“Jeg har ikke gjort en skid forkert”: På overfladen drev han et helt almindeligt byggefirma – så kom sandheden frem

Der er flere gengangere blandt nogle af de byggebosser, der undersøges for fakturafusk for millioner.
- Fakturafabrikkerne ville ikke kunne eksistere uden villige kunder.
- Her har byggebranchen vist sig som et sted med byggebosser, der gerne medvirker til svindlen.
- Murerfirmaet F. Skovgaard Byg gik i foråret konkurs med en skattegæld på over 27 millioner kroner og har ifølge Skattestyrelsen svindlet ved at købe falske fakturaer.
- Også Godt Bad ApS har ifølge skattemyndighederne købt de fiktive fakturaer.
- Begge firmaer har relation til de byggechefer, der i september blev dømt for grov hvidvask i den første dom om selvhvidvask.
Når bagmænd driver fakturafabrikker, kræver det en vigtig ingrediens:
Villige kunder, der køber de falske regninger.
Og her viser byggebranchen sig som et sted, hvor kunderne gerne står i kø.
Byggefirmaerne kan nemlig med de falske regninger selv slippe billigere i skat og moms.
En af kunderne er ifølge skattemyndighederne murerfirmaet F. Skovgaard Byg.
Udadtil er det et helt almindeligt murerfirma, der bygger typehuse for at opfylde danske familiers drøm om et nybygget og lækkert sted, de kan kalde deres hjem.
Reelt er fortællingen dog en anden.
Jeg har ikke gjort en skid forkert. Intet.
Flemming Skovgaard Olsen
Firmaet dukker op som et af de store byggefirmaer i advokatfirmaet Poul Schmith/Kammeradvokatens kulegravning af krakkede selskaber med sager om fiktive fakturaer, sort arbejde og skattesnyd for mange millioner.
Kæmpe skattegæld
Historien om F. Skovgaard Byg starter allerede i 2017. Her bliver murerfirmaet stiftet under et andet navn af to personer, vi kan kalde A og B.
Dem vender vi tilbage til senere.
I 2020 overgår firmaet til Flemming Skovgaard Olsen.
Arbejdet i firmaet foregår dog ikke altid helt efter bogen.
Arbejdstilsynet udsteder flere gange strakspåbud for farlige arbejdsforhold for primært udenlandske håndværkere.
Og da murerfirmaet i foråret 2025 går konkurs, er det med flere verserende sager med 3F om underbetaling af udenlandsk arbejdskraft.
F. Skovgaard Byg går bankerot med en kæmpe skattegæld på mere end 27 millioner kroner.
Skattemyndighederne har nemlig afgjort, at firmaet har købt fiktive fakturaer for at kunne snyde i skat og moms.
Altså den type svindel, vi nævnte i begyndelsen af artiklen.
Dømte svindlere
Millionfusk er også noget, A og B kender til.
Altså de to byggebosser, der i 2020 overdrog deres firma til Flemming Skovgaard Olsen.
I september i år bliver de nemlig dømt for grov hvidvask og momssvindel i deres firma Hansen og Jensen Byg.
Dommeren ved retten i Glostrup afgør, at de er skyldige i at have købt fakturaer for tre millioner i 2019 og 2020 fra kendte fakturafabrikker.
Det er en interessant sag, fordi det er første gang, at køberne af de fiktive regninger bliver dømt for såkaldt selvhvidvask.
De bliver begge idømt fængselsstraffe på over et år og en stor bøde.
Dommen bliver gjort betinget, fordi sagsbehandlingen har været så langvarig.
A og B har hele tiden nægtet sig skyldige, og de anker også dommen.
Endnu et firma
Som om det ikke var nok:
Flemming Skovgaard Olsen, A og B’s navne dukker også op i et tredje firma, der nu undersøges for fakturasvindel.
I 2018 stifter de tre sammen med en fjerde person Godt Bad ApS, som de ejer frem til 2020.
Her overtager en Magnus Due Jensen ejerskabet af byggefirmaet.
Mønstret her er det samme:
Firmaet går i foråret 2025 bankerot.
Skattegælden lyder på over 4,7 millioner kroner.
Igen har skattemyndighederne afgjort, at der er svindlet ved køb af de falske fakturaer.
Afviser blankt
Spørger man byggecheferne, er der dog ikke noget at komme efter.
A og B er ikke vendt tilbage, men har altså erklæret sig uskyldige i retten.
Magnus Due Jensen fra Godt Bad forklarer, at han er uenig i Skattestyrelsens afgørelse, og at sagen ikke er endelig afgjort endnu. Han vil ikke kommentere det nærmere.
Samme toner lyder fra Flemming Skovgaard Olsen.
– Jeg har ikke lavet noget hvidvask. Det kører der også en retssag på nu, siger Flemming Skovgaard Olsen.
– Skattemyndighederne har afvist den købs- og salgsmoms, der er, fordi de mener, der er for meget samarbejde med det samme firma. Men jeg har ikke gjort en skid forkert. Intet, siger han til Fagbladet 3F.
Det krakkede firma, Flemming Skovgaard Olsen nævner, hedder Dahls Murerfirma og har ifølge kurator haft en formodet stråmand i spidsen og er under mistanke for hvidvask og sort arbejde.
Flemming Skovgaard Hansen vil dog ikke komme nærmere ind på samarbejdet, før han smider røret på.
Det er ikke lykkedes Fagbladet 3F at komme i kontakt med den person, der på papiret ejer Dahls Murerfirma.
