Du kan nå det endnu: Mandag 20. april er fristen, hvis du vil have indflydelse

Du kan stadig få indflydelse på lønstigninger og fritvalgsordning – husk at stemme om overenskomstresultatet, før det er for sent.
- Rengøringsassistenter, specialarbejdere og andre 3F'ere i kommuner og regioner er i gang med at stemme om årets overenskomstresultater.
- Afstemningen foregår indtil 20. april, og formand for 3F's offentlige gruppe, Lydia Callesen, opfordrer til at stemme ja.
- Alle stemmeberettigede har modtaget mail og sms med link til afstemningssite.
- Statsansatte skal først stemme senere på grund af folketingsvalget.
Er lønstigningerne som forventede?
Vil du bakke op om fritvalg?
Skal krydset sættes ved ja eller nej?
De spørgsmål tager rengøringsassistenter, specialarbejdere og andre 3F’ere i kommuner og regioner i øjeblikket stilling til.
For der er nemlig åben for afstemningen af de overenskomstresultater, som 3F og andre fagforbund har forhandlet på plads de seneste måneder.
Og du kan nå det endnu: Afstemningen slutter nemlig først mandag 20. april klokken 23.59.
Anbefaler et ja
Formanden for 3F’s offentlige gruppe, Lydia Callesen, ser gerne, at så mange som muligt bruger deres stemmeret i det demokrati, fagforeninger er bygget op om.
– Jeg vil gerne opfordre alle til at læse de pjecer om overenskomstresultaterne, der er blevet sendt ud til medlemmerne – og så tage bestik af, om indholdet er noget, de kan se sig selv i, siger Lydia Callesen.
Du kan kun stemme, hvis du har fået en mail og en sms. Heri er der et link til selve 3F’s afstemningssite.
Samme sted kan du også læse om det resultat, der er forhandlet på plads for netop dit område.
Lydia Callesens budskab er kort og godt: Brug din ret – gå ind og stem.
Og selv anbefaler hun et klart ja.
– Jeg er ovenud tilfreds med de resultater, vi har skabt i samarbejde med vores forhandlingsudvalg og gode kolleger i de andre forbund, siger Lydia Callesen.
De statsansatte kommer senere
I 2024 valgte i alt over 53 procent af de stemmeberettigede i det offentlige at bruge deres stemme.
Det tal omfattede også de statsansatte.
Men i øjeblikket er afstemningen for de statsansatte ikke gået i gang endnu.
På grund af folketingsvalgets udskrivelse blev de endelige forhandlinger for de enkelte statsansatte grupper nemlig sat lidt i stå. Først nu er der ved at blive sat de endelige underskrifter på forligene.
Derfor bliver afstemningen for statsansatte først åbnet 16. april.
