Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: field_partner i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).

En ekspert i menneskehandel undrer sig over, at anklagemyndigheden ikke rejser tiltale om menneskehandel i den såkaldte Holbæk-sag, hvor bygningsarbejdere har tjent ned til 2.000 kroner i månedsløn.

De pakistanske bygningsarbejdere og brødre Basharat Hussain og Shabbir Hussain tjente ned til 2.000 kroner i månedsløn, da de arbejdede i Danmark.
Privat

Center mod Menneskehandel har tidligere vurderet, at to pakistanske bygningsarbejdere har været ofre for menneskehandel til tvangsarbejde i Danmark. Og to byggebosser har været sigtet for menneskehandel i sagen. Men der bliver ikke nogen straffesag imod pakistanske byggearbejderes tidligere arbejdsgivere for overtrædelse af straffelovens paragraf om menneskehandel.

Det fremgår af nye breve fra Midt- og Vestsjællands Politi til de to pakistanere, der har tjent ned til omkring 2.000 kroner om måneden i løn. 

Afgørelsen er truffet af anklagemyndigheden, som fører sager på det danske samfunds vegne, og som har vurderet alle politiets efterforskningsresultater og beviser i sagen.  

Den statslige anklagemyndigheds beslutning i den såkaldte “Holbæk-sag” undrer ekspert i menneskehandel til tvangsarbejde Marlene Spanger, der er lektor ved Aalborg Universitet.

- Man fjerner nu hele tvangs- og udnyttelseselementet i sagen. Det undrer mig, at anklagemyndigheden ikke vurderer det her som en sag om menneskehandel, siger hun til Fagbladet 3F og fortsætter: 

- I Danmark er der åbenbart en retslogik, hvor det er svært at koble en sag, hvor migranter har lovlig opholds- og arbejdstilladelse med menneskehandel og åger, der er økonomisk udnyttelse. Men der kan altså fortsat finde en udnyttelse og tvang af mennesker sted, selvom der er tegnet en ansættelseskontrakt og udstedt opholds- og arbejdstilladelser.  

Lovet 33.000-35.000 kroner i månedsløn

De to pakistanske bygningsarbejdere og brødre Basharat Hussain og Shabbir Hussain arbejdede blandt andet med at bygge boliger i Holbæk inden for perioden fra 1. juli 2017 til og med juli 2018. 

De var via deres ansættelseskontrakter med firmaet DK Builders ApS fra Mørkøv på Nordvestsjælland lovet henholdsvis 35.000 og 33.333 kroner om måneden i løn. Disse lønninger var nok til, at pakistanerne kunne bo og arbejde lovligt i Danmark efter reglerne i den såkaldte beløbsordning.

Men ofte modtog de to pakistanere en betaling, der svarer til blot omkring 2.000-4.000 kroner om måneden.

En tredje pakistaner i sagen, Yasir Dawood, har oplyst til Fagbladet 3F, at han slet ikke har fået egentlig løn for sit arbejde gennem fire måneder på byggeprojektet i Holbæk.

Center mod Menneskehandel har i sommeren 2018 vurderet, at de tre pakistanere har været ofre for menneskehandel til tvangsarbejde i Danmark.

Læs også: Menneskehandlet pakistaner: Jeg var deres udenlandske slave"

Sigtelse for menneskehandel droppet

De to forhenværende ejere af og direktører for Dk Builders ApS har tidligere i sagen været sigtet for menneskehandel. Men den sigtelse er blevet ophævet.

Midt- og Vestsjællands Politi forklarer i brevene til de to pakistanere, at anklagemyndigheden ikke mener, at det ved en domstol kan bevises, at de nu tidligere sigtede er skyldige i menneskehandel til tvangsarbejde ifølge straffeloven.

Anklagemyndigheden vurderer, at selvom det skulle kunne bevises, at der har været brugt magtmidler over for pakistanerne, er der ikke det tilstrækkelige beviser for, at det er sket med fortsæt til at udnytte bygningsarbejderne “ved tvangsarbejde eller slaverilignende forhold”.

