Gå til hovedindhold
De to herrer Duccio Astaldi og Alessandro Mazzi er henholdsvis korruptionsanklaget og dømt, men nu er deres familie en del af dansk Storstrømsbro-firma.
FOTO: Pierpaolo Scavuzzo

Italiensk konsortium opretter Storstrømsbro-firma i Danmark efter skandaler og politisk ballade. De reelle ejere er nære familiemedlemmer til korruptionsramte italienere

Efter et kaotisk forløb op til kontraktunderskrivelsen på den nye Storstrømsbro har tre italienske entreprenører nu oprettet et dansk firma til at tage imod de 2,1 milliarder skattekroner, som de får for at bygge broen.

Men de reelle ejere bag det danske firma er et sammenrend af familiemedlemmer til to kontroversielle italienske erhvervsmænd, der står i korruptionsanklager til halsen.

Den ene sidder i husarrest og er allerede dømt ude af Storstrømsbro-projektet, og den anden er idømt fængsel og millionbøde i en stor korruptions- og bestikkelsesskandale.

Det viser en gennemgang af det danske firma, som Fagbladet 3F har lavet.

LÆS OGSÅ: Minister under pres: Ordfører trækker Bagmandspolitiet ind i ny Storstrømsbro-skandale

Firmaet hedder Storstroem Bridge Joint Venture I/S (SBJV) og er oprettet af de tre italienske selskaber Itinera, Condotte og Grandi Lavori Fincosit, som skal bygge Storstrømsbroen.

Professor Anders Drejer fra Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet mener, at det er en uholdbar situation, som går ud over samarbejdet mellem de italienske entreprenører og den danske bygherre, Vejdirektoratet.

- En personkreds så tæt på sager om korruption bidrager til, at der hænger en ubehagelig mistanke over hele projektet. Vejdirektoratet har langt hen ad vejen gjort, hvad de kunne, ved at indføre særlige klausuler, men det er ikke til megen nytte, når det italienske konsortium spiller efter deres egne regler, siger han.

Koner og bror til korruptionsramte

I december blev der indkaldt til hastesamråd i Folketinget, og kontrakten på Storstrømsbroen blev udsat, efter at Fagbladet 3F havde afsløret, at to af de tre firmaer - Condotte og Grandi Lavori Fincosit - er ramt af en kæmpe korruptionssag i Venedig.

LÆS OGSÅ: To italienske firmaer ramt af korruptionssag: Nu skal de bygge Danmarks tredjestørste bro

Efter flere afsløringer og en undersøgelse fra Kammeradvokaten kunne det italienske konsortium 26. februar skrive under på kontrakten med Vejdirektoratet.

Dog med en formindsket ejerandel hos Condotte, som er på randen af konkurs og skandaleramt, efter at bestyrelsesformanden Duccio Astaldi for tre uger siden blev anholdt og sat i husarrest under mistanke om korruption. Herefter måtte han træde ud af Condotte.

LÆS OGSÅ: Ny skandale på Storstrømsbroen: Topchef anholdt i korruptionssag

Nu viser det sig, at konen til selvsamme Duccio Astaldi indtager en rolle i det danske firma SBJV I/S, der skal stå for opførslen af Storstrømsbroen.

Her er Isabella Bruno Tolomei Frigerio nemlig udpeget som reel ejer.

Læs mere om såkaldte reelle ejere hos Erhvervsstyrelsen

Var med i korruptionsnetværk

Erhvervsstyrelsen bekræfter over for Fagbladet 3F, at det er det italienske konsortium, der via sin danske advokatforbindelse har opgivet Astaldis kone og to andre italienere som reelle ejere af det danske firma.

De to andre er Donatella Rocco og Giorgio Mazzi, som er henholdsvis kone og bror til den korrupte, nu forhenværende bestyrelsesformand for Grandi Lavori Fincosit, Alessandro Mazzi.

Det italienske bagmandspoliti og andre kilder i Italien bekræfter familierelationerne over for Fagbladet 3F.

Alessandro Mazzi blev i 2014 anholdt for sin rolle i et omfattende bestikkelses- og korruptionsnetværk i forbindelse med et kæmpe dæmningsbyggeri i Venedig og indgik senere et forlig, hvor han fik betinget fængsel og en bøde på fire millioner euro.

