Mor til tre tog springet: – Det er noget af det bedste, jeg har gjort

Det er afgørende for Maritha Pedersen at vise sine tre børn, at man altid kan udvikle og dygtiggøre sig. Derfor traf hun en af sit livs bedste beslutninger.
- Maritha Poulsen, 41 år og mor til tre, beslutter sig for at tage industrioperatøruddannelse i 2024.
- Hun var nervøs, men fandt tid til lektier og klarede det godt.
- Undervisningen inkluderede samarbejdsøvelser, virksomhedsbesøg og fysisk aktivitet.
- Uddannelsen gav hende en bedre forståelse af sine valg og personlig udvikling.
Maritha Poulsen havde et stykke tid følt, at det var tid til at give sig selv lidt af den omsorg, hun så længe havde givet andre.
Så da legeaftaler og logistikøvelser ikke længere fyldte hele kalenderen, traf hun i 2024 en beslutning, hun aldrig har fortrudt:
– Det er noget af det bedste, jeg har gjort, siger hun uden tøven.
Maritha Poulsen er 41 år, mor til tre børn og bosat i Stoholm mellem Viborg og Skive.
I 18 år har hun arbejdet på Envases, som laver metalemballage til fødevarer.
Jeg kunne faktisk ikke komme hurtig nok i gang.
Maritha Poulsen, 41 år
Hun har været rundt i flere hjørner på virksomheden: Lært nye medarbejdere op, været en del af kvalitetsteamet, startet en ny produktionslinje op og meget andet.
Da alle medarbejdere på Envases i 2024 skulle på Lean-kursus, tændte det en glød i hende.
– Jeg var straks med på ideen, fortæller hun, da chefen fortalte hende og kollegerne om muligheden for at tage industrioperatøruddannelsen.
Uddannelsen ville tage knap halvandet år med skiftevis en uge på erhvervsskolen Mercantec i Viborg og en uge på arbejde.
– Jeg kunne faktisk ikke komme hurtig nok i gang. Jeg ønskede bare at dygtiggøre mig og få ny viden og inspiration.
Meget nervøs for at starte
Alligevel var det med sommerfugle i maven, at hun i april begyndte på skolen sammen med 15 andre.
– Jeg var meget nervøs for at starte. Det var jo mange år siden, jeg sidst havde gået i skole. Jeg var også nervøs for, hvordan jeg skulle få det til at hænge sammen med tre børn derhjemme, fortæller Maritha Poulsen.
– Omvendt har det også altid været vigtigt for mig at vise mine børn, at man altid kan udvikle sig. At det aldrig er for sent at dygtiggøre sig, siger Maritha Poulsen.
Hun tog derfor en snak med familien om, at ”nu skulle mor også til at lave lektier”, og fandt huller tidligt om morgenen eller sent aften til at fordybe sig i bøgerne.
– Det gik faktisk overraskende nemt. Og det var aldrig så overvældende, at jeg ikke sagtens kunne følge med, fortæller Maritha Poulsen.
Jeg har lært bedre at forstå mine valg i livet, og hvordan min opvækst har påvirket de valg, og hvordan det har formet mig til den, jeg er i dag.
Maritha Poulsen, 41 år
Også på skolen forløb det godt. Underviseren rystede klassen godt sammen, selvom aldersforskellen var stor, og ni forskellige nationer var repræsenteret i klassen.
– Vores forskelligheder blev også brugt som redskaber til at udvikle og forstå hinanden, både med samarbejdsøvelser og ved at vi lærte nogle forskellige mentale modeller at kende, forklarer Maritha Poulsen – og uddyber:
– Jeg havde følelsen af at blive forstået, men også presset lidt ud af min komfortzone. Men det lærte mig at stole mere på mine egne evner.
Sideløbende med den mere traditionelle undervisning var der også plads til virksomhedsbesøg, svømning, padel og fælles saunagus.

Er “ret ordblind”
Maritha Poulsen fandt også ud af en vigtig ting om sig selv, som hun aldrig havde fået sat ord på.
Tilbage i folkeskolen og på handelsskolen havde hun kæmpet lidt mere end sine klassekammerater for at følge med.
Hun tog derfor en test på Mercantec, som faktisk viste, at hun var ordblind.
– Jeg havde bare lært mig selv at “arbejde” rundt omkring det. Lært at få løst mine opgaver og udfordringer på trods af, at jeg var ret ordblind, fortæller Maritha Poulsen.
Spring ud i det
Hun fik også andre, uventede gevinster med fra uddannelsen:
– Jeg fik lært bedre at forstå mine valg i livet, og hvordan min opvækst har påvirket de valg, og hvordan det har formet mig til den, jeg er i dag, siger Maritha Poulsen.
Og så er hun blevet meget mere bevidst om, at når hun bliver nervøs over ting, hun ikke har prøvet før, så er det ikke ensbetydende med, at hun ikke kan. Så er det bare noget , hun ikke har lært endnu.
– Personlig udvikling er en løbende proces – lidt ligesom at spise en kæmpe elefant en lille bid af gangen, griner hun.
Til andre, der overvejer at kaste sig ud i uddannelse sent i livet, har Maritha Poulsen kun ét råd: Spring ud i det.
– Uddannelsen giver en meget bedre og dybere forståelse af, hvad der foregår i en produktion. Og så giver det også bare rigtigt meget på det personlige plan.
