Fagbladet 3F har i flere artikler afdækket, at sikkerheden var mangelfuld for arbejderne på udvidelsen af et stort biogasanlæg på Fyn, som endte helt galt.
Tre personer mistede livet, og seks andre blev kvæstet ved arbejdet på Flemløse Biogas.
Blandt andet var der ikke tilstrækkelig sikring mod fald, og en ung, uerfaren rumænsk ansat har fortalt, hvordan han blev sat til at svejse på den konstruktion, som senere kollapsede og tog tre mennesker med sig i døden.
Og den værste danske arbejdsulykke i nyere tid er ikke gået ubemærket hen – heller ikke på Christianborg, hvor flere beskæftigelsesordførere nu vil styrke Arbejdstilsynet.
Vi må sende nogle chokbølger ned gennem bygge- og anlægsbranchen, så bygherrerne og arbejdsgiverne forstår alvoren i, at vi vil have et sundt og sikkert arbejdsmiljø.
Karsten Hønge
– Vi ser desværre alt for ofte, at udenlandske firmaer opererer med snyd og humbug, regler bøjes, og sikkerheden overholdes ikke, lyder det fra Nick Zimmermann, der er beskæftigelsesordfører for DF.
– Det er præcis derfor, vi har Arbejdstilsynet – og derfor er det også uforståeligt, at regeringen vælger at skære ned på tilsynets ressourcer i stedet for at styrke det, fortsætter han.
Også Karsten Hønge, der er beskæftigelsesordfører for SF, mener, at Arbejdstilsynet skal styrkes.
Men der skal også hårdere straffe til for at komme problemet til livs, siger han.
– Jeg synes i det hele taget, at vi må sende nogle chokbølger ned gennem bygge- og anlægsbranchen, så bygherrerne og arbejdsgiverne forstår alvoren i, at vi vil have et sundt og sikkert arbejdsmiljø. Og det tror jeg kun man kan gøre ved at hæve strafferammerne ganske betydeligt, siger han.
Arbejdet genoptages
Kurt Brusgård Poulsen, der er direktør og hovedejer af Flemløse Biogas, meldte sidste fredag ud, at arbejdet på siloen i Glamsbjerg på Fyn nu skal genoptages.
Derfor er der god grund til at bede Arbejdstilsynet om at lave skærpet tilsyn med byggepladsen, lyder det enstemmigt fra ordførerne fra SF og DF.
– Når Flemløse Biogas genoptager arbejdet, må det ske under skærpet opsyn. Hvis ikke denne ulykke er anledning nok til at sende Arbejdstilsynet på tilsyn, hvad er så? spørger Nick Zimmermann.
Og Karsten Hønge stemmer i.
– Kurt Brusgård Poulsen har også haft andre virksomheder, hvor det er gået galt med arbejdsmiljøet, så derfor synes jeg, at det eneste ansvarlige signal ville være, at byggeriet er under skærpet tilsyn med det samme, siger han.
Hos Moderaterne håber man, at Arbejdstilsynet har lært “den mest tragiske af alle lektier”, lyder det fra beskæftigelsesordfører Karin Liltorp.
– Jeg er ikke i tvivl om, at de har skærpet sikkerhedspraksissen betydeligt efter sådan en ulykke, siger hun.
Karin Liltorp vil ikke svare på, om hun mener, Arbejdstilsynet skal lave skærpet tilsyn med byggepladsen. Det lader hun Arbejdstilsynet vurdere, siger hun.
Vil have ministeren på banen
SF’s Karsten Hønge vil have beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til at melde ud om, hvorvidt regeringen ønsker mærkbare strafskærpelser på byggeområdet.
Vi skal ikke lave lovgivning på baggrund af en enkelt sag.
Karin Liltorp
Men spørger man Karin Liltorp, er hun mere skeptisk overfor, om ny lovgivning er vejen frem.
– Vi skal ikke lave lovgivning på baggrund af en enkelt sag. Vi skal lave lovgivning, der sikrer, at hele arbejdsmiljøet i Danmark bliver tilgodeset. Jeg synes, det er alt for tidligt at sige, om der er brug for nogle specielle, nye indgreb på grund af det her.
Fagbladet 3F har forsøgt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), men hun har ikke ønsket at deltage og henviser i stedet til beskæftigelsesordfører Jens Joel (S).
Overvejer straffesag
Jens Joel skriver i et skriftligt svar, at Arbejdstilsynet frem til 1. marts er i gang med at undersøge ulykken ved Flemløse Biogas og finde ud af, om der skal rejses en straffesag.
– Herefter skal vi selvfølgelig se på, hvad der eventuelt kan gøres, og om vi kan tage yderligere skridt i den konkrete sag, skriver han videre.
Kurt Brusgård Poulsen, direktør og hovedejer af Flemløse Biogas, har selv erklæret sig chokeret over de forhold, som Fagbladet 3F har afdækket på hans byggeri
– Hvis jeg var kommet forbi, havde jeg stoppet den byggeplads med det samme. Og det havde min byggerådgiver også. Det er fuldstændig, totalt sindssygt, har han udtalt.
Han mener dog, at ansvaret ligger hos det tyske firma, der havde hovedentreprisen på udvidelsen af biogasanlægget i Glamsbjerg. Der har også været brugt en række af underentreprenører til projektet.


