Yderligere 14 mennesker, der har boet sammen med gruppen af polske håndværkere ansat ved firmaet Budomex, er smittede med covid-19, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Det bringer det samlede smittetal op på 50 mennesker.
Det opdaterede smittetal kommer, efter at Statens Serum Institut i onsdags over for Fagbladet 3F kunne bekræfte de første 36 smittetilfælde.
Mindst 115 migrantarbejdere har boet sammen på tre adresser i og omkring den midtsjællandske by Haslev. Efter første udbrud blev de syge placeret i på en gammel kro i Terslev, mens de såkaldte “nærkontakter” – raske, som har boet tæt ved de smittede – blev indlogeret på en skole i Haslev. Fagbladet 3F erfarer, at mindst 28 af dem nu er blevet rykket til Jonstruplejren i Ballerup.
Omkring 70-80 af dem er dagligt blevet kørt til København i tætpakkede busser for at arbejde på prestigebyggeriet af Dahlerups Tårn i Carlsberg Byen.
Den 29. juni valgte entreprenørfirmaet Züblin at udskifte det danske betonsjak fra det lille entreprenørfirma EMCH med det polskejede bemandingsbureau.
I en mail til 3F henviser Züblin til Budomex som værende ansvarlig for indkvartering af egne medarbejdere.