Se videoen: Bilist truede skraldemanden Brian

Vejvrede er en del af arbejdslivet for mange københavnske skraldemænd. En af dem er Brian Eriksen. Men han vil ikke finde sig i mere.
- Skraldemanden Brian Eriksen har ofte været udsat for vejvrede. Han er blandt andet blevet råbt ad og har fået slag, fortæller han.
- Op mod 90 procent af skraldemændene i København har oplevet vejvrede. Det viser en rundspørge, som Megafon har foretaget for Københavns Kommune og renovationsfirmaet Arc.
- Københavns Kommune og Arc har lavet en kampagne for at skabe mere respekt for skraldemænd.
Brian Eriksen stod i sit neongule arbejdstøj bag skraldevognen og filmede med sin iPhone, da en mand kom kørende mod ham.
Det var 12. december 2024, og klokken slog 8.26.
Manden standsede bilen foran Brian Eriksen.
– Filmer du mig? spurgte han og hoppede ud af bilen.
– Min sikkerhed er vigtigere, end at du kommer videre, sagde Brian Eriksen, mens manden gik om til ham.
– Så slår han mig her, fortæller skraldemanden og fører hånden op langs det øverste af sin venstre arm, skulder og hals.
Tryk “play” for at se videoen her. Artiklen fortsætter under videoen.
Spyttet på
47-årige Brian Eriksen er ikke den eneste skraldemand, der har oplevet vejvrede fra borgere.
En ny undersøgelse, som Megafon har foretaget for Københavns Kommune og renovationsfirmaet Arc, viser, at op mod 90 procent af Københavns skraldemænd har oplevet vejvrede. 139 skraldemænd er blevet interviewet til undersøgelsen.
Nogle er blevet råbt ad, spyttet på og dyttet ad. Andre har sågar oplevet at blive skubbet til eller få et slag, som Brian Eriksen fortæller, at han gjorde.

Derfor har Københavns Kommune og Arc lavet en kampagne, og det er på den baggrund, at Fagbladet 3F møder Brian Eriksen på Arcs skraldevognsplads i Valby, hvor de første 10 flaskegrønne skraldevogne holder.
Selvom de er tomme, blæser vinden en sur-sød lugt af skrald forbi næseborene. Duften blander sig med røgen fra Brian Eriksens røde Prince.
“Fuldstændigt overrasket”
Kampagnen er klistret på siden af skraldevognene: ”Nogle kalder mig klaphat. Min kone kalder mig bare skat”, lyder teksten på en af dem.
Håbet er, at det kan skabe mere respekt for skraldemændenes arbejde.
Det er fuldstændig uacceptabelt, at mennesker, der går på arbejde, udsættes for chikane eller verbale overfald.
Frank Boye
3F Transport bakker også op om kampagnen, fortæller Frank Boye, der er forhandlingssekretær.
– Vi ser med stor alvor på den udvikling, hvor skraldemænd udsættes for vejvrede. Det er fuldstændig uacceptabelt, at mennesker, der går på arbejde, udsættes for chikane eller verbale overfald.
Fjols
Brian Eriksen er selv blevet kaldt for lidt af hvert – for eksempel idiot, klovn og fjols.
– Ja ja, det er standard, siger han med et lille grin, da han bliver spurgt, om han er blevet dyttet ad.
Når folk overhaler ham, sker det, at de peger med fingeren mod tindingen, som om han er skør, eller at de rækker den midterste finger op mod ham.
Han har været skraldemand siden 2017. Efter 18 år som kuffertslæber i lufthavnen skulle der ske noget nyt. Han er egentlig glad for jobbet, men oplevelsen med manden, der ifølge Brian Eriksen slog ham, har sat sig i ham.
Hvad nu, hvis det sker igen
Den dag, det skete, tog Brian Eriksen direkte ind på politistationen og anmeldte det, han havde oplevet.
– Jeg tænkte på det resten af dagen. Jeg prøvede bare at passe på mig selv.

Han vidste ikke, om han nogensinde havde lyst til at komme på arbejde igen.
Han snakkede både med sin kæreste, en psykolog, sin tillidsrepræsentant og leder.
“Rystende og frustrerende”
En uge senere var han tilbage på arbejde. Hans makker var god til at snakke med ham om det, men alligevel sneg frygten sig ind på ham.
Hvad nu, hvis det sker igen, tænkte Brian Eriksen, selvom lederen havde sagt til dem, at de bare skulle køre videre, hvis det skete en gang til.
– Det værste var, at politiet ikke gad gøre noget, siger Brian Eriksen, mens han trækker på skulderen og ser ned.
– Det var rystende og frustrerende.
Det ville skabe tryghed, hvis han vidste, at politiet ville hjælpe i sådan en situation, fortæller han.
Ikke tilstrækkelige beviser
Fagbladet 3F har foreholdt Københavns Politi kritikken.
De oplyser, at anmeldelsen er blevet behandlet som en sag om vold mod en person i offentlig tjeneste, og videosekvensen har ført til, at en mand har været sigtet.
– I den konkrete sag har vi vurderet, at der ikke er tiltrækkelige beviser til, at en domstol vil kende den tidligere sigtede mand skyldig i at have begået vold, lyder det.
I dag tømmer Brian Eriksen ikke længere skraldebøtterne det sted, hvor det skete. Men han oplever stadig meget vejvrede.
Det kommer tit fra de samme personer på de samme steder, og derfor er Brian Eriksen klar til at filme med sin telefon, ligesom han gjorde den decemberdag i 2024.
– Det er lidt mærkeligt, at du skal dokumentere så meget for at vise, at den er helt gal, siger han.
Så siger det småkage
Vejvreden kommer især fra cyklister, som ”bare lige skal forbi” på fortovet. Men de gambler med både deres egen og skraldemændenes sikkerhed, mener Brian Eriksen.
– De har ikke to minutter til lige at stå af cyklen og trække. De tænker ikke over, at jeg kommer ud med en bøtte på 60-80 kilo, og så kan det altså sige småkage, siger han og banker den ene knytnæve ind i den anden håndflade, så det giver et smæld.

Han har heller ikke selv lyst til at komme til skade, siger han, mens han holder håndfladerne op mod sit bryst.
– Jeg har ikke lyst til at blive talt ned til hver dag. Tænk, hvis dem, der råber ad mig, var udsat for det samme hver dag. Det er irriterende og frustrerende.
Skraldemændene vil ikke finde sig i det længere, fastslår han.
