Gå til hovedindhold

Vi har formet uddannelsessystemet efter dem, der lærer med hovedet. På den måde gør vi de unge, som lærer med hænderne, til et problem. Men systemet er problemet, skriver blogger og historiker Asser Amdisen.

Kim Tams

Når man som jeg har været i uddannelsessystemet i mange år, så ved man, at der omkring en gang om året er en historie i medierne - oftest bakket op om af en forskningsrapport - som fortæller, at alt for mange unge er uden tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarked.

Næsten lige så forudsigelig er den politiske reaktion, som stort set altid er at promovere eksisterende uddannelser (som for eksempel FGU - Forberedende Grunduddannelse) eller at tilbyde alt fra mentorordninger og psykologhjælp til de unge, som er faret vild i systemet.

Årets tal er, at 45.000 unge mellem 15-24 år er faldet ved siden af. Og politikerne mener det godt, men det dur bare ikke. Problemet er jo ikke, at der er noget galt med de unge.

Siden oldtiden har enhver generation af voksne korset sig over de uvorne unger. I begyndelsen var det nok, at de ikke ville tage toga på, så havde de ikke pudset rustningen ordentligt eller ikke mødt til tiden, når der var svenskerkrige. I nyere tid har de været uklippede, dem som så for meget fjernsyn, spillede for mange computerspil eller var alt for meget på internettet.

Det eneste, som er helt sikkert, er, at nutidens unge ikke holder standarden, i forhold til dengang os midaldrende råbehoveder var unge. Og sådan har det for øvrigt altid været.

Tænker uddannelse for snævert

Og det er altså noget vrøvl. Unge i dag er ret præcist lige så tåbelige, kloge, udisciplinerede og fantastiske, som de altid har været. Så når mange farer vild, kan det ikke nytte noget at fare i flæsket på de unge. Måske kan det somme tider betale sig at fare i flæsket på forældrene, men det er en anden historie.

I dag tænker man uddannelse på en bestemt måde. Den indeholder introduktion, karrieretænkning og teori, men meget lidt praksis og rigtigt arbejde. Den måde at bygge uddannelser på kommer fra den akademiske verden, hvor det fungerer glimrende. Og da man har bildt sig ind, at dét er finere end alle andre veje, så skal alle unge selvfølgelig den vej.

Det betyder, at vi bygger et skolesystem, som er lavet til, at der er cirka 80 procent, som lærer med øjne eller ører. Men de sidste 20 procent, der lærer på anden måde, og som hverken er dummere eller klogere end de 80 procent, bliver overset og modtager ikke ordentlig undervisning. Arbejdsmarkedet fungerer lidt på samme måde - der er god plads til dem, som starter enhver opgave med at læse manualen, men dårligere til dem, som løser opgaver på andre måder.

Løsningen er ikke at lave nye uddannelser, som fungerer på samme måde som dem, vi har i forvejen. Løsningen er heller ikke at sende de unge i terapi. Løsningen er at lave mange forskellige og anderledes uddannelser og mange forskellige job, så der er mange veje til at lære og til at arbejde.

Når så mange falder ved siden af systemet, så er det systemet, der er noget galt med. Og løsningen kræver reel nytænkning - ikke bare mere af det, som vi ved ikke virker.