Stop piveriet. Gør noget ved problemerne, og driv butikken professionelt, som var det Danmarks bedste virksomhed.

Sådan lyder det i en kras og kærlig opsang til fagbevægelsen fra tidligere finansminister Bjarne Corydon, der var en af de mest markante socialdemokratiske politikere i Helle Thorning-Schmidts regering.

I 2018 skiftede han den socialdemokratiske partibog ud med et job som administrerende direktør og chefredaktør på Dagbladet Børsen.

- Fagbevægelsens grundlæggende problem er, at den mister medlemmer. Det har den gjort i lang tid, og det gør den stadig. Men det er altid de andres skyld. De gule fagforeninger er nogle skurke, og arbejdsgiverne og politikerne skal gøre noget. Hjælpen skal altid komme udefra, siger Bjarne Corydon.

- Det er ikke en sund måde at tænke på. Selvindsigten mangler. Man er nødt til at tale åbent om, hvad man vil gøre ved problemerne. Kun fagbevægelsen kan redde sig selv, siger han.

Mental åreladning

I sin avis skrev han for nylig, hvordan han betragter en inkompetent fagbevægelse som den største trussel mod den danske model.

Og Bjarne Corydon, der selv er vokset op i en 3F-familie, mener i den grad, at der er behov for en mental åreladning og et opgør med arvegodset.

- Smid klassekampsretorikken på møddingen, respekterer medlemmerne, tag dem ikke for givet, og tal klogt, men ikke aggressivt til dem. Man kan sagtens være stolt af sin historie og baggrund, men moderne mennesker er ikke født med en bestemt politisk opfattelse, fordi de har en bestemt uddannelse, siger Bjarne Corydon.

Et af symptomerne på fagbevægelsens problemer er ifølge Bjarne Corydon en ideologi om, at alle holdninger og værdier er røde.

- Jo mere fagbevægelsen bliver en karrierevej og legeplads for en gruppe mennesker med de samme holdninger, og jo mere skinger tonen er fra en lille skare på den yderste venstrefløj, desto mere rykker man sig væk fra den almindelige danske lønmodtager. Man risikerer, at almindelige, moderate mennesker melder sig ud af butikken, siger Bjarne Corydon.

- Det er jo langtfra alle 3F’ere, der stemmer på Socialdemokratiet eller venstrefløjen. Jeg tror, at mange ting ville se anderledes ud, hvis færre tillidsvalgte i fagbevægelsen kunne leve af deres hverv, og man i højere grad så på driften og ikke kun ideologierne, siger han.

Nødt til at rette op

Bjarne Corydon peger på Frankrig, der har den laveste organiseringsgrad i Europa, som et eksempel på, hvor galt det kan gå.

- Det vil være et skrækscenarie, hvis vi fik de tilstande. Ikke kun for fagbevægelsen, men for hele Danmark. Der findes ikke et attraktivt alternativ til den danske model, siger han.

Derfor skal der også værnes om den, og vejen frem er at favne fremtiden og i langt højere grad drive fagbevægelsen som en virksomhed, mener Bjarne Corydon.

Må sluge nogle kameler

Hvis det kræver et lavere kontingent og særlige medlemsordninger for også at få platformstjenesterne med i fællesskabet, må fagbevægelsen sluge de kameler, mener Bjarne Corydon.

- Man må erkende, at platformsøkonomien er en måde, som mange i dag har appetit på at arbejde på, siger han.

Til gengæld mener han, at Fagbevægelsens Hovedorganisations (FH) bud på en økonomisk 2030-plan, hvor flere medlemmer skal betale topskat, så de offentlige udgifter kan øges, er en helt gal vej at gå.

- Det er ude af trit med kerneinteresserne for medlemmerne, deres arbejdspladser og dansk økonomi, siger han.

FH-formand: En udfordring for hele samfundet

Lizette Risgaard, formand for FH, afviser blankt kritikken fra den tidligere finansminister.

- Vores økonomiske plan er et meget balanceret bud på, hvordan folk som Bjarne Corydon, der har mere end de fleste, også godt kan bidrage lidt mere. Uden at folk mister hele deres formue, siger hun.

Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation. FOTO: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

FH-formanden erkender, at fagbevægelsen lider under faldende medlemstal, selvom overenskomstdækningen i Danmark stadig er over 80 procent.

- Det er overhovedet ikke et tabu. Jeg har om nogen sat fokus på, at vi har en kæmpe udfordring og virkelig skal kigge både indad og udad. Vi er nødt til at forholde os til virkeligheden og det faktum, at mange danske lønmodtagere i dag er dækket af en overenskomst, men ikke er medlem af en fagforening, siger Lizette Risgaard.

- Og vores problemer med medlemstallet er saftsuseme også en udfordring for samfundet, siger hun.

“Vi klynker ikke”

Derfor er der brug for, at både arbejdsgivere og politikerne anerkender og støtter op om fagbevægelsens bidrag til at sikre et organiseret arbejdsmarked i Danmark, hvor der ikke er et A- og et B-hold, understreger FH-formanden.

- Vi klynker ikke og tigger ikke om statsstøtte eller vennetjenester. Men vi forventer, at Christiansborg hjælper med at skabe gode rammer for organisering. Ligesom aviserne er glade for mediestøtte, selvom læserne forsvinder. Og politikerne selv skruer op for partistøtte, når partiernes medlemstal daler, siger Lizette Risgaard.

- Så hvis Corydon virkelig bekymrer sig om lønmodtagerne og den danske model, så er det på tide at anerkende de over 1,5 millioner lønmodtagere, der tager ansvar i en overenskomstbærende fagforening. Medlemmer, der tager ansvar ved forhandlingsbordet og ude på arbejdspladserne, siger hun.

Afviser inkompetence

FH-formanden afviser også al snak om, at fagbevægelsen er inkompetent eller for politisk.

- Vi er ikke blinde for vores egne fejl og mangler. Men vi er en demokratisk forening, hvor medlemmerne bestemmer, hvem der skal varetage deres interesser. Kan vi blive dygtigere og bedre? Ja. Det er jeg sikker på, at Bjarne Corydon også kan, siger Lizette Risgaard.

- Vi er hverken halevedhæng for det ene eller andet parti, men som fagbevægelse kommer vi aldrig til at være upolitiske. Vi vil altid have en holdning til, hvilken retning samfundet skal bevæge sig i, siger hun.

Havde det ikke været for fagbevægelsens visioner for fremtiden, havde vi i Danmark ifølge Lizette Risgaard aldrig haft det gode velfærdssamfund og det stærke arbejdsmarked, som vi har i dag.

- Sammen med erhvervslivet og politikerne har vi skabt det danske velfærdssamfund – den danske model. Hvis vi havde set passivt til, havde vores samfund været langt mere ulige og individuelt, siger hun.