De kører på fortovet og råber af dem: Nu har skraldemændene fået nok

Det er ofte cyklister, som råber efter skraldemænd i København og finder den midterste finger frem, fortæller tillidsrepræsentant. Cyklistforbundet opfordrer cyklister til at tage hensyn.
- En undersøgelse viser, at ni ud af ti skraldemænd i København har oplevet vejvrede.
- Tillidsrepræsentant for skraldemændene ansat hos Arc, Alex Nielsen, fortæller, at det ofte er cyklister, der bliver vrede på dem. Han opfordrer cyklisterne til at tage mere hensyn.
- Cyklistforbundet opfordrer cyklister til at vise mere respekt for skraldemændene.
Skraldemanden Alex Nielsen ved godt, at cykelstien tilhører cyklisterne.
Men når han og kollegaerne skal tømme skrald i de københavnske gader, bliver de nødt til at krydse cykelstierne med skraldespandene for at få dem hen til bagenden af skraldevognen – og så over cykelstien igen og tilbage på plads i gårdene.
De trækker for det meste to skraldevogne med sig af gangen, og den, der ikke bliver tømt, står på cykelstien.
Det vækker vrede hos mange cyklister, fortæller Alex Nielsen, som er tillidsrepræsentant for skraldemændene ansat hos Arc.
– De råber de klassiske råb som idiot og spasser og giver os det klassiske håndtegn, siger han og forklarer, at det er langemanden, der bliver stukket op.
380 kilometer cykelsti
Det er ikke usædvanligt, at de københavnske skraldemænd oplever den slags i løbet af en arbejdsdag.
Ni ud af ti skraldemænd i hovedstaden har oplevet vejvrede. Nogle er blevet råbt ad, spyttet på, og nogle har oplevet at få et slag.
Vejen er vores arbejdsplads, og vi kunne godt tænke os, at de tog lidt mere hensyn og satte farten ned.
Alex Nielsen
Det viser en undersøgelse, som Megafon har foretaget for Københavns Kommune og Arc, hvor 139 skraldemænd er blevet interviewet.
Meget af vreden kommer fra cyklister, fortæller Alex Nielsen.
Se en video fra skraldemændenes hverdag, hvor cyklister cykler på fortovet. Artiklen fortsætter under videoen.
Dem er der også mange af i København.
De cykler 1,4 millioner kilometer på en gennemsnitlig hverdag på hovedstadens mere end 380 kilometer cykelsti.
De deles om byens mere end 745.000 cykler. Københavns Kommunes ambition er heller ikke til at tage fejl af: De vil være verdens bedste cykelby.
“Så er der krig”
Alex Nielsen forstår godt, at cyklisterne har brug for at komme frem.
– Men vejen er vores arbejdsplads, og vi kunne godt tænke os, at de tog lidt mere hensyn og satte farten ned, siger han.
Når de holder med den store flaskegrønne skraldevogn, er de jo ikke svære at få øje på, siger han. Så det burde være ligetil at træde lidt på bremsen og tælle til ti, mens de får tømt skraldet.
Men det er der ikke mange cyklister, der praktiserer.
Det er især forældre, der kommer cyklede med store ladcykler, der råber ad dem.
– Når de skal aflevere børn, er de stille og rolige. Men så snart børnene er afleveret, så er der krig, siger Alex Nielsen.
Snuden i telefonen
Skraldemændene henter skraldespandene inde i gårdene, og enten skubber de en ud foran sig eller kommer trækkende med en, så de går med ryggen mod gaden.
– Vi kan ikke se, hvis en cyklist kommer drønende på fortovet, og hvis der gør, ser du ikke vedkommende, før du eller personen bliver ramt, siger Alex Nielsen.
Se videoen, hvor en person med ladcykel kommer cyklende, hvor skraldemændene arbejder. Artiklen fortsætter under videoen.
Alex Nielsen har ikke oplevet sådan en ulykke selv, men risikoen lever han og hans kollegaer med dagligt.
De har oplevet enkelte ulykker, hvor cyklister har haft snuden i telefonen og derfor ikke har set, at der holdt en skraldespand på cykelstien.
Det røde felt
Der er 12.000 medlemmer hos Cyklistforbundet, og derfor kan landsformand Jens Peter Hansen ikke stå til ansvar for, hvordan alle hovedstadens cyklister opfører sig.
– Jeg tror næppe, det er mine medlemmer, der ryger op i det røde felt, siger han.
Men han mener, skraldemandens kritik lyder som ”en rimelig kritik af trafikanter i al almindelighed”.
For uanset hvordan folk færdes i trafikken, er de typisk ganske utålmodige, forklarer han.
Det ligner ikke noget, at folk skælder ud på skraldemænd, mener han.
– Jeg vil da gerne give en opfordring til cyklister om at respektere skraldemænd, der har det som deres daglige arbejde at skulle færdes i en ganske hektisk trafik, som jeg kan forestille mig er udfordrende i sig selv.
Som trafikanter skal vi ikke gøre det mere udfordrende, siger han.
