Da lægerne fortæller Jane Marie Melkinn, at hun har brystkræft, begynder hun at græde. Ikke på grund af sygdommen, for med det samme ved hun, at hun nok skal blive rask igen.

- Men jeg græd, fordi jeg vidste, at nu ville jeg miste mit arbejde. Det var mit arbejde, jeg tænkte på.

Jane Marie Melkinns cv tegner billedet af en kvinde, der altid har knoklet som en hest.

Kellogg’s, Paper Fantasies, Scandinavian Brake Systems og Svendborg Konservesfabrik er blot nogle af de steder, hvor hun har slået sine folder. Og det, på trods af at skolegangen var kort og fortrinsvis i hjælpeklasse. For dér placerede man de ordblinde i 1970’erne.

- Men jeg har klaret mig fint. Jeg kommer fra en familie, der godt kan lide at arbejde. Jeg er bare sådan en “arbejdsdame”, fortæller den nu 55-årige Jane Marie Melkinn.

Derfor gør det ekstra ondt, da hun i 2019 ser sin egen spådom blive til virkelighed. Her må hun sige endeligt farvel efter næsten 14 år på hospitalsvaskeriet Midtvask i Aarhus. Hun kan ikke længere kæmpe sig frem til sin arbejdsplads.

At kræftens indtog i livet samtidigt bliver et farvel til arbejdet, er ikke enestående, når man ser på Jane Marie Melkinns baggrund.

Risikoen for at forlade arbejdsmarkedet efter kræft er nemlig dobbelt så stor for ufaglærte, som for personer med et langt uddannelses-cv.

Langt de fleste kræftpatienter kommer faktisk retur til jobbet, når sygdommen er bekæmpet. Men risikoen for det modsatte udfald er altså større, når man har en kort eller ingen uddannelse bag sig, viser forskning fra Rockwool Fonden.

Knokler derudad

Jane Marie Melkinn nægter ellers at lade sig styre af sin sygdom – kemokure, stråler, træthed og hårtab til trods.

- Da håret røg, spurgte frisøren mig: “Hvorfor græder du ikke?” Men hun havde jo lige fortalt mig, at hår er dødt, så hvorfor skulle jeg græde over at miste noget dødt? husker Jane Marie Melkinn tilbage.

Hun udvikler dét, der kaldes en lymfødem-arm, efter at lægerne har fjernet 11 lymfer med kræft i de tre. Det betyder en arm med ophobet væske, der ikke kan slippe ud. Det er besværligt og ikke mindst smertefyldt.

Pø om pø arbejder hun sig dog op i timer på Midtvask, selv under kemobehandlingerne. Det er hårdt. Tonstunge dynebetræk og lagner fra de største hospitaler i Region Midtjylland skal vaskes og rulles.

På Midtvask er det på det tidspunkt sådan, at alle har fri én dag om ugen. Jane Marie Melkinns fridag ligger om onsdagen. Til gengæld arbejder hun ni timer og 15 minutter de resterende dage. Og hun klør på.

- Jeg er jo den stædige type. Så hvis jeg kun kunne stå én time ved en maskine, og der ikke kom en afløser som aftalt, så arbejdede jeg tre timer alligevel. Med det resultat, at min arm gjorde ondt og blev dobbelt så stor, fortæller Jane Marie Melkinn.

Slet ikke klar til comeback

Efter 14 måneder på fuld tid får det hele også en ende. Hun er begyndt at møde op med blodnæse, diarré og ondt i maven. Og armen er så godt som død, når hun kommer hjem. Da teamlederen en dag hundser lidt, fordi Jane Marie Melkinn ikke arbejder hurtigt nok, falder korthuset sammen. Hun ryger afsted til lægen med stress og depression og må sygemelde sig.  

Sygemeldingen sker op til en sommerferie, men da ferien er slut, er Jane Marie Melkinn slet ikke klar til comeback. I stedet får hun en god snak med direktøren hos Midtvask, og de bliver enige om en mindelig afsked og syv måneders løn.

- Min direktør gav mig ros og sagde til mig: “Du har vist mere end dét, du kan. Det er der ikke mange, der gør, når de har haft kræft”.

Langt fra storhedstiden

Jane Marie Melkinn er som udgangspunkt erklæret rask og fri for kræft. Hun deltager efter kommunal henvisning i tre forskellige sportsgrene om ugen – gåture, svømning og badminton – hvilket hun er meget optaget af. Her får hun sit sociale behov dækket, og motionen gør hende godt.

Hun er tilkendt et såkaldt ressourceforløb, hvor det skal afklares, hvad hun kan og magter. Selvom ønsket går mod arbejdsmarkedet, er hun meget i tvivl. For krop og sind er langt fra storhedstiden.

- Min veninde siger, at jeg altid har været så stærk. Det er jeg ikke længere, siger Jane Marie Melkinn.