Tænk, hvis en tilfældig forbipasserende kaldte dig fjols, mens du var arbejde. Og lige bagefter var der en anden, som dyttede ad dig.
For de københavnske skraldemænd er det slet ikke et utænkeligt scenarie.
Op mod ni ud af ti af dem har oplevet vejvrede. Det viser en undersøgelse, som Megafon har foretaget for Københavns Kommune og renovationsfirmaet Arc, hvor 139 skraldemænd er blevet interviewet.
Men der er faktisk noget, der kan hjælpe på vejvreden. Sådan lyder det fra Alex Nielsen, der er tillidsrepræsentant for skraldemændene ansat hos Arc.
Som reglerne er i dag, må skraldemændene tømme byens skrald fra klokken 6 om morgenen. Indtil klokken 7 plejer der at være ret stille i de københavnske gader, så her kan de ugeneret tømme skraldet.
De efterspørger at få lov til at begynde en time før, altså kl. 5. På den måde ville de få en time mere til at tømme skrald i en helt stille by.
– Det ville have en kæmpe betydning for mængden af vejvrede, siger Alex Nielsen, der er sikker på, de ville opleve mindre af den.
Det er enormt vigtigt at få kommunikeret klart fra politisk side og fra os som arbejdsgivere, at den opførsel, medarbejderne oplever, på ingen måde er i orden.
Christopher Røhl
Modsatrettede interesser
Det er politikerne i Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune, som beslutter, hvilket tidsrum skraldemændene må tømme byens skrald i.
Helle Bonnesen er medlem af udvalget for Det Konservative Folkeparti, og hun er villig til at se på, om klokken 6 er det rette tidspunkt.
Men det er to modsatrettede interesserer, der skal balanceres, forklarer hun.
– Den ene er renovationsmedarbejderne, der skal have lov til at arbejde i fred, så effektivt og ordentligt som muligt. Den anden er folk, som vil have deres nattesøvn uden at blive vækket om morgenen, siger hun.
Vil ikke gøre vreden mindre
Christopher Røhl fra Radikale Venstre vil også gerne se på løsninger, der kan forbedre arbejdsmiljøet for skraldemændene, som han mener, varetager en ”enorm vigtig funktion” for byen.
Men han tror ikke, at afhentning af skrald fra klokken 5 er en af dem.
– Jeg tror ikke, det vil gøre vreden mindre, siger han.
Selvom skraldevognene i dag kører på el og dermed larmer mindre, end dengang de var benzindrevne, så larmer det stadig, når skraldemændene skubber bøtterne ind og ud af de københavnske baggårde, siger han.
– Men det er enormt vigtigt at få kommunikeret klart fra politisk side og fra os som arbejdsgivere, at den opførsel, medarbejderne oplever, på ingen måde er i orden, siger han.
De røde veje
I 2023 blev politikerne i Teknik- og Miljøudvalget enige om at ændre tidsrummet, så der må tømmes skrald i hele byen klokken 6-20.
Indtil da måtte skraldemændene kun tømme skrald mellem klokken 6-7 i dele af byen.
Et argument for at ensrette tidspunktet for hele byen var, at Arc og skraldemændene fik bedre muligheder for at planlægge deres ruter.
Fagbladet 3F har også rakt ud til Arc for at høre, om de har en kommentar til tømmevinduet. Helena Nielsen, som er chef for affaldsindsamling hos ARC, siger, at det er en politisk beslutning.
Fagbladet 3F har også rakt ud til teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL), men hun holder sommerferie og har ikke haft mulighed for at give interview.
Fagbladet 3F har også kontaktet kommunalpolitikere fra Enhedslisten, Socialdemokratiet og Venstre, men de er ikke vendt tilbage før deadline.

