Arbejder du i staten? Så skal du stemme om de her forbedringer

Er du 3F’er og arbejder i staten, kan du nu få indflydelse på lønstigninger og fritvalgsordning. Få overblik over, hvad du skal stemme om.
- Afstemning for gravermedhjælpere, forsvarsarbejdere og andre 3F'ere i staten startede torsdag kl. 9.
- Statsansatte har mulighed for at stemme om nye løn- og arbejdsvilkår indtil søndag den 3. maj.
- I 3F fremhæver man forbedringer til elever og uddannede.
Klokken 9 torsdag gik afstemningen i gang for gravermedhjælpere, ansatte i forsvaret og andre 3F’ere, der arbejder i staten.
Det er nemlig de statsansattes tur til enten at blåstemple eller afvise de nye løn- og arbejdsvilkår, som 3F og andre forbund har forhandlet på plads for de omkring 200.000 statsligt ansatte.
Læs mere og stem her frem til søndag 3. maj.
De statsansatte er sikret lønstigninger på 6,37 procent over de næste tre år, hvis medlemmerne stemmer ja til resultatet.
De har også fået en ekstra dag til at passe syge børn, nye rettigheder i forhold til barsel samt en helt ny fritvalgsordning, blandt andet med en særlig fritvalgsdag for ansatte over 41 år.
Desuden er der gjort op med, at nyansatte kan være timelønnede i op til 12 måneder, før de overgår til almindelig månedsløn.
Fra 1. april 2027 skal alle ansættes på almindelig månedsløn fra dag ét på jobbet.
Markant løft til serviceassistenter
Oveni det fælles forlig for alle statsansatte har 3F de seneste uger forhandlet forbedringer på plads, der gælder for de enkelte faggrupper.
Forhandlingssekretær i 3F’s offentlige gruppe, Mick Wennich Hesselland, fremhæver det øgede fokus på uddannelse:
– Vi vil gerne vise, at det skal kunne betale sig at tage en uddannelse, så vi har blandt andet sikret et markant lønløft af serviceassistenterne, siger Mick Wennich Hesselland.
Desuden får alle på rengørings- og specialarbejderområdet, der er faglærte, ret til faglært løn.
– Tidligere kunne man risikere – trods en tur omkring en uddannelse – at ryge tilbage på ufaglært løn på sit arbejde. Det forhindrer vi nu. Det er også en stor sejr, siger Mick Wennich Hesselland.
Forbedringer til elever
Forhandlingssekretær i 3F’s offentlige gruppe, Louise Røssell Wredstrøm, fremhæver, at der også bliver taget et opgør med gravermedhjælpernes såkaldte “kalendermåned”:
– Det har gennem tiden skabt mange problemer med deres arbejdstid, hvilket vi længe har gjort opmærksom på. Men i år ville Kirkeministeriet så selv have det ændret, så det er vi selvfølgelig glade for, siger hun.
Hun fremhæver også forbedringer for elever.
– Fremover overgår man til voksenelevløn, idet man fylder 25. Tidligere stod man stille, selvom man fyldte 25 år midt i sin elevtid. Den ændring giver rigtig god mening, siger hun.
Her er et overblik over forbedringerne for 3F’erne:
Er du ansat i en region eller kommune? Så har afstemningen om din nye overenskomst været i gang længe.
Men du kan stadig nå det. Afstemningen lukker først mandag 20. april ved midnat.
