Når nogen udgiver en hvidbog, ved man allerede, at det er vigtigt. Og alvorligt. I 2019 udgav Kræftens Bekæmpelse en hvidbog om ulighed i kræft. Minutiøst gennemgik man den forskning og de fremskridt, der havde været inden for kræftbehandling de seneste 30 år. Og resultatet var nedslående.

For det viser sig, at det i alle faserne under et kræftforløb – fra kræften angriber kroppen, til den opdages, til den behandles, og til man måske bliver rask – handler om at være veluddannet, tjene godt og have et netværk.

For kræft rammer de dårligst stillede først – og hårdest.

Kræftens Bekæmpelses direktør, Jesper Fisker, kalder det chokerende, hvor markant og entydig uligheden er:

- Det må ikke være uddannelseslængden, størrelsen på pengepungen, eller hvor hårdt man kan slå i bordet, som må være afgørende for, om man skal leve eller dø af kræft. Som velfærdssamfund kan vi ikke være denne ulighed bekendt. Det bliver vi nødt til at gøre noget ved, siger Jesper Fisker. 

Sværere for kortuddannede at komme tilbage i job

Skal en kræftpatient retur til sit job, er der igen en social ulighed. Det viser forskning, som Rockwool Fonden har stået for.

- Det positive er, at langt de fleste kræftpatienter kommer tilbage til job. Det negative er, at de, der har den korteste uddannelse, også har den største risiko for ikke at komme tilbage, opsummerer forskningsleder Eskil Heinesen, Rockwool Fonden.

Én af dem, der ikke er kommet tilbage, er den 55-årige 3F’er, Jane Marie Melkinn, som Fagbladet 3F har skrevet om. 

Hun har hele sit liv knoklet som en hest som ufaglært på flere forskellige virksomheder, men må i 2019 sige endeligt farvel til hospitalsvaskeriet Midtvask i Aarhus, hvor hun har været i næsten 14 år. Hun kan ikke længere kæmpe sig frem til sin arbejdsplads.

Tre år efter, at ufaglærte har fået konstateret kræft, vil risikoen for, at de har forladt arbejdsstyrken, være 9,9 procentpoint større end for en sammenlignelig gruppe uden kræft. Det tilsvarende tal for folk med videregående uddannelser er kun på 5,0 procentpoint, viser Rockwool Fondens undersøgelser.

En stor del af forklaringen skal hentes i jobtyper. Fordi fysikken kan svækkes efter et kræftforløb.

- Hvis man har et job, hvor der er høje krav til fysisk styrke i jobbet, så er der større risiko for, at man ikke kommer tilbage efter en kræftsygdom. Og flere ufaglærte og faglærte har et fysisk krævende job i forhold til højtuddannede, siger Eskil Heinesen.

Fysisk krævende job er en udfordring

Flere folk med videregående uddannelser har også job, hvor der udvises større fleksibilitet i forhold til arbejdstid og arbejdsbyrde, vurderer han.

At komme tilbage i arbejde er en indikator på, om man kan fortsætte det liv, man havde, før man fik kræft. Og for samfundet er det vigtigt at have fokus på at begrænse den andel, der forlader arbejdsmarkedet på grund af sygdom, siger Eskil Heinesen:

- Her kan man godt overveje, om de indsatser, man gør for at få folk tilbage i job, er godt nok gearet til alle grupper, eller om man kunne gøre mere for dem med en kort uddannelse og et fysisk krævende job. De har måske i højere grad brug for omskoling, så de kan tage andre jobs end dem, de havde før, siger forskningslederen.

Nogle skal have mere, for at alle får det samme

Også hos Kræftens Bekæmpelse lyder det, at nogle patienter skal have mere, for at alle i sidste ende får det samme:

- Vi skal blive meget bedre til at have fokus på senfølger efter kræft, både fysiske og psykiske, og tilbyde rehabilitering til alle, som har behov for det, så det ikke kun er dem, der råber højest, som får det, siger direktør Jesper Fisker.

Lægerne skal også blive meget bedre til at tale med patienterne om deres jobsituation, mener han.

- Der kan selvfølgelig være gode grunde til, at man ikke kan passe et arbejde efter en kræftbehandling, som kan være meget barsk. Men flere skal gerne tilbage på arbejde, hvis der er mulighed for det, siger Jesper Fisker.