De er født med en hjerneskade. Deres sprog er begrænset, og de er ordblinde. Alligevel har tvillingerne Max og Michael Klint taget en uddannelse, og i dag arbejder de på et lager i Horsens.
Michael Klint skal tage imod en vognmand, der kommer med varer til DKI Logistics’ lager i Horsens. Han tager sin telefon frem og viser vognmanden sit navn. Vognmanden bliver sur og siger i en høj tone, at han da bare kan sige sit navn. Men det kan Michael Klint ikke.
Han har et talehandicap.
- Mange slår over i engelsk, når jeg taler med dem. De tror, at jeg taler et andet sprog end dansk, siger Michael Klint.
Nægter at lade sig begrænse
Men Michael Klint taler hverken engelsk eller noget andet sprog end dansk. Han er født med en hjerneskade. Det samme er hans tvillingebror, Max Klint.
Hjerneskaden har ramt sprogcenteret, og de har svært ved udtale de ord, de har i hovedet. Hjerneskaden betyder også, at de er ordblinde.
Men de vil ikke lade sig begrænse af deres handicap.
Har lært at være ligeglad
Som børn havde de svært ved at gøre sig forståelige.
De husker blandt andet, at det var meget frustrerende, når de ikke kunne fortælle buschaufføren, hvor de skulle hen. Det hændte også, at andre børn gjorde grin med dem.
- Jeg har lært at være ligeglad med, når folk ikke forstår mig. Det var jeg ikke, da jeg var mindre, siger Michael Klint.
Fik munden penslet
Max og Michael Klint begyndte til talepædagog allerede i børnehaven og fik fysioterapi for at fremme deres sprog. De blev sågar penslet om munden, fordi det måske kunne fremme deres sprog.
Da de var 10 år, kom de i familiepleje hos Vita og Ole Andersen. De havde brug for ro omkring dem, for at de kunne udvikle deres sprog. Det var svært at få hjemme hos deres mor og far, hvor deres seks søskende også boede.
Deres familie og venner forstår som regel, hvad de siger, men det gør fremmede ikke. Derfor må Vita Andersen tale for dem, når de skal snakke med banken, med forsikringen, med tv-udbyderen, med ejendomsmægleren og alle de mange steder, hvor fremmede skal forstå dem.
Vil gøre sig forståelige
Men de 30-årige tvillinger holder fast i, at de vil tale, så godt de kan. Derfor hjælper de sjældent hinanden med at blive forståelige, og de bruger ikke tegnsprog. De har en app, der kan hjælpe dem med at skrive og derefter læse det højt, men den bruger de kun, hvis det er absolut nødvendigt.
- Det er bedre at prøve igen og igen, siger Michael Klint.
Alkohol hjælper
Når de er til vejfester eller går i byen, er det nogle gange nemmere for dem at kommunikere. Når de får lidt at drikke, taler de nemlig meget mere, og andre er mere interesserede i at forstå dem.
- Folk siger tit, vi skal lægge mobilen væk, fordi de gerne vil prøve at forstå os. Det er godt, når folk spørger ind til vores handicap i stedet for at tale om os, siger Max Klint.
De oplever, at folk særligt i nattelivet taler åbenlyst om dem. Derfor har de en sætning skrevet ned, som de viser til nye mennesker:
“Jeg har et talehandicap, men jeg forstår alt, du siger.”
Enere
De kender ikke andre, der har det samme talehandicap som dem. Gennem hele deres liv har Max og Michael Klint kæmpet for at finde deres plads.
Efter folkeskolen, hvor de gik i specialklasse, tog de en Særligt Tilrettelagt Uddannelse (STU), der er en treårig ungdomsuddannelse. Her havde mange af de andre elever sværere handicap. De tager på ferier med foreningen LEV (tidligere Landsforeningen Evnesvages Vel, red.), der er en interesseorganisation for mennesker med udviklingshandicap, men her passer de heller ikke rigtigt ind.
- Vi har ikke et udviklingshandicap, men vi har et handicap. Vi er midt mellem to grupper. Men vi er mest normale mennesker, siger Michael Klint.
De vil helst ikke tale om deres hjerneskade. De oplever, at folk tror, de er anderledes og dumme, fordi de har en hjerneskade. Den kasse vil de ikke puttes i.
Viljen fører dem frem
Da Max og Michael Klint skulle flytte hjemmefra, ville kommunen have dem i et bofællesskab, og de blev tilbudt skånejob på få timer om ugen. Men det ville de ikke.
I dag bor de sammen i deres eget hus i Løsning, og med hjælp fra deres plejeforældre har de kæmpet for at få først en uddannelse og siden et arbejde.
Da Max Klint tog et krankursus i Ringkøbing, kørte Ole Andersen frem og tilbage hver dag for at være hans talerør. Og da Michael Klint ville tage en lager- og logistikuddannelse, måtte hans arbejdsplads overtale skolen til at tage ham ind, fordi skolen mente, at det ville være for stor en opgave. Michael Klint endte med at få fire i mundtligt dansk.
De har begge taget ordblindekurser, og da Michael Klint fik lavet en intelligenstest, viste den “over middel”.
Arbejder på samme vilkår
Under sin uddannelse skulle Michael Klint i praktik. Hans første praktiksted endte med at sige nej i sidste øjeblik, men heldigvis fik han efterfølgende en plads hos DKI Logistics, hvor han har været ansat siden 2015.
Chefen var dog en smule skeptisk og nervøs for, hvordan det skulle gå. Men det viste sig allerede første dag, at der ikke var noget at være bekymret for. Michael Klint indgik med det samme på lige vilkår med de andre ansatte.
- Vi vil ikke have, der bliver taget særlige hensyn. Vi vil gerne behandles som alle andre, siger Michael Klint.
Max Klint arbejdede i flere år på havnen som kranfører, men sidste år blev han ansat som vikar hos DKI Logistics og siden fastansat i varemodtagelsen, hvor Michael Klint også arbejder.
- Det er jeg glad for. Det er meget bedre, når vi er flere, siger Max Klint.
Den daglige kontakt med kollegaerne betyder, at han har fået flere ord og taler tydeligere. Som kranfører sad han mest alene og talte ikke meget med sine kollegaer.
Kollegaerne forstår
Selvom de løber stærkt og har travlt med pakkerne på lageret i Horsens, så stopper de lige op og snakker med kollegaerne eller fyrer en joke af i ny og næ. Deres nærmeste kollegaer forstår godt, hvad de siger.
- Ellers siger jeg det igen og igen og igen. Det er forskelligt, hvor godt folk forstår os. Nogle kollegaer bliver det nemmere for undervejs, siger Michael Klint.
Kommer der en vognmand udefra, der ikke forstår dem, eller skal de læse noget, kan de altid få hjælpe af deres kollegaer.
Sproget bliver bedre
De daglige samtaler med kollegaerne har forbedret deres sprog, og flere ord bliver tydeligere. Men de tror ikke, det bliver bedre, end det er nu.
Med hjælp fra deres familie og kollegaer samt med hjælpemidler til at læse og tale, er der faktisk kun én ting, de ønsker sig.
- Et hjælpemiddel, der gør, at jeg kan tale som andre, siger Max Klint.
- Der er ikke noget, jeg ikke vil gøre for at komme til at tale som andre. Jeg vil gerne blive opereret, hvis det er dét, der skal til. Bare det er lovligt.
