Som arbejdsmiljøpolitisk chef i landets største fagforening hører det ikke til sjældenhederne, at jeg havner i debatter, hvor fagbevægelsens rolle i dagens Danmark problematiseres. Særligt behovet for organiseringen af tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter synes for mange danskere hører fortiden til - dengang hvor arbejdsmiljøet var farligt, arbejdsdagene lange og virksomhedsejerne kapitalister som kun tænkte på at skabe profit.

Det er selvfølgelig slet ikke til diskussion, at det danske arbejdsmarkedet har gennemgået en større revolution siden 1800-tallet, hvor de første grundsten til den danske fagbevægelse blev lagt. Både hvad angår arbejdstid, løn, ferie, barsel, pension og ikke mindst kravet om, at det skal være sikkert og sundt at gå på arbejde. Men til de danskere, som lever i illusionen om, at den danske fagbevægelse ikke har mere at kæmpe for, er jeg nødt til at sige, at vi desværre er langt fra i mål.

Der findes nemlig en skyggeside af det danske arbejdsmarked, som vi ikke taler så meget om. En skyggeside, hvor primært ufaglærte og sårbare grupper er beskæftigede i usikre ansættelser. En skyggeside, hvor arbejdsmiljøforholdene er så kritisable, at de ikke tåler dagens lys. Jeg mener imidlertid, at det er min pligt at bringe historierne frem i lyset. 

Tre henvendelser på en dag

Så sent som i fredags fik jeg tre forskellige henvendelser om dybt kritisable arbejdsmiljøforhold, som jeg gerne vil dele med jer. Den første var en henvendelse fra et ældre medlem, som er beskæftiget i industribranchen. På medlemmets arbejdsplads er der blevet sat skilte op, som sort på hvidt forbyder medarbejderne at gå på toilettet uden for frokostpausen. Da det pågældende medlem i en periode havde haft problemer med maven og derfor været nødsaget til at benytte toiletfaciliteterne uden for frokostpausen, resulterede dette i en regulær, højlydt skideballe midt i produktionshallen foran kollegerne.

Den anden henvendelse drejede sig om et medlem i seniorjob på en folkeskole. Medlemmet var igennem en længere periode blevet sat til at udføre hårde, fysisk krævende arbejdsopgaver, som var i direkte modstrid med de arbejdsopgaver, som han ifølge sin jobbeskrivelse måtte udføre. Da medlemmet konfronterede sin leder med problematikken, fik han at vide, at han var doven og ikke skulle være så sart. Dagen efter blev han af lederen og flere af de øvrige kolleger tiltalt som “dovne” og efterfølgende chikaneret gennem en periode til han til sidst måtte sygemeldes.    

Tredje henvendelse drejede sig om et medlem, der arbejder som rengøringsassistent i en større offentlig virksomhed. Medlemmet havde gennem en længere periode følt sig udsat for chikane af en mellemleder, der havde for vane systematisk at eftergå hendes arbejde med henblik på at finde fejl og mangler. Medlemmet var blandt andet blevet kritiseret for ikke at have fjernet nullermænd fra den kost, som hun havde fejet med, samt at overse et spindelvæv i fire meters højde.

Der er en skyggeside

De tre historier kan umiddelbart synes vidt forskellige, men de har dog det til fælles, at forurettede i alle tilfælde er medarbejdere, som uden en stærk fagforening i ryggen må vælge imellem en fyreseddel eller fortsat ydmygelse. Endvidere er et fælles træk ved historierne, at de ikke er enkeltstående tilfælde, men at de repræsenterer både type og bredde af de problemstillinger, som lever i bedste velgående i skyggesiden af det danske arbejdsmarked.

Det er min forhåbning, at de tre medlemmers historier kan rokke blot en smule ved opfattelsen af, at den danske fagbevægelse har gjort sig selv overflødig. Vi er nået langt, men der er stadig vigtige kampe at kæmpe. Kampe, som kun vindes, når vi står sammen og insisterer på, at ingen skal kæmpe alene.