Læs også: Lønbonus til chefer for udskældt Storstrømsbro

Også Condottes detroniserede formand, Duccio Astaldi, er under anklage i korruptionssagen fra Venedig, ligesom Condotte og Grandi Lavori Fincosit er direkte involveret i sagen.

Her skal de to selskaber med kontrakt på Storstrømsbroen forsvare sig mod anklager om, at de har fået en økonomisk gevinst ud af, at deres forhenværende topledere bestak sig til store byggekontrakter på dæmningsprojektet.

Italiensk trio kan påvirke dansk firma

Nu er det altså to koner og en bror til de korruptionsramte italienere, der er udpeget som de reelle ejere af det danske Storstrømsbro-firma, og ifølge en ekspert i selskabsret kan den italienske trio herfra påvirke retningen for firmaet.

- Når de står som reelle ejere i det danske selskab, så har de bestemmende indflydelse enten direkte i det danske firma eller indirekte via deres rettigheder i de italienske selskaber, siger lektor Troels Michael Lilja fra Juridisk Institut på Copenhagen Business School (CBS).

LÆS OGSÅ: Efter skandalesager og kritik: Kontrakten på Storstrømsbroen er skrevet under

Det er af hensyn til gennemsigtighed, at de danske myndigheder har et krav om, at såkaldte interessentskaber eller I/S-firmaer opgiver, hvem der er de reelle ejere.

De to koner og broren i SBJV I/S har alle betydelige ejerandele i de overliggende selskaber i det italienske konsortium.

SBJV I/S repræsenteres af bestyrelsesformanden Silvio Fascio fra firmaet Itinera, men ifølge lektor Troels Michael Lilja kan de tre familiemedlemmer til de korruptionsramte italienere have større magt i firmaet, end hvad der fremgår af det danske erhvervsregister.  

- De kan have ret til at udpege ledelsesmedlemmer eller andre muligheder for at udøve bestemmende indflydelse i firmaet. Men vi kender ikke omfanget af deres indflydelse, for de oplysninger vil typisk fremgå af en ejeraftale mellem virksomhederne, og den er stifterne ikke forpligtet til at oplyse om til de danske myndigheder, forklarer han.

Kontroversielt - ikke ulovligt

Sekretariatsleder Gunde Odgaard fra byggeriets paraplyorganisation BAT-kartellet mener, at sagen er et nyt eksempel på, at den danske stat er alt for naiv, når den entrerer med italienske selskaber med et plettet omdømme.

- Det lugter langt væk af, at vi nu skal have personer med korruptionssager helt inde i familien til at stå for et så vigtigt projekt som Storstrømsbroen. Det burde få alle alarmklokker til at ringe hos vores politikere, siger han.

Troels Michael Lilja fra CBS vedkender, at det kan virke kontroversielt at have familiemedlemmer til korruptionsramte i kredsen af reelle ejere på et dansk firma, men understreger, at der ikke er noget juridisk at komme efter.

LÆS OGSÅ: Storstrømsbroen: To af tre italienske brobyggere er ikke mafiahvidlistet

Den vurdering bakker professor i selskabsret på CBS Søren Friis Hansen op om.

- Myndighederne har ikke mulighed for at gøre noget ved det. Der er ikke noget i dansk lovgivning, der forbyder sådan en konstruktion, siger han.

Søren Friis Hansen forklarer også, at det er de tre italienske brobyggere, Itinera, Grandi Lavori Fincosit og Condotte, der hæfter for eventuel gæld i det danske firma.

Ikke personlige ejerandele

Hos det italienske konsortium hæfter man sig ved, at de tre familiemedlemmer til de korruptionsramte italienere ikke har personlige ejerandele i SBJV I/S.

Konsortiet bestrider dog ikke, at det er Itinera, Grandi Lavori Fincosit og Condotte, der sammen har oprettet det danske firma, eller at de to koner og broren, der er opgivet som reelle ejere, har store ejerandele i de italienske selskaber.

Læs også: Vejdirektoratet ‘googlede’ efter negativ omtale af italienske brobyggere

Vejdirektoratet oplyser, at de nu vil tage kontakt til det italienske konsortium for at få en forklaring.