200 nye medlemmer på to år: Her er argumenterne, der virkede

På to år har Marco Georg Hansen og hans makker på Hartmann Packaging fået 200 kolleger med i 3F. Opskriften er egentlig ret enkel, mener han.
- Tillidsrepræsentanter Marco Georg Hansen og Flemming Uldall Sjøhart Lund fra Hartmann Packaging har øget medlemstallet i 3F fra cirka 30 procent til knap 80 procent blandt deres kolleger.
- Oplysning har været nøglen til succes, hvor mange ikke var klar over værdien af fagforeningsmedlemskab.
- De har begge deltaget i 3F's projekt "Særlig Indsats" og fået styrkede redskaber til at øge forståelsen for overenskomsterne.
”Det er for dyrt”.
”Jeg har alligevel aldrig brug for fagforeningen”.
”Jeg får det samme i Krifa, som er billigere”.
Argumenterne har tillidsrepræsentant Marco Georg Hansen hørt mange gange.
Men efter at han og hans tillidsmandskollega på Hartmann Packaging tog systematisk fat i arbejdet med at organisere deres kolleger, har det givet bonus.
I dag er knap 80 procent af kollegerne medlem af 3F. For to år siden var det under 30 procent.
– Vi har i hvert fald fået meldt 200 mand ind de seneste to år, siger Marco Georg Hansen.
Og nøglen? Det er oplysning, mener han.
Holdt tallene hemmeligt
Hartmanns er en stor industrivirksomhed i Tønder tæt ved den tyske grænse, som fremstiller emballage af genbrugspap, blandt andet æggebakker. Der er over 500 ansatte i alt. Heraf er 284 medlemmer – eller potentielle medlemmer – af 3F.
Men hvordan og hvor mange anede Marco Georg Hansen intet om, da han blev valgt som tillidsrepræsentant for to år siden. Og da det gik op for ham, hvor få af kollegerne, der var med i 3F dengang, holdt han det hemmeligt for ledelsen.
– For mit mandat som tillidsrepræsentant var jo svagt, husker han.
Styr på medlemmerne
Som noget af det første begyndte Marco Georg Hansen at holde et velkomstmøde med nyansatte.
– Jeg sagde blandt andet til dem, at det er mig, der forhandler deres løn via lokale lønforhandlinger, og at jeg ikke kan hjælpe, hvis de ikke bakker op, fortæller han.
Overraskende var det, at mange af de unge ikke vidste, hvad en a-kasse er.
Men efter de første grundkurser for tillidsvalgte kom Marco Georg Hansen med i 3F’s tiltag ”Særlig Indsats”. Her arbejder tillidsfolk på tværs af brancher med at organisere deres kolleger.
Og her fik han for alvor øjnene op.
– Grundlæggende handler det om, hvad det betyder at være medlem af en fagforening, der indgår overenskomster. At forstå værdien af den danske model, siger han.
Marco Georg Hansen og hans kollega Flemming Uldall Sjøhart Lund ved i dag præcist, hvor mange medlemmer de har i 3F-klubben. Alt er kortlagt. Også hvem der ikke er med – endnu – og hvem de skal snakke med hvornår.
Arbejder du ved GLS i Tyskland bare få kilometer herfra, har du måske seks-syv euro i timen. Er det det, vi ønsker?
Marco Georg Hansen
Nej til tyske tilstande
Argumenterne er trænet og slebet til.
– I overenskomsterne er alle de ting skrevet ind, som der ikke er lovgivet om. Vores tillæg. Løn under sygdom. Den slags. Uden overenskomster så mister vi jo alt det, pointerer han og peger mod Tyskland, hvor han selv stammer fra.
Under 18 procent af tyskerne er organiseret i fagforeninger og lønningerne betydeligt lavere.
– Arbejder du ved GLS i Tyskland bare få kilometer herfra, har du måske seks-syv euro i timen. En frisør, som arbejder 40 timer om ugen, har 9.500 danske kroner udbetalt om måneden. Er det sådan en fremtid, som vi ønsker?
Netflix eller løn
Lige nu er organiseringsgraden faldet lidt, fra knap 80 til 75 procent. Det skyldes, at virksomheden har travlt og ansætter mange nye kolleger. Men de skal nok blive kontaktet. Indsatsen stopper ikke.
Måske skal man spørge sig selv: Hvad er vigtigst? Mine streaming-tjenester eller min løn?
Marco Georg Hansen
Marco Georg Hansen synes, at han har fået et stærkere samarbejde med ledelsen. Han har også forhandlet et nyt lønsystem, hvor lønnen stiger i takt med anciennitet.
– Det kunne jeg jo ikke forhandle uden et stærkt mandat fra mine kolleger, påpeger han.
Men prisen – ér den for høj for nogen?
– Når vi kigger på løn inklusive tillæg og så videre, så har vi en god løn. Så skal man også huske skattefradraget. Efter skattefradrag, så er vi nede på under 300 kroner om måneden i fagligt kontingent, siger Marco Georg Hansen:
– Måske skal man spørge sig selv: Hvad er vigtigst? Mine streamingtjenester som Netflix og lignende, eller min løn og min fremtid.
