Gangstermetoder og farlige forhold: Samlet front råber op om kriminalitet i byggebranchen

Falske fakturaer, farlige forhold og udnyttelse af arbejdere. Byggebranchen er blevet en magnet for kriminelle. Der skal handles mod “gangstermetoderne” nu, lød opråbet på Christiansborg.
- Mængden af kriminalitet begået i byggebranchen bare stiger og stiger. Herunder antallet af sager om hvidvask af penge, underbetaling og farlige forhold.
- Under en høring på Christiansborg adresserede en række aktører – herunder 3F –udfordringerne og efterlyste blandt andet øget samarbejde i kampen mod kriminalitet.
- F mener, der er behov for national handlingsplan, øget kontrol, og hårdere konsekvenser for at forhindre organiseret kriminalitet i at ødelægge byggebranchen.
Byggebranchen er blevet en legeplads for kriminelle og andre med lyssky hensigter.
For dem, der vasker sorte penge rene og snyder statskassen for store millionbeløb. For dem, der underbetaler og udnytter. Og for dem, der er ligeglade med andre menneskers helbred og liv.
Kriminaliteten kommer i alle afskygninger i byggebranchen. Og selvom ingen helt kan fastslå omfanget, er de fleste enige om, at det bare vokser og vokser.
– Jeg har set, hvordan udviklingen er gået. Det startede på villavejene hos hr og fru Jensen og har nu rykket sig ind på de store byggerier. Også de offentlige, konstaterer Michael Severinsen, som er forhandlingssekretær i Byggegruppen i 3F, og tilføjer:
– Arbejdskriminalitet er mere reglen end undtagelsen.
Stribevis af sager
Michael Severinsen var sammen med en perlerække af andre, der på den ene eller anden måde har relation til branchen, onsdag formiddag til høring om organiseret kriminalitet i byggeriet på Christiansborg.
Hver især fortalte de om deres erfaringer, deres udfordringer og deres bud på løsninger.
Alt sammen for at komme det fælles problem til livs.
For sagerne står i kø: fra farlige byggepladser som Vonsild Bakke til grov udnyttelse af udenlandske arbejdere og hvidvask.
Også hos politiet følger man intenst udviklingen. Særligt med fokus på hvidvask og de såkaldte fakturafabrikker.
Mellem 2017 og 2024 blev der sendt knap 50.000 falske fakturaer afsted til godt 5.200 virksomheder, der ville snyde skattefar, viser en nylig analyse fra politiet.
I rapporten ligger byggefirmaer i top, både når det kommer til købere og sælgere af de falske regninger.
Samlet blev der i perioden udstedt fakturaer for 6,1 milliarder og kreditnotaer for 1,2 milliarder. Regninger for ydelser, der aldrig har fundet sted, men som bliver betalt i et forsøg på at hvidvaske sorte penge.
Stor frygt hos gigant
Hos bygge- og anlægsgiganten NCC gruer man for udviklingen, sagde Martin Manthorpe, som er direktør for Strategi og Forretningsudvikling, onsdag.
– Vi frygter virkelig dybt inde i ledelsen den organiserede kriminalitet, og at den får systemisk fat i branchen. Vi mener, det er en brancheudfordring at fange udviklingen i opløbet.
– Jeg håber inderligt, at vi ikke er for sent på den.

Han erkendte blankt, at NCC også har haft kedelige sager. Men fastholdt, at man forsøger at tage ansvar – blandt andet ved at øge egenkontrollen.
Men NCC kan ikke alene dæmme op for problemet.
– Vi skal have løftet bundniveauet i branchen, og det skal ske som en fælles indsats, lød det fra NCC-direktøren.
Ser magtesløse til
Samarbejde var et ord, der gik igen under høringen. For parterne vil gerne udveksle erfaringer, data og kompetencer. Men det kan være udfordrende, konstaterede Nordeas hvidvaskchef Anita Nedergaard.
Nordea har fra 2020 til 2024 afsløret over 20 sager om fakturafabrikker og smidt 1.300 kunder på porten.
Alligevel står banken tilbage med hænderne bundet.
For nok kan banken anmelde sagerne til politiet, men kunderne kan samtidig spadsere videre til den næste bank og oprette en konto.
– Vi sidder med hver vores puslespilsbrik, og hvis vi skal lægge puslespillet, er vi nødt til at arbejde bedre sammen.
Ikke plads til gangstermetoder
Fra Anita Nedergaard lød derfor en opfordring til, at folketingspolitikerne vil overveje at lempe tavshedspligten i den slags sager.
Andre opfordrede til flere kontroller, videreudvikling af de sociale klausuler og en begrænsning af de mange led, der hurtigt kommer til på et byggeprojekt.
Fra 3F’s side efterlyste Michael Severinsen en national handlingsplan, et stærkere samarbejde mellem myndighederne – og langt hårdere konsekvenser for bagmændene.
– Der er reelt ikke nogen straf til virksomhederne og dem, der står bag dem. Det er altid medarbejderne, der bliver gjort kriminelle, sendt hjem og efterladt på perronen.
– Den slags gangstermetoder ønsker vi ikke i byggebranchen. Hvis de for alvor får fat i byggebranchen, vil det være altødelæggende.

