Det er en dårlig dag for de nedslidte, de kortuddannede og andre, der har et hårdt arbejde.

Sådan opsummer Per H. Jensen, der er professor ved Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Univsersitet, de forandringer, den nye regering lægger op til for folk, der vil trække sig tilbage før folkepensionsalderen. 

Seniorpensionsordningen skal nemlig strammes gevaldigt op ifølge det nye regeringsgrundlag.

- Grundspørgsmålet er, om det er rimeligt. Der er en forventning om, at disse personer så i stedet skal arbejde. Men holder det? I dag er der i forvejen alt for mange, der har smertestillende piller med i madpakken for at kunne klare arbejdsdagen. Dem får vi så bare endnu flere af, vurderer Per H. Jensen.

Ikke noget man trækker i en automat

Regeringen vil erstatte seniorpension med “Arne Plus”, som statsminister Mette Frederiksen kaldte det onsdag, da hun lagde det nye regeringsgrundlag frem.

Det vil i praksis betyde, at man som nedslidt ikke længere skal kunne gå fra på seniorpension op til seks år før tid, men kun tre år før folkepensionsalderen. Og oveni falder den månedlige ydelse i runde tal fra maksimalt 19.000 ned til 15.000 kroner. 

I øjeblikket er over 20.000 danskere på seniorpension.

- Seniorpension er jo ikke noget, man har trukket i en automat. Det er noget, man har været vurderet til at kunne få, fordi man har mistet en god del af sin arbejdsevne. Og det vil sige, at der nu er en hel masse mennesker, der får frataget den mulighed, fordi den nu er reduceret til tre år, siger Per H. Jensen.

Manøvren harmonerer dårligt med forskning, der viser, at cirka 50 procent af dem, der er på arbejdsmarkedet i en alder over 50 år, frygter, at de slet ikke kan blive på arbejdsmarkedet indtil deres pensionsalder, siger professoren.

- Og de, der især ikke kan holde til at arbejde indtil pensionsalderen, er de kortuddannede. Dem med fysisk hårde jobs. Den her tilbagetrækningsmodel er modelleret efter en middelklasse, der er veluddannet og har godt helbred og kan arbejde meget længe. Men det er der bare nogen, der ikke kan, siger Per H. Jensen.

De får ikke noget i stedet

Hos VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, er seniorforsker Anna Amilon enig i, at nedslidte trækker nitten.

- Man kan helt klart sige, at der er tale om en forringelse for dem, der har svært ved at arbejde indtil pensionsalderen. De mister en mulighed tre år før nu – uden at der rigtig kommer noget andet i stedet, siger Anna Amilon, der blandt andet arbejder med ældres tilbagetrækning.

Spørgsmålet bliver så, hvor denne gruppe vil gå hen.

Det er en mulig konsekvens, at nogle vil arbejde længere, men det kan blive svært, hvis man er ældre, måske ufaglært og har helbredsproblemer, lyder Anna Amilons vurdering.

- Så er man måske ikke så attraktiv en arbejdskraft. Og så bliver spørgsmålet også, hvad konsekvensen vil være for deres helbred på den lange bane, siger Anna Amilon.

Men det, man også typisk ser, er, at når det bliver sværere at komme på én ydelse, så forsøger man bare at komme på en anden ydelse, eksempelvis almindelig førtidspension.

Professor Per H. Nielsen er enig:

- Det vil nok ske. Det har vi allerede set i forbindelse med forringelserne af efterlønnen. Folk har bare rykket sig over i nogle andre forsørgelsesordninger, for eksempel sygedagpenge, siger Per H. Jensen.

Gør ikke noget ved uligheden

De forringelser, der lægges op til for seniorpensionen, øger desuden uligheden, vurderer Per H. Jensen.

Og det giver Henrik Brønnum-Hansen, lektor ved Afdeling for Social Medicin på Københavns Universitet, ham ret i.

Der er i forvejen en betydelig ulighed i forhold til nedslidning, som rammer særligt faglærte og ufaglærte – og ikke højtuddannede.

- Det her gør absolut intet ved det problem, siger Henrik Brønnum-Hansen.

Hvis man nedslider folk for meget, mens de er på arbejdsmarkedet, bliver det dyrere for samfundet i den anden ende. For så bliver denne gruppe mere nedslidt og får flere sundhedsproblemer, når de bliver ældre.

- Med forringelsen af mulighederne for tidligere tilbagetrækning ser det ud til, at den nye regering har besluttet sig for, at der ikke skal gøres noget ved den sociale ulighed i sundhed og dødelighed, konkluderer Henrik Brønnum-Hansen.