Når man tager til lægen på grund af noget hoste, regner man ikke med at komme retur med en kræftdiagnose. Men det var dét, der skete for førtidspensionist Lone Christensen tilbage i 2014.

- Selvom lægen blev ved med at sige, at jeg havde kræft, blev jeg ved med at tænke, at det havde jeg ikke. Det var så uvirkeligt, og et eller andet sted er det nok stadig ikke helt sivet ind, siger den 61-årige thybo.

Til gengæld flød kræften rundt i flere dele af Lone Christensens krop. Mundhule, underliv, lymfer, tarme.

Og fra et stille liv som førtidspensionist, hvor Lone Christensen egentlig gik mest derhjemme for sig selv med ægtemanden Per, skulle hun pludselig afsted på landevejen til både Aalborg og Aarhus, hvor undersøgelserne og behandlingerne skulle foregå.

- Det var hårdt. Al tid blev brugt på hospitalerne og transport til og fra. Når jeg endelig var hjemme, var jeg træt og slet ikke mig selv. Det gik også hårdt ud over mit forhold med Per, siger Lone Christensen.

Vinder sjældnere over kræften

Kigger man lidt på statistikken, hører Lone Christensen til dem, der har lavere chance for at overleve kræft end andre.

Lone Christensen har nemlig en fortid med 20 år på fiskefabrik og 10 år i metalindustrien. Det har givet hende slid- og leddegigt, så hun i dag er førtidspensionist.

Og som ufaglært og med en lav indkomst har hun lavere odds, når det gælder kampen mod kræften, har forskere hos Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning for nyligt dokumenteret i en samling af 139 undersøgelser blandt danske kræftpatienter.

Her viser resultaterne tydeligt, at det er væsentligt bedre at være direktør end fabriksarbejder, hvis man rammes af kræft: Blandt alle kræftpatienter, der fik deres diagnose i perioden 2005-2009, var kun 53 procent af dem med den laveste indkomst i live efter fem år - mod 69 procent af kræftpatienter med den højeste indkomst.

Alt i alt har kræftpatienter med kort uddannelse, lav indkomst, minoritetsbaggrund, eller som bor alene slet ikke i samme grad som mere velstillede fået gavn af de fremskridt, der er sket på kræftområdet de seneste 30 år.  Det gælder både i forhold til forebyggelse, diagnose og behandling.

Ikke så godt et netværk

Nære pårørende og et godt overblik over egen sygdom er for eksempel vigtige paramentre for, hvordan man klarer sig igennem et kræftforløb, viser forskernes resultater. Og det syntes Lone Christensen ikke, at hun havde til at starte med.

- Meget blev jo læsset af på Per. Mine papbørn bor i Aarhus og i Norge - de kan ikke bare lige komme forbi. Og kolleger er der jo ikke rigtig nogen af længere, fortæller hun.

Som et lykketræf kom Karen en dag ind i Lone Christensens liv. Lone havde opsøgt Kræftens Bekæmpelse, fordi hun ville have noget hjælp til at finde rundt i det uoverskuelige liv med kræft. Hun tænkte: De må da kunne tilbyde mig noget!

Tilbuddet, som Lone Christensen sagde ja til, var en såkaldt navigator - en frivillig person, der i et halvt års tid skulle støtte hende. Navigatorprojektet er netop lavet for at hjælpe socialt sårbare personer i deres kræftforløb.

- Det gjorde en kæmpe forskel, da Karen kom ind i mit liv, siger Lone Christensen og lyser helt op.

- Jeg bruger Karen til alt. Jeg kan læsse af på hende, jeg kan snakke med hende, jeg kan grine sammen med hende, jeg kan græde sammen med hende. Hun er min trøst, når jeg er helt nede, fortæller Lone Christensen.

Mine ører og min mund

Og først og fremmest kunne Karen tage med Lone til undersøgelser og behandlinger:

- Karen er mine ører, og hun er også mange gange min mund. For jeg er ikke så meget inde i de fagudtryk, som lægerne bruger, men det er hun. Hun er gammel hjemmesygeplejerske, og så kan hun spørge meget bedre ind til tingene, end jeg selv kan, fortæller Lone Christensen.

Over et halvt år besøgte Karen i gennemsnit Lone Christensen to timer hver uge. De talte om alt mellem himmel og jord.

- Det var altid en stor tryghed at have Karen. Hun var en uvildig person, som står “midt i mellem”. Min mand blev alt for berørt - Karen tog det mere professionelt. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden hende, siger Lone Christensen.

Som en flæskesteg

Karen og Lone Christensen ses stadig, selvom den frivillige navigator-ordning på et halvt år for så vidt er slut. De har nemlig sammen åbnet en strikkecafé i Thisted i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse. Her kan kræftramte kvinder komme ned med strikketøjet og mødes med ligesindende og snakke om alt det svære.

I forhold til kræften er den for så vidt ude af Lone Christensens krop, men hun går stadig til kontrol hver måned.

- I alt er jeg opereret 15 gange. Jeg plejer at sige, at jeg føler mig lidt som en flæskesteg: Godt ridset. Det er en hård nød at knække, men man må tage det sure med det søde, siger thyboen med et smil.