Tirsdag starter forhandlinger om en mæglingsskitse for de sidste to procent af overenskomsterne, der endnu ikke er forhandlet på plads. Den skal ligge klart senest 29. marts - ellers bliver der storkonflikt.
Nu er det meget tæt på at være slut for de få overenskomster, der endnu ikke er nået i mål.
Tirsdag begyndte forhandlingerne mellem Forligsmanden, DA og FH om en såkaldt mæglingsskitse. Det er bud på, hvordan overenskomsterne kan se ud på de områder, der ikke er nået i mål endnu. Her vil de tre parter forsøge at strikke aftaler sammen fra central hold i stedet.
Det gælder for eksempel for overenskomsten for turistbusser, taxachauffører og flextrafik, hvor forhandlingerne er brudt sammen, fordi parterne ikke kan blive enige om et opgør med nultimerskontrakter.
Deadline: 29. marts
Langt de fleste overenskomster er dog kommet i hus, siden industrien landede gennembrudsforligt 19. februar. Hele 98 procent af de privatansatte lønmodtagere, som skal have nye aftaler denne gang, er selv nået i mål.
Mæglingsskitsen kommer til at læne sig op af de allerede indgåede forlig. Det er altså højst usandsynligt, at der for eksempel her kommer afsnit med om nultimerskontrakter i transporten.
Overenskomsterne udløb 1. marts. Siden da er konflikten blevet udskudt to gange, senest til 29. marts. Mæglingsskitsen skal altså ligge klar før denne dato, hvis ikke landet skal kastes ud i en storkonflikt.