Morten Hansen og Tom Heinemann er tæt på at modtage årets Cavling-pris for artikler om gyllesvineri i Polen og om IFU's og IØ-fondens oppustede tal over skabte job.

Freelance-journalisterne Tom Heinemann og Morten Hansen grundige afdækning i Fagbladet 3F og Nyhedsbrevet 3F af en lang række kritisable forhold i to statsejede fonde er med helt fremme i opløbet om dansk journalistiks fornemste pris, Cavling-prisen, der uddeles fredag 6. januar 2006.
Torsdag 15.december blev de nomineret som kandidater til at modtage Cavling-prisen 2005 for deres dækning af danske svinebønders miljøsynder i Polen og de to skatteyderfonde IØ og IFU's mere eller mindre fantasifulde opgørelser over antallet af skabte arbejdspladser i udlandet for danske skattekroner.
De to freelance-journalisters omfattende gravearbejde har resulteret i omkring 90 artikler i Fagbladet 3F og Nyhedsbrevet 3F.
Første nominering til journalister fra Fagbladet 3F
Det journalistiske makkerpar afslørede i december 2004, at Nordeuropas største svinefarm Poldanor i det nordvestlige Polen – der er ejet af en række af de mest fremtrædende og største danske svineproducenter - i godt ti år havde opbevaret gyllen fra svineproduktionen i fodboldbanestore åbne laguner.
En pikant del af historien er, at den statslige udviklingsfond IØ har deltaget i svineprojektet med aktieinvesteringer og lån for knap 37 millioner kroner uden at stille nævneværdige miljøkrav til produktionen.
Samtidig rettede Morten Hansen og Tom Heinemann søgelyset mod en anden statsejet udviklingsfond – IFU – og ved at tjekke fondens egne oplysninger, kunne de to journalister dokumentere, at 30.000 ud af de 100.000 job i verdens fattigste lande, som IFU i sine årsrapporter og over for ministre og folketing bryster sig af at have skabt, ikke eksisterer i virkeligheden.
Det er første gang nogensinde, at journalister fra Fagbladet 3F er nomineret til at modtage Cavling-prisen, der uddeles en gang om året. Udover Fagbladet 3F er journalister fra seks andre medier nomineret.