Myndigheden lægger i afgørelsen vægt på, at pakistanerne i et vist omfang har fået løn, selvom pengene ikke gik ind på deres egen konto. At bygningsarbejderne har haft adgang til en bil samt nøgle til deres bolig, der var knyttet til en af bagmændene bag byggeprojektet i Holbæk. Og at pakistanerne har haft en mobiltelefon og internet.

“At Center mod Menneskehandel på baggrund af en samtale med dig har vurderet, at du havde været udsat for menneskehandel, ændrer ikke anklagemyndighedens vurdering af sagen,” skriver Midt- og Vestsjællands Politi i brevene og gør brødrene opmærksom på, at der stilles “høje krav” til beviserne i en straffesag.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Pakistanske Shabbir Hussain iført arbejdsbukser fra firmaet Byg&Bolig, hvor Jesper Oemann Andersen er direktør. Officelt var Shabbir Hussain ansat i DK Builders.
Pakistanske Shabbir Hussain iført arbejdsbukser fra firmaet Byg&Bolig, hvor Jesper Oemann Andersen er direktør. Officelt var Shabbir Hussain ansat i DK Builders. FOTO: Privat

3F: Rystende

De to bygningsarbejdere er medlemmer af 3F, som er stærkt kritisk over for anklagemyndighedens afgørelse i sagen. Forbundssekretær i 3F Henning Overgaard mener, at det er rystende, at anklagemyndigheden ikke mener, at der i sagen kan rejses tiltale for menneskehandel.

- Afgørelsen vidner om det, vi har påpeget i årevis: Loven skal ændres, så der lettere kan rejses tiltale og dømmes for menneskehandel. Det er vildt, at man har brugt tre år på at vurdere den umenneskelige behandling, som vores to medlemmer i Holbæk-sagen har været udsat for, og tilsyneladende kun anklager for det aldeles uafviselige: at pakistanernes arbejdsgiver har overtrådt bestemmelserne i beløbsordningen, fordi de langt, langtfra fik den kontraktmæssige løn, som arbejdsgiveren havde lokket med, lovet dem, og som loven fastsætter i beløbsordningen, siger forbundssekretær i 3F Henning Overgaard.

Han undrer sig over, hvorfor politiet tilsyneladende ikke har brugt tiden på at underbygge anklager om, at bygningsarbejderne har været udsat for åger, altså økonomisk udnyttelse.

- De positive intentioner i justitsministerens udtalelser om, at “handel med mennesker er usselt og skal bekæmpes benhårdt,” er i hvert fald ikke slået igennem i den daglige praksis hos anklagemyndigheden, siger Henning Overgaard og tilføjer:

- De tværpolitiske intentioner om en ny, national efterforskningsenhed må hurtigst muligt omsættes til praksis og konkret handling, så vi kan få skovlen under kyniske bagmænd og få dem dømt.

Læs også: Stort flertal vil gøre det nemmere at straffe menneskehandlere

102 ofre – 0 dømte

Fagbladet 3F kunne i februar 2021 fortælle, at Center mod Menneskehandel under Socialstyrelsen har konkluderet, at i alt 102 personer har været ofre for menneskehandel til tvangsarbejde i Danmark i perioden fra 2009 til og med 2019.

Men samtidig er ikke en eneste bagmand blev dømt for menneskehandel til tvangsarbejde i Danmark.

Der har været ført tre retssager om menneskehandel til tvangsarbejde i Danmark, og i alle tre sager er de tiltalte blevet frifundet for denne hovedanklage. Sagerne handler om økonomisk udnyttelse af ghanesiske fiskere og rumænske rengøringsmedarbejdere, som havde været ind­logeret i chefens fiskekutter, kælder eller garage.

