I årevis har verdens rigeste mand, Elon Musk, hevet fagforeninger i bokseringen.
Han er flere gange gået skridtet længere og har overtrådt loven i flere forsøg på at bekæmpe rivalerne.
Senest har Tesla sendt en mindre hær af arbejdere til Sverige tilsyneladende for at bryde strejken mod de svenske Tesla-værksteder.
LÆS OGSÅ: Nu flyver Tesla strejkebrydere fra hele Europa til Sverige
Og nu har rumfartsvirksomheden Spacex, som Tesla-milliardæren også er stifter af, dannet alliance med tre andre store virksomheder om at ødelægge arbejdernes rettigheder.
Sammen med netbutikken Amazon, verdens største kæde af kaffebarer, Starbucks, og den amerikanske discountkæde Trader Joe’s startede de året ud med at iværksætte en juridisk kampagne mod fagforeninger.
Spacex er blandt andet gået til angreb på den amerikanske myndighed National Labor Relations Board (NLRB), der fungerer som et slags arbejdstilsyn, fordi de tidligere på året har givet rumfartsvirksomheden et påbud. Her forsøgte Elon Musk og Spacex at argumentere over for en føderal dommer, at påbuddet skulle annulleres.
Men det er også sammen med Tesla, at mangemilliardæren flere gange er gået til angreb mod fagforeninger og arbejdernes rettigheder.
LÆS OGSÅ: Så langt er han gået for at bekæmpe dem
Søger lobbyist
I december 2023 blev der eksempelvis opslået en stilling på selskabets hjemmeside, hvori man søgte en specialist til kampen mod fagforeninger.
Her fremgik det, at personen skulle have “en dokumenteret succesrate inden for at få foretaget reguleringsændringer i Norden” og hjælpe med at “sikre, at de politiske, reguleringsmæssige og skattemæssige rammer i Norden understøtter Teslas mission”.
Derudover var et andet krav, at man skulle have “fremragende kommunikationsevner” og “som minimum kunne snakke norsk, svensk og engelsk”, lød det i opslaget.
Med andre ord søgte Elon Musk og Tesla en lobbyist.
I dag er jobopslaget blevet taget ned.
I strid mod loven
Elon Musk har også overtrådt loven i sine forsøg på at bekæmpe fagforeninger.
I marts 2023 vurderede den amerikanske føderale appeldomstol nemlig, at han og bilgiganten havde overtrådt landets arbejdslov.
Det skete på baggrund af, at Elon Musk tilbage i 2018 truede med, at ansatte ville miste aktieoptioner i Tesla, hvis de tilsluttede sig fagforeninger, vurderede domstolen.
Dengang skrev Elon Musk på det sociale medie X, at “intet forhindrer Tesla-teamet på vores bilfabrik i at stemme for en fagforening … Men hvorfor betale fagforeningskontingent og opgive aktieoptioner for ingenting?”
Domstolen beordrede ham efterfølgende til at slette opslaget.
Overvågede ansatte
I 2023 satte samme domstol igen foden ned over for mangemilliardæren.
Tesla havde ifølge dommerens ord i strid med loven fyret medarbejderen Richard Ortiz i 2017, der var ansat på selskabets fabrik i Californien.
Han og flere kollegaer havde offentligt kritiseret sikkerheden på fabrikken og forsøgt at skabe tilslutning til bilarbejdernes fagforening.
Herefter blev Richard Ortiz – sammen med en række kollegaer – fyret, og Richard Ortiz lagde sag an mod Tesla, fordi fyringen ifølge ham skyldtes, at han forsøgte at organisere ansatte.
Domstolen gav ham medhold, og Tesla skulle genansætte ham og tilbagebetale hans tabte løn.
Det amerikanske medie Cnbc har tidligere afsløret, at selskabet i 2017 og 2018 havde betalt et PR-firma for at overvåge ansatte fra førnævnte fabrik i Californien i en Facebook-gruppe.
Firmaet skulle holde øje med diskussioner om uretfærdige arbejdsvilkår og eventuelle forsøg fra de ansatte på at organisere sig. Og ifølge nuværende og tidligere ansatte skete overvågningen mindst frem til 2022, skriver mediet.


