmiljøloven og på strafudmålingen, siger han og foreslår, at en virksomhedsejer skal kunne fradømmes retten til at drive virksomhed med ansatte, hvis vedkommende får en voldsdom. 

- Det vil ramme meget hårdere, hvis de fik af vide, at de ikke må drive virksomhed, efter de aktivt har forværret et arbejdsmiljø eller set passivt til, siger han. 

Restaurantejer erkendte lussing

Restaurantejeren har hele tiden erkendt sin skyld. Et tiltalefrafald, som han i første omgang modtog, betyder, at det ville stå på hans straffeattest, men at han ikke ville modtage en bøde eller skulle igennem en retssag. 

Lussingen og fastholdelsen skete 12. juli, efter at tjeneren bad ejeren af Hos Molboerne om at holde den gode tone, da han krævede, at hun skulle gøre, som han gav ordre til.

LÆS MERE: Efterlyste den gode tone: Så fik Dorte en lussing af bossen

Bagefter går hun ud på toilettet, tager billeder og tager hjem fra sin arbejdsplads. På 3F’s opfordring tager hun på skadestuen om aftenen, og ugen efter melder hun det til politiet.