Lægen havde anbefalet Allan Normann Albertsen at få lidt frisk luft og motion, så han ikke gik helt i hundene i kølvandet på, at han havde fået smadret sin hånd i en alvorlig arbejdsulykke på en boreplatform.
Så han luntede afsted til et motionsløb i Esbjerg i 2017.
Men det brugte forsikringsselskabet Gjensidige til at trække Allan Normann Albertsens sag i langdrag.
Løbet hed nemlig noget med “extreme challenge”, og så skulle han vente i flere år på en udtalelse fra Retslægerådet og en retssag, før Gjensidige ville betale erstatningen fire år forsinket.
Allan Normann Albertsens sag er langtfra enestående, som Fagbladet 3F har omtalt de senere år, hvor forsikringsselskaber trækker sager i langdrag.
LÆS OGSÅ: Forsikringsselskab troede ikke på, Allan var syg, men det var han
Her er nogle af de værste eksempler:
“Han gik jo i fitness og bar på indkøbsposer”
12 år efter at murer Dan Bækgaard Iversen var udsat for en arbejdsulykke, der ødelagde hans ryg, slås han stadig med forsikringsselskabet Codan, beskrev Fagbladet i januar.
Forsikringsselskabet mener nemlig konsekvent, at den 43-årige 3F’ers funktionsevne er meget bedre, end flere speciallæger har sagt.
Codan har blandt andet hæftet sig ved, at Dan Bækgaard Iversen har været nogle ture i fitnesscentret og i supermarkedet, hvor han bar på en indkøbspose.
Codan ser stort på, at læger har sagt til Dan Bækgaard Iversen, at det er vigtigt at træne og holde sig i gang, for ellers låser kroppen.
Læs også: – Venter Codan bare på, at jeg dør eller tager livet af mig?
“Han havde ADHD og hold i ryggen i forvejen”
Den ufaglærte 3F’er Mads Nielsen måtte igennem 13 års sagsforhaling og helt forbi Højesteret, før forsikringsselskabet Privatsikring blev dømt til at betale fuld erstatning til ham efter en trafikulykke. Det beskrev Fagbladet i 2020.
Privatsikring havde inden Højesteretsdommen skåret markant i beløbet til Mads Nielsen.
Forsikringsselskabet mente nemlig, at Mads Nielsen inden trafikulykken, der invaliderede ham, havde døjet med hold i ryggen. Han havde desuden ADHD. Og begge dele var gode forklaringer på, at der kunne skæres i beløbet, syntes Privatsikring.
Men Højesteret satte altså forsikringsselskabet på plads.
LÆS OGSÅ: Får fuld erstatning efter arbejdsulykke på vej til arbejde
“Kemi har ikke gjort dem syge”
På kemifabrikken Sky-Light i Varde fik Alex Vejlgaard Hansen smadret sine lunger, da han indåndede det giftige kemikalie PMDA i 2015.
Otte år senere venter han fortsat på, at forsikringsselskabet Codan vil anerkende hans arbejdsskade.
Det på trods af, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) og førende læger inden for lungesygdomme har anerkendt, at Alex Vejlgaard Hansen og hans kollegaer er blevet syge, fordi de er blevet eksponeret for PMDA.
Men forsikringsselskabet Codan nægter at tro på, at det er kemikaliet, der har gjort de ansatte syge.
LÆS OGSÅ: Otte år efter kemi-forgiftning: Venter stadig på erstatning
“Vi afventer en årsagssammenhæng”
I ni år har forsikringsselskabet Tryg trukket den tidligere Falckredder Erik Schacks sag i langdrag, hvilket Fagbladet har skrevet om gennem flere år.
Sagen har været igennem hele retssystemet, og Erik Schack har fået medhold i sin arbejdsskade i Landsretten.
Alligevel vil Tryg ikke betale hverken erstatning eller godtgørelse til den 60-årige 3F’er, der i 2014 forsøgte at redde tre livløse personer op fra en fiskekutters lastrum fyldt med giftige gasser.
Erik Schack fik kraftige opkastninger efter redningsaktionen og flere blodpropper i hjernen, og hans liv svævede mellem liv og død i koma i 19 dage.
Men Tryg sætter stadigvæk hælene i: Forsikringsselskabet “afventer afklaring af spørgsmål om blandt andet årsagssammenhæng”.
LÆS OGSÅ: Falckredder vandt, men forsikringsselskabet vil ikke betale


