Asger WesthViktoriya Narynska frygtede drab, tortur og voldtægt, inden hun kom i sikkerhed fra krigen i Ukraine. Nu rejser hun tilbage til Kyiv for at styrke båndet mellem danske og ukrainske fagforeninger.
Det var med blandede følelser, at Viktoriya Narynska i tirsdags pakkede sin bagage og satte kurs mod sin hjemby, Ukraines hovedstad, Kyiv.
- Jeg er begyndt at blive lidt nervøs. Kyiv er udsat for mange angreb og bombardementer igen. Det er meget tæt på, siger hun.
På lørdag, 24. februar, er det to år siden, at Rusland invaderede Ukraine, og krigen sidder i kroppen på 42-årige Viktoriya Narynska, fortæller hun.
- Ingen forstår, hvordan vi føler, hvis de ikke selv har oplevet det. Hvordan det er at sidde stuvet sammen med sine naboer i en kælder i over et døgn med kun en flaske vand og tænke over, hvordan man vil blive dræbt, tortureret, voldtaget eller – min største frygt – levende begravet, siger hun til Fagbladet 3F.
I Danmark har Viktoriya Narynska blandt andet arbejdet i en grillbar, med ukrainske børn som frivillig i Dansk Flygtningehjælp, som tolk og med organisering af ukrainske flygtninge, inden hun via sit fagforeningsnetværk blev ansat som konsulent hos 3F International, som hun i denne uge er rejst til Kyiv for – for at mødes med ukrainske samarbejdspartnere.
Kom hjem til kaos
Viktoriya Narynska arbejdede i 17 år som stewardesse, samtidig med at hun var faglig aktiv i sit hjemland.
Men 16. februar 2022 sagde Viktoriya Narynska jobbet som stewardesse op, og hun befandt sig i havne- og storbyen Odessa i den sydvestlige del af Ukraine, da krigen brød ud.
- Jeg vågnede klokken fem om morgenen og kunne ikke tro nyhederne. Rusland var i gang med en invasion i fuld skala, siger Viktoriya Narynska.
Syv timer senere ankom hun med tog til Kyiv, hvor hun stadig har en lejlighed. Til en hovedstad under angreb og et syn, hun aldrig glemmer.
- Der kørte ingen busser eller sporvogne. Jeg gik hele vejen hjem fra metroen, og jeg var den eneste, som gik den vej. Alle andre gik den modsatte vej for at komme væk. Det var kaos, og du kunne se i folks ansigter, hvor bange de var, fortæller hun.
Klar til at forsvare sig
Viktoriya Narynskas lejlighed ligger på den vestlige side af Dnepr-floden. Hendes 74-årige mor bor i en bygning ved siden af hende, og Viktoriya Narynska forsøgte at købe mad og vand med hjem til dem.
- Men der var allerede lange køer uden for supermarkederne, og hylderne var tomme. Det var bare den første dag i krigen, siger hun.
Viktoriya Narynska kommer oprindelig fra Ivano-Frankivsk i den vestlige del af Ukraine, men har boet i Kyiv i over 25 år. Tæt på Sikorsky International Airport i centrum af byen, hvor hun fra sin altan kunne se flyene lande og lette.
- Jeg frygtede, at russiske soldater ville indtage lufthavnen med kamphelikoptere. Der florerede hurtigt historier om tortur, voldtægter og drab på civile. Jeg var bange for ikke at kunne nå at komme væk, og jeg var klar til at forsvare mig med en køkkenkniv. Ikke at det ville have gjort nogen forskel, siger Viktoriya Narynska.
Sov ikke i en uge
Bombardementerne af Kyiv gjorde Viktoriya Narynska nervøs. Hun turde ikke gå ud og tilbragte flere dage sammen med sin mor i kælderen under den ejendom, hvor hendes lejlighed ligger. Andre gange lå hun fuldt påklædt på sin seng sammen med sin veninde Tanya, som hun havde været stewardesse med. Klar til at gribe ud efter en lille taske med mad og vand og løbe i kælderen.
På et tidspunkt sov hun ikke i en uge. Andre gange spiste hun ikke i dagevis. Fordi hun ikke havde nogen appetit, eller der hverken var brød eller vand.
- Strømmen gik også jævnligt, så køleskabet ikke duede, siger hun.
Brød sammen
Hendes mor ville ikke forlade Kyiv og har boet i byen under hele krigen. Viktoriya Narynska havde i de første uger heller ingen planer om at flygte.
Da krigen brød ud, var hun ellers blevet kontaktet af en dansk journalist, der havde interviewet hende i forbindelse med hendes fagforeningsarbejde. Han tilbød Viktoriya Narynska at komme til Danmark og bo hos ham og hans hustru.
- Men jeg havde ikke lyst til at tage afsted, siger hun.
Da en etageejendom i nabolaget blev ramt af et missil, indså Viktoriya Narynsk, at hun måtte væk. Det lykkedes først efter flere aflyste busture, da hun 7. marts 2022 sammen med sin veninde tog til en banegård i Kyiv. Her stoppede togene og samlede folk op. Uden at nogen med sikkerhed vidste, hvor de ville blive kørt hen.
Øjnene bliver røde, mens Viktoriya Narynska fortæller om kaosset på perronen. Desperate mennesker, der skubbede og masede i håb om at komme med toget – og soldater, der skød op i luften for at holde situationen under kontrol.
- Min veninde og jeg holdt godt fast i hinanden, og det lykkedes os at komme ombord. Men vi kunne lige så godt være kommet til skade eller være blevet trampet ned, siger hun.
Fra toget så Viktoriya Narynska de mange kvinder og børn, der stod tilbage på perronen. Så brød hun sammen.
- Der var mødre, som rakte deres børn til andre – måske familiemedlemmer eller venner – så børnene kunne komme i sikkerhed. Det var hårdt at se, siger hun.
De næste 14-15 timer tilbragte hun på gulvet i det overfyldte tog, der var mørklagt for at undgå beskydning. Fremme i Ivano-Frankivsk tæt ved Lviv i det vestlige Ukraine boede hun sammen med sin veninde hos en kusine, inden hun i april 2022 tog tilbage til Kyiv.
- Jeg var bange, men jeg skulle hente nogle ting og sige farvel til min mor, siger Viktoriya Narynska.
Taknemmelig og deprimeret
Efter endnu et ophold i Ivano-Frankivsk tog hun til Kraków, Polen, hvor hun besluttede sig for at tage imod tilbuddet om at komme til Danmark.
- Jeg er taknemmelig og føler mig sikker her. Da jeg kom til København, var det eneste, jeg havde lyst til, at spise og sove. Jeg tog ti kilo på, siger Viktoriya Narynska.
- Men jeg er også deprimeret og lever med en konstant uro. Jeg har gået til psykolog, men du har ikke rigtig en chance for at tænke på din mentale tilstand, når du hele tiden er udsat for følelsesmæssig stress og panikanfald. Jeg lever med rædslerne hele tiden, siger hun.
Viktoriya Narynska følger dagligt nyhederne om krigen, som har kostet flere af hendes venner og tidligere kollegaer livet. Sidste år var hun med til at begrave en pilot, der havde fløjet civil luftfart, men meldte sig til Ukraines luftvåben.
- Der var ikke noget tilbage af ham, konstaterer hun.
Nu er Viktoriya Narynska tilbage i sit krigshærgede hjemland, og hun forventer at komme tilbage til Danmark igen i foråret.
- Hvis der ikke sker noget forfærdeligt inden, siger hun.