Til gengæld er flere bagmænd blevet dømt for at udnytte medarbejdere økonomisk og dermed overtræde straffelovens paragraf om åger. Senest blev en dansk skibsreders virksomhed i Thyborøn i januar 2021 idømt en bøde på tre millioner kroner til statskassen for grov åger og brud på udlændingeloven i forbindelse med hans beskæftigelse af to fiskere fra Ghana.  

Gennem mere end tre år betalte skibsrederen mindre end 9.000 kroner om måneden i løn til hver af de to ghanesiske fiskere – for 11 timers arbejde hver af ugens seks første dage. De to fiskere har ikke fået nogen økonomisk kompensation.

For tiden kører en anden sag om åger ved Retten i Sønderborg. Det drejer sig om den såkaldte Padborg-sag, hvor den store transportvirksomhed Kurt Beier Transport A/S samt fire chefer fra virksomheden er tiltalt for blandt andet grov åger.

Ifølge anklagemyndigheden har de tiltalte udnyttet 30 lastbilchauffører fra Filippinerne og Sri Lanka, som var indlogeret i en slumlejr i Padborg og tjente cirka 7.900 kroner om måneden for at køre lastbil i Europa. De fire tiltalte afviser alle anklager i sagen, hvor der falder dom i august 2021.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Ingen kommentarer

Men selvom de pakistanske bygningsarbejdere har tjent markant mindre i månedsløn i Danmark end de ghanesiske fiskere og de asiatiske lastbilchauffører, har anklagemyndigheden ifølge anklageskriftet ikke rejst tiltale for åger i “Holbæk-sagen”.

Fagbladet 3F har bedt Midt- og Vestsjællands Politi om kommentarer til sagen og har blandt andet spurgt, om politiet har efterforsket “Holbæk-sagen” ud fra straffelovens paragraf om åger, hvorfor der ikke er rejst tiltale for åger, og hvorfor sagsbehandlingstiden har varet mere end tre år.

En medarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politis presseafdeling skriver i en e-mail til Fagbladet 3F:

- Jeg har vendt din forespørgsel med anklagemyndigheden. Midt- og Vestsjællands Politi ønsker ikke at kommentere på en verserende straffesag.

Ifølge sagens anklageskrift har anklagemyndigheden alene rejst tiltale imod én forhenværende ejer af og direktør for Dk Builders ApS, Madasar Ahmed, for brud på udlændingeloven. Ifølge anklageskriftet har byggebossen beskæftiget sagens tre pakistanske statsborgere i strid med de betingelser, der lå til grund for deres opholds- og arbejdstilladelse i Danmark.

Anklagemyndigheden kræver, at byggebossen bliver idømt en bøde. Bødens størrelse fremgår ikke af anklageskriftet i sagen. 

Har erkendt underbetaling og ulovligheder

Fagbladet 3F har forgæves forsøgt at få kommentarer fra Madasar Ahmed til anklagemyndighedens afgørelse i sagen.

Men han har tidligere indrømmet over for Fagbladet 3F, at der er foregået ulovlige handlinger og underbetaling i hans firma. Ifølge hans eget udsagn havde han omkring fem pakistanere ansat, mens firmaet var aktivt. 

Arbejdsgiveren fralagde sig dog ansvaret for den manglende betaling og skød i stedet skylden på byggeprojektets danske hovedentreprenør, der har hyret Dk Builders ApS til at arbejde for sig.

- Han betalte mig aldrig noget, så de ansatte kunne få deres penge, sagde Madasar Ahmed i februar 2019 til Fagbladet 3F.

Hovedentreprenør Jesper Oemann Andersen ville ikke kommentere på sagen.

Madasar Ahmed blev i 2020 idømt en konkurskarantæne på to år, fordi han som direktør for Dk Builders ApS ifølge Retten i Holbæk har udvist “groft uforsvarlig forretningsførelse”.

Det er uvist, hvornår straffesagen kommer for retten.