Mindre end tre uger efter at en medarbejder blev klemt ihjel i en kassevasker hos Danish Crown i Sønderborg, stod en ansat inde i en lignende maskine, mens den var tændt, da Arbejdstilsynet kom på besøg.
Det kunne være gået helt galt og i værste fald have kostet menneskeliv.
Sådan lyder vurderingen fra Arbejdstilsynet efter et tilsynsbesøg hos Danish Crown i Sønderborg 4. juli i år.
Her så den tilsynsførende fra Arbejdstilsynet en ekstern rengøringsmedarbejder stå inde i en karvasker – der bruges til at vaske kødrester af rustfri stålkar – mens den industrielle opvaskemaskine var i automatisk drift.
“Derved var der risiko for, at ansatte fra ISS Facility Services A/S kunne pådrage sig alvorlig personskade, fx i form af klemning og brud eller afgå ved døden,” skriver Arbejdstilsynet, som reagerede på episoden ved at udstede et strakspåbud til Danish Crown.
Dødsulykke få uger før
Tilsynsbesøget fandt sted mindre end tre uger efter en fatal arbejdsulykke på slagteriet, der kostede en medarbejder livet.
Fagbladet 3F beskrev forleden, hvordan den 44-årige reparatør Michal Meyer tirsdag 13. juni i år blev fundet livløs og fastklemt i en kassevasker på slagteriet. Han døde af sine kvæstelser fredag 16. juni efter at have ligget i kunstig koma i tre dage.
- Det er fuldstændig vanvittigt og dybt forargeligt, at slagteriet ikke har mere styr på sikkerheden eller lært noget af den ulykke, som kostede min søn livet, siger Hans Erik Meyer, der er far til den afdøde Michal Meyer.
- Det samme kunne være sket igen, siger han.

Ved episoden 4. juli var der flere alvorlige problemer med sikkerheden, fremgår det af Arbejdstilsynets besøgsrapport og afgørelse, som Fagbladet 3F er i besiddelse af.
Medarbejderen fra ISS Facility Services A/S var gået ind i maskinen for at rette på et stålkar, som sad fast i transportkæderne og indgangslåget. Da stålkaret var rettet til og ført ind i vaskemodulet, skyndte han sig ud gennem en åbning mellem karvaskerens indgangslåge og hegn. Overfor Arbejdstilsynet kunne manden ikke redegøre for, hvordan der sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt kunne foretages indgreb i karvaskeren, mens den var i drift.
Der var ingen sikkerhedsanordning, som forhindrede, at den ansatte kunne trænge ind i karvaskeren under drift. Heller ingen sikkerhedsanordning, som forhindrede, at han kunne blive klemt mellem de faste maskindele og indgangslåget, der lukkede automatisk med et tryk på cirka 200 kilo – eller blive ført ind i vaskemodulet, og at indgangslågen lukkede sig bag ham.
Hovedafbryder sad på en helt anden etage
I brugsanvisningen til karvaskeren fremgik det blandt andet, at anlægget ved indgreb eller reparation skulle gøres spændingsløst. Om nødvendigt ved at sætte hovedafbryderen i “position 0”.

Der var bare ingen hovedafbryder på betjeningspanelet, som der skulle være efter fabrikantens anvisninger:
“...hovedafbryderen var placeret i et andet rum, og ansatte skulle derfor (red.) gå fra vaskecentralen og rundt om et hjørne, ned ad en gang, op ad en lejder, til venstre og ind ad en dør for at kunne betjene hovedafbryderen,” skriver Arbejdstilsynet, som også påpeger, at hovedafbryderen ikke var mærket, og det derfor ikke var muligt at se, hvad den afbrød.
Danish Crown har taget strakspåbuddet til efterretning.
- Sådan noget må selvfølgelig ikke ske, og vi har med det samme strammet op på alle vores sikkerhedsprocedurer og instruktioner. Både i forhold til vores egne og eksterne medarbejdere, siger pressechef Jens Hansen, Danish Crown.