Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 90 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 91 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 92 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).

- Vi er klar til at hjælpe kommunerne, blandt andet med jobformidling. Sådan lyder invitationen til et tættere samarbejde fra 3F's forbundsformand, Per Christensen, til Kommunernes Landsforening.

Per Christensen, 3F's forbundsformand, fortæller, at 3F de senere år har øget indsatsen med at formidle job. 3F vil gerne hjælpe og aflaste kommunerne.
FOTO: POLFOTO - Arkiv

Når topledere, byrødder og borgmestre fra landets kommuner torsdag og fredag er samlet til topmøde i Aalborg, er 3F’s formand, Per Christensen, klar til at byde kommunerne op til et tættere samarbejde.

- Arbejdspresset er stort i jobcentrene. Her kan vi i de faglige a-kasser aflaste, hvis vi får et større ansvar for indsatsen over for de arbejdsmarkedsparate ledige. Så kan jobcentrene i højere grad fokusere på ledige, som også har andre udfordringer, for eksempel socialt eller helbredsmæssigt, siger Per Christensen.

3F-formanden vil blandt andet gerne stå for jobformidling. De sidste to år har 3F formidlet cirka 3.300 job til ledige medlemmer.

- De senere år har vi udbygget vores jobformidling i a-kassen, hvor vi hjælper virksomhederne og vores medlemmer med at finde hinanden. Det vil være til gavn for alle, hvis jobcentrene og de fagligt funderede a-kasser kan styrke samarbejdet om at få de forsikrede ledige i målrettet efteruddannelse og arbejde, pointerer Per Christensen.

Han peger også på, at fagbevægelsen i forvejen har en god dialog med arbejdsgiverne om relevante arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelser.

- Derfor er vi godt klædt på til at rådgive vores medlemmer om, hvordan de bedst kan opkvalificere sig til morgendagens arbejdsmarked, siger han.

Flere perspektiver

KL-topmødet i Aalborg vil være præget af kommunalvalget i efteråret, men der er også andre emner på programmet. Blandt andet hvordan arbejdsmarkedet ser ud i fremtiden og hvilke kompetencer, der bliver brug for.

3F’s forbundsformand ser perspektiver i et tættere samarbejde på flere områder:

- Det gælder for eksempel social dumping, hvor der er en tæt sammenhæng mellem vores og kommunernes indsats. Kommunerne udstikker nogle vigtige pejlemærker, når de eksempelvis udbyder opgaver. Det gælder krav om ordentlige løn- og arbejdsvilkår og om uddannelses- og praktikpladser. Når man stiller stærke krav til kommunernes leverandører, er det jo også med til at sikre fair konkurrence for lokale virksomheder og medarbejdere, siger han.

3F-formanden deltager fredag formiddag i en paneldebat på topmødet med KL’s formand, Martin Damm, og Jens Klarskov, administrerende direktør i Dansk Erhverv, om fremtidens arbejdsmarked.