Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: field_partner i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).

Minister indrømmer, at der er "et stort problem" med svindel med beløbsordningen. Ny rapport viser, at samtlige ansøgninger fra restauranter om at hyre kokke fra Kina i 2021 er blevet afvist på grund af mistanke om snyd med løn, kokkebeviser, arbejdstimer og meget andet.

Indtil årsskiftet kunne kokke som Huashan Hong, der måtte bo og sove på paller i et baglokale på en restaurant i indre København i flere måneder, komme til Danmark via beløbsordningen. Men efter Fagbladet 3F's afsløringer af kokkenes forhold er reglerne strammet og nu afvises samtlige ansøgninger fra restauranterne om at ansætte kinesiske kokke, da myndighederne vurderer, at de forsøger at snyde sig til ulovlig arbejdskraft.
Joachim Rode

Når restauranter i Danmark forsøger at hyre kokke fra udlandet, så bliver der snydt så meget med løn, arbejdstimer, dokumenter og meget andet, at stort set samtlige kokke nu bliver nægtet adgang til landet.

Og for kinesiske kokke er det allerværst. Her er hver eneste kinesisk kok, der har ansøgt om at komme til Danmark på beløbsordningen, siden nytår blevet afvist for mistanke om snyd og svindel.

Det viser en ny rapport fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri), som har skærpet reglerne efter afsløringer i Fagbladet 3F.

I rapporten fremgår det, at de kinesiske kokke – som ellers dominerede beløbsordningen før – nu alle afvises, når de ansøger om at komme til Danmark for at arbejde som højt specialiseret arbejdskraft.

LÆS OGSÅ: Mistanke om menneskehandel: Kinesiske kokke bliver udnyttet på danske restauranter

Det sker efter indførslen af nye regler ved årsskiftet, der giver myndighederne mulighed for at afvise ansøgere, hvis de vurderer, at formålet med ansøgningen er at få arbejdskraft til landet under falske forudsætninger.

“I langt de fleste sager, hvor der er meddelt afslag, har vi haft en formodning for, at ansættelsesforholdet ikke er reelt,” skriver Siri i rapporten.

Her beskriver Siri, hvordan kokkene bliver afvist, fordi det vurderes, at der snydes med enten løn, kokkebevis, dokumenter, arbejdstimer, feriebetaling eller i visse tilfælde direkte er tale om en falsk ansættelse for at kunne komme ind i Danmark.

LÆS OGSÅ: På kinesiske chatfora vrimler det med dumpingjob: Du og din kone får 9.000 kroner hver

Tidligere gik hver 11. tilladelse på beløbsordningen til kinesiske hotel- og køkkenansatte, selvom månedslønnen ifølge reglerne skal ligge langt over gennemsnitslønnen for en kok i Danmark.

Integrations- og Udlændingeminister Mattias Tesfaye indrømmer, at der har været et hul i systemet.

- Det bekræfter mig i, at vi havde et problem – og også et stort problem, siger han til Fagbladet 3F.

Minister: Vi skal være på tåspidserne

De skærpede regler blev indført, efter Fagbladet 3F kunne afsløre, at kinesiske kokke i Danmark bliver systematisk underbetalt og svindles til landet via netop beløbsordningen – den største og mest brugte arbejdsordning for udenlandsk arbejdskraft i Danmark.

Det fik dengang integrationsminister Mattias Tesfaye til at varsle ændrede regler og en massiv gennemgang af beløbsordningen med særlig fokus på kokkefaget.

LÆS OGSÅ: Kinesisk kok levede et halvt år i lagerrum i københavnsk restaurant

Beløbsordningen skal give adgang til Danmark for højtuddannede borgere fra lande uden for Europa. Derfor er grænsen for at få opholds- og arbejdstilladelse i Danmark sat højt – til cirka 37.000 kroner om måneden for 37 timers arbejde – langt over niveauet for en kok i Danmark.

Alligevel kunne Fagbladet 3F afsløre, at flere kokke på sushi- og kinarestauranter kom hertil med deres ægtefælle til lønninger på omkring 8.000 kroner pr. person om måneden – og blev ansat til at arbejde alle ugens dage, mens de måtte tilbagebetale løn til deres chefer.

Den nye rapport bekræfter, at der er et stort omfang af svindel med beløbsordningen blandt især hotel- og restaurationsansatte. 

Mens 100 procent af kinesiske ansøgere nu bliver afvist på baggrund af misbrug af ordningen, så er antallet af afviste ikke-kinesere i samme faggruppe steget til 95 procent efter myndighederne har skærpet deres kontrol.

Integrations- og Udlændingeminister Mattias Tesfaye indrømmer, at visse arbejdsgivere er lykkedes med at snyde sig til billig arbejdskraft igennem det danske system.

- Vi havde et stort problem, og derfor er jeg glad for, at vores lovgivning kan gøre en forskel. Det ser ud til, at vi har fået sat en prop i hullet, når det handler om kokkene, som man må antage ville blive underbetalt på det danske arbejdsmarked, siger han til Fagbladet 3F.

- Men vores virkelighed er også, at lige som vi har håndteret et problem, så opstår der et nyt. Derfor skal vi være på tåspidserne og ikke læne os tilbage nu, siger Mattias Tesfaye.

I rapporten fra Siri fremgår det, at styrelsen selv blev opmærksom på problemet efter “afsløringer i medierne”, men som Fagbladet 3F kunne afsløre for halvandet år siden, var Siri og Integrationsministeriet klar over problemet helt tilbage i 2015.

Dengang mistænkte myndigheden selv, at der skete “systematisk snyd med opholdstilladelser på beløbsordningen af kinesiske statsborgere i restaurationsbranchen, samt deres medfølgende familiemedlemmer,” og at der kunne være tale om “menneskehandel til tvangsarbejde”.

LÆS OGSÅ: Danske myndigheder har kendt til udnyttelse af kinesiske kokke i årevis

Et kontrolbesøg på 18 kinesiske restauranter førte til 17 sager om svindel med ordningen og misbrug af de ansatte.

Alligevel steg antallet af godkendte ansøgninger til kinesiske kokke markant i årene efter – på trods af myndighedernes viden om, at der kunne være risiko for tvangsarbejde blandt kokkene.

Også svindel i andre faggrupper

Det er ikke kun kinesiske kokke, der nu bliver afvist i stor stil. Også blandt andre lavtlønnede faggrupper har Siri fundet flere tilfælde end tidligere, hvor de formoder, at der er snydt med enten løn, arbejdstid, dokumenter eller lignende. 

Hvor antallet af afviste ansøgere for to år siden lå på omkring 30 procent for alle faggrupper, er afvisningsprocenten i 2021 oppe på 64 procent.

LÆS OGSÅ: Se selv: Sådan usselt bor kinesiske kokke i danske restauranter

Alligevel ønsker integrationsministeren ikke at ændre i beløbsordningen eller gøre den utilgængelig for lavtlønnede faggrupper.

- Helt generelt fungerer beløbsordningen godt. Den er til kæmpe gavn for dansk økonomi, og vi kan også se, at folk der kommer hertil via ordningen ikke har integrationsudfordringer. Så jeg vil meget nødigt pille ved den generelle ordning. Det har vist sig, at der har været et konkret problem med de kinesiske kokke, og det håber jeg nu er håndteret, siger Mattias Tesfaye.