Nu har 3F’erne stemt – igen: Fire ud af fem siger ja til lønstigninger og fritvalgsdag

De statsansatte 3F’ere har nu stemt klart ja til overenskomstfornyelserne for de næste tre år.
- Cirka 80 procent af de statsansatte 3F'ere stemte ja til nye løn- og arbejdsvilkår for de næste tre år.
- Stemmeprocenten var 55,1 procent, hvilket formanden for 3F's offentlige gruppe, Lydia Callesen, var glad for.
- Aftalen inkluderer blandt andet lønstigninger på 6,37 procent over tre år, ekstra sygedage til børnepasning, barselsrettigheder og en fritvalgsordning.
Gravermedhjælpere, ansatte i forsvaret og andre statsansatte 3F’erne har givet et klart, grønt lys til deres nye løn- og arbejdsvilkår de næste tre år.
Det viser en optælling af overenskomstafstemningen, hvor fristen for at sige ja eller nej randt ud natten til mandag.
Knap 80 procent af 3F’erne, der stemte, endte nemlig med at sige ja til de resultater, som 3F og andre forbund i CFU (Centralorganisationernes Fællesudvalg) har forhandlet på plads for de omkring 200.000 statsligt ansatte.
Det er et stærkt forlig, vi fik landet på statens område, med flere nyskabelser og med klare 3F-aftryk, som vores medlemmer kan mærke.
Lydia Callesen
Og det markante 3F-ja glæder formanden for Den offentlige gruppe, Lydia Callesen:
– Det er et stærkt forlig, vi fik landet på statens område, med flere nyskabelser og med klare 3F-aftryk, som vores medlemmer kan mærke. Derfor glæder det mig, at medlemmerne kvitterer med et klart ja, siger Lydia Callesen.
Væk med omstridt bestemmelse
Om forliget fremhæver hun især, at man nu endelig har gjort op med, at nyansatte i op til 12 måneder kan være timelønsansatte, før de overgår til almindelig månedsløn.
Det er slut fra 1. april 2027.
– Det er en kæmpe landvinding for 3F, fordi det har været et krav at få afskaffet den bestemmelse i mange år. Nu er det endelig lykkedes, siger Lydia Callesen.
Stemmeprocenten er hun også glad for. Den kom op på 55,1 procent.
– Det har været et noget bøvlet forløb denne gang, da vores forhandlinger blev sat på pause, da folketingsvalget blev udskrevet – derfor kom vi også i gang med at stemme senere på statens område. Det glæder mig derfor, at stemmeprocenten alligevel er blevet så flot, siger hun.
Det, som 3F’erne i staten også har sagt ja til, er blandt andet lønstigninger på 6,37 procent over de næste tre år.
De har også nikket ja til en ekstra dag til at passe syge børn, nye rettigheder i forhold til barsel samt en helt ny fritvalgsordning, blandt andet med en særlig fritvalgsdag for ansatte over 41 år.
Ja, ja og ja
Ja’et fra de statsansatte 3F’ere kommer i kølvandet på, at de regionalt og kommunalt ansatte 3F’ere også har blåstemplet deres overenskomstfornyelser.
Her deltog i alt 55,7 procent af de stemmeberettigede.
Af dem satte 88 procent af de regionalt ansatte krydset i ja – og tilsvarende 71 procent af de kommunalt ansatte.
Nej-feltet blev udfyldt af 12 procent af de regionalt ansatte og 29 procent af de kommunalt ansatte.
Alle forbund med statsansatte offentliggør i disse dage, om deres medlemmer har stemt ja eller nej til årets overenskomstresultater.
Fredag 1. maj kunne forsvarets største fagforening, Centralforeningen for Stampersonel (CS), fremvise et stort nej til aftalen.
– En samlet hovedbestyrelse har i fællesskab stemt nej til at skævvride soldaternes løn, lød det blandt andet fra CS.
Men da CS’s resultat skal tælles sammen med andre fagforbund, som har stemt markant ja – blandt andre Politiforbundet og Fængselsforbundet – få nej’et i praksis ingen effekt for det samlede resultat.
Overenskomstresultatet skal endeligt godkendes af CFU onsdag, hvorefter det ventes at træde i kraft